Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyheder
Gæstespil med videoteknik og animationer i Anemone teatret
Skyggen er sluppet løs og gør alt det, du har lyst til!
Anemone teatret har i foråret fået besøg af teater IT, som i en ordløs forestilling fortæller historien om manden, der opdagede sin egen skygge og lærte at leve med den.
Tilladt fra 5 år og anbefalet op til 12 år. Forestillingen vises fra 21. april til 8. maj 2016
Mange flere underretninger
Antallet af underretninger om børn der mistrives, er steget markant de seneste år. Det skyldes, at fagpersoner er mere bevidste om, hvornår de skal foretage en underretning, og at problemerne opspores tidligere. Det viser en afsluttende evaluering af de lovændringer, der trådte i kraft med Barnets Reform i 2011. Evalueringen belyser, hvordan kommunerne har implementeret de nye regler.
De lovændringer, der kom i forbindelse med barnets reform var paragraf 153 om præcisering af fagpersoners skærpede underretningspligt og paragraf 49 a om udveksling af oplysninger uden forældresamtykke.
Fagpersoner, der har underrettet efter paragraf 153, skal altid orienteres om, hvorvidt underretningen har ført til, at der er iværksat en undersøgelse eller foranstaltninger. Dette vurderes at være med til at fremme en tidlig indsats. Det er dog ikke i alle kommuner, at denne bestemmelse er slået igennem. Læs mere om evalueringen af lovændringerne på socialstyrelsens hjemmeside: socialstyrelsen.dk
De ansatte på Sundbygård blev syndebukke – borgmesteren lover forandring
”Beboerne murer sig inde af angst for misbrugere, mens medarbejderne sidder bag lukkede døre foran computerne.” Det skrev Politiken fredag 15. januar i en artikelserie om det psykiatriske bosted Sundbygård i København.
Artiklerne byggede dels på udtalelser fra beboere og pårørende og dels på den seneste tilsynsrapport fra Socialtilsyn Hovedstaden, som sagde, at ”tilbuddets opmærksomhed på dokumentationsarbejdet skygger for tilbuddets pædagogiske arbejde og kerneopgaven…”
Det fik FU-medlem i LFS, Helle Haslund, og Susanne Winsløw, fællestillidsrepræsentant, FOA-SOSU, til at fare i blækhuset. I et debatindlæg i Politiken den 20. januar gik de til genmæle og skrev blandt andet:
”En ting er, at det er utilfredsstillende arbejdsforhold, hvor fagligheden har trange kår. En anden ting er, at vores medlemmer bliver hængt offentligt til tørre, fordi de gør det, der forlanges af dem.
Det lyder grotesk, men ja: Medarbejderne, pædagoger og social- og sundhedsassistenter på Sundbygård, bliver af en offentlig instans, Socialtilsyn Hovedstaden, kritiseret for at udføre det dokumentationsarbejde, som kræves af en anden offentlig instans, Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Resultatet er, at de medarbejdere, der har den daglige tætte kontakt med samfundets mest udsatte, bliver syndebukke og hængt ud i medierne, fordi de gør det, de har fået besked på..
Politikens dækning af problematikkerne i psykiatrien er stort set sober. Det er svært at få alle vinkler med, det ved vi. Men det ville være fair at stille Socialforvaltningen i Københavns Kommune til ansvar for, at mængden af dokumentation og administrativt arbejde ikke tilnærmelsesvis matcher med de normeringer, der er ude på arbejdspladserne i det virkelige liv.
Derfor vil vi opfordre Socialforvaltningen til at sætte handling bag ordene i den højt besungne Tillidsreform, som er vedtaget af Københavns Kommune, og som skulle give mere plads til fagligheden og mindre til kontrollen. Vi vil som faglige organisationer gerne være med til at få ryddet op og kun bevare de målinger, der giver mening i arbejdet. Det er for billigt at lade medarbejderne på Sundbygård tage de offentlige smæk.”
Den 24. januar svarede socialborgmester Jesper Christensen så - også i Politiken - med indlægget: ”Nej, ofte er der ikke tid nok til samvær”. Han skrev blandt andet, at:
”Politikens artikler og de faglige organisationers indlæg understreger endnu engang, at vi konstant skal være på vagt over for overflødige dokumentationskrav. Derfor har jeg og socialudvalget nu besluttet, at vi skal se med friske øjne på kravene, og at vi skal forsøge at skære nogle af dem fra.”
Middelklassebørn kan også risikere marginalisering
Det er langt fra kun unge fra socialt belastede familier, der oplever problemer senere i voksenlivet. Det er et af resultaterne fra en ny rapport fra SFI. Rapporten ”Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark” kortlægger omfanget af social marginalisering i Danmark baseret på registerdata om hele den danske befolkning.
”… Selvom unge fra socialt udsatte familier har større risiko marginalisering, kommer ca. halvdelen af de marginaliserede unge fra det, man kan kalde en almindelig, social baggrund…”
Det siger forsker Lars Benjaminsen, der er medforfatter til rapporten.
Med marginalisering menes eksempelvis misbrug, psykisk sygdom, hjemløshed eller et fængselsophold.
Læs mere om rapporten på sfi.dk
Gratis gåhjemmøde om forældresamarbejde
Et godt forældresamarbejde er vigtigt, både for børn, forældre og det pædagogiske personale, men hvordan griber man det bedst an og får det prioriteret i en travl hverdag?
Professionshøjskolen UCC inviterer i samarbejde med Dansk Psykologisk Forlag til gratis gåhjemmøde torsdag d. 25. februar 2016 kl. 16:30 til 18:30. Anledningen er udgivelsen af bogen "Forældresamarbejde der virker".
På gåhjemmødet kan man blandt andet høre oplæg af forfatterne Søren Laibach Smidt, forsker og chefkonsulent ved UCC, Suzanne Krogh, Life-lab og Dorthe Boe Danbjørn, formand for FOLA (Forældrenes Landsforening). De vil tale om, hvordan man arbejder systematisk og reflekteret med at udvikle samarbejdet, og om hvad det er, der betyder noget for forældre, og hvad det giver det af pejlemærker for det pædagogiske personale i institutionerne.
Arrangementet finder sted på Professionshøjskolen UCC, Titangade 11, 2200 København N, og tilmelding er nødvendig. Det gør man ved at sende en mail til info@dpf.dk.