Med relationsmedarbejder Katja Møller-Jørgensen fra Hjemløseenheden på opsøgende arbejde:

Du ved aldrig, hvad der kommer til at ske…

19.30

Jeg mødes med min kollega Christel på en metro station. Vi har lagt en plan for, hvilke steder vi vil opsøge frem til midnat. Det kan være steder, hvor der er blevet set hjemløse eller gamle kendinge, som vi skal følge op på. Vi skal mange steder hen i løbet af aftenen og bruger i aften metro og S-tog til at komme rundt. Mange af de hjemløse holder til omkring stationerne.

Ofte har jeg også min cykel med, da det kan være nemmere at komme rundt i København på den.

19.40

Vi starter med at købe et par sandwich til den første borger, vi skal ud til. Han er psykisk syg og har boet på gaden de sidste ca. 12 år kun med et par enkelte dage inde og vende på herberg i 2009. Vi køber egentlig ikke mad til borgerne på den måde, men den seneste tid er han blevet dårligere og meget tynd, og han næsten flår maden ud af hænderne på mig, når jeg kommer med den. Så her gør jeg en undtagelse.

Hvis han er rigtig dårlig, har vi mulighed for at ringe til ”Sociolancen”, som er ude at køre i aften. Sociolancen er et nyt tilbud, som kører ud til socialt udsatte mennesker, hvor det er vurderet, at der er brug for en socialfaglig indsats. Sociolancen kan hjælpe os med akut hjælp og med at formidle kontakt til relevante sundheds- og socialtilbud.

19.50

På vej ned i S-toget kigger vi os lidt omkring, for at se, om der er nogen vi kender. Der er en nogle Roma’er som holder til omkring stationen. Det, vi kan tilbyde dem, er, at de kan gå på et nat-herberg frem for at overnatte på gaden, og ellers spørge til om de er ok.

20.00

Vi når ud til borgeren, som sover i et lille venteskur på en station. Her har han sine papstykker, som han bruger til seng liggende under en bænk og sine poser gemt et hemmeligt sted. Dem, som passer stationen, lader hans pap ligge, fordi de godt ved, at han sover der hver nat. Det er meget betænksomt, synes jeg. Tidligere boede han på en anden station, men her er der kommet vagter, som smider de hjemløse væk, og bænkene er blevet lavet om, så man ikke længere kan sove på dem – enten med bøjler eller som stå-bænke. Borgeren er over 60 år og er blevet indstillet til et §108 botilbud, men jeg er meget spændt på om han vil tage imod det, da han ikke tidligere har villet flytte.

Jeg kan se, at han har det bedre, fordi han ikke flår maden fra mig og desuden har han købt nye sko i Føtex for nogle penge, han må have fået. Vi har haft svært ved at skaffe sko til ham, fordi han bruger størrelse 47. Han er dog stadig meget tynd og har fået en stor ligtorn på sin fod, som gør ondt. Han viser den frem, og jeg tænker, at næste gang jeg tager ud til ham, vil jeg tage en sygeplejerske med, som kan kigge på den. Han går rundt i hele København i løbet af dagen, og så er det jo ikke rart, når fødderne gør ondt.

20.30

Vi tager videre til en anden station, hvor nogen har set en ligge, men han er der ikke. Herfra går vi videre endnu et sted, hvor en anden er blevet set, men heller ikke her er der nogen. Sådan er det ofte. Vi leder de steder, vi har fået tips om, at der ligger nogen og prøver også selv at tænke over, hvor vi ville lægge os, hvis vi var hjemløse. Nogle gange kan det betale sig for os at blive og observere et sted i længere tid, og nogle gange følger vi efter borgerne for at finde ud af, hvor de sover.

21.00

Vi møder to hjemløse på en station, som vi har mødt før, men hun er meget påvirket og halvsover, og han er vred og aggressiv, så vi nøjes med at spørge til, om de er ok, og lader dem så være. Hvis vi er meget bekymrede, kan vi bede politiet kigge forbi.

21.30

Vi tager ud til Amagercentret, hvor vi også ved, at der er en ung hjemløs, der holder til. Nogle hjemløse får varmen i indkøbscentrene om aftenen, da de har åbent til sent.

21.35

Vi kigger ved Christianshavns torv, hvor der plejer at være mange hjemløse borgere, men netop i aften er her helt dødt. Der er efterhånden også mange af dem, vi kalder funktionelle hjemløse, som egentlig har et sted at bo, men gerne stadig vil være en del af miljøet og derfor hænger ud de samme steder på gaderne. Der er med tiden skabt forskellige skæve botilbud, hvilket gør, at flere accepterer en bolig.

22.00

Vi går ned til havnen og leder efter en borger, som, vi ved, holder til her. Han er meget dårligt fungerende psykisk, og hvis vi finder ham i en dårlig tilstand, har jeg tænkt på at ringe efter ”Den blå bus”, som er en af politiets blå mandskabsvogne, som nogle gange kan hjælpe i sådan nogle situationer.

Først kigger vi på den ene bænk mellem nogle buske, hvor han nogle gange holder til, men her er han ikke nu. Vi går videre langs vandet til et andet sted, hvor jeg har set ham være. Her er han heller ikke, men jeg undersøger de aviser, der ligger der, og kan se, at de er fra dagen før, så jeg tænker, at han må komme her jævnligt. Jeg beslutter at tage herned på tidlig morgenvagt kl. 6.00 en dag og se, om jeg så har heldet med mig.

23.00

Vi bevæger os væk fra havnen og op forbi Rådhuspladsen til Strøget. Der ligger nogle gange nogen og sover på de riste, der kommer varm luft op af. Der sidder da også nogle romaer og småsover.

Jeg render til min store glæde også ind i en gammel kending. Han kommer gående med sin lille hund, som han jævnligt råber til, når den render lidt for langt væk eller gør ad folk. Han er lige blevet smidt væk af en vagt fra det sted, hvor han sover for tiden. Han regner med at vende tilbage senere, da vagten kun plejer at komme én gang per nat. Vi får os en rigtig god, lang snak om, hvor han har været, hvilke herberger han har sovet på, hvilke han er blevet smidt ud af, at han i hvert fald ikke skal have en lejlighed osv. Han fortæller med tårer i øjnene, at han har måttet få sin hund aflivet, fordi den ”passede for godt på ham”, når han lå og sov.

23.15

Vi går ned ad strøget. På et tidspunkt ser vi en mand, som ligger inde ved butikkerne. Vi vækker ham for at sikre os, at han er ok, fordi han ikke har så meget varmt udstyr. Kun et tæppe at ligge på og et tæppe over sig. Mange af dem, som har sovet på gaden i flere år har gode soveposer og liggeunderlag og ved, hvor meget de skal tage på afhængigt af kulden. Manden virker ok, og vi får at vide af rengøringsmanden i butikken ved siden af, at han sover der ”every night”. Da det ikke er frostvejr, lader vi ham ligge og vil bede vores kolleger om at holde øje med ham. Hver gang vi har været ude på opsøgende arbejde, skriver vi elektronisk logbog, så vi har mulighed for at dele de iagttagelser og erfaringer, vi får, med kolleger. Vi læser altid logbogen igennem, inden vi tager ud, og ved derfor, hvor vi skal holde særligt øje.

Når det er frostvejr, tager alle relationsmedarbejdere ekstra ”frostvagter”, så vi kan prøve at sikre, at der ikke er nogen, der har det for koldt, og at de kender til de sovetilbud, der findes.

23.30

Vi finder endnu en mand sovende på en bænk.. Han har dog både sovepose og liggeunderlag, men vi spørger alligevel lige, om han er ok.

Han griner og fortæller, at han kommer fra Finland, og at det jo slet ikke er koldt i Danmark sammenlignet med Finland, hvor der er minus 40 grader og sne op til knæene.

23.45

Vi går tilbage i metroen, hvor vi finder seks romaer, som ligger og sover. Det usædvanlige er, at de fem af dem er kvinder. Vi vil også her notere det i logbogen og desuden fortælle det til det team, som tager sig særligt af udenlandske hjemløse.

24.00

Kl. 24 afslutter jeg mit opsøgende arbejde og skynder mig hjem for at sove, inden jeg skal på opsøgende arbejde igen i morgen.

Fakta:

Job: Relationsmedarbejder i Hjemløseenheden i København

Alder: 48 år

Baggrund: Blev færdiguddannet socialpædagog i 1993 fra Gentofte seminarium. Har været med i Hjemløseenheden fra start af (6 år) og før det støttekontaktperson og en del andet inden for det pædagogiske fag.

Privat: Har to døtre på 17 og 19 og bor på Vesterbro.

Det bedste ved jobbet: Selve det relationelle arbejde og det at det er så uforudsigeligt. Du ved aldrig, hvad der kommer til at ske, når du møder ind på en vagt. Desuden har vi en høj grad af frihed under ansvar og stor tillid fra vores ledelse. De ved, at vi sætter ind der, hvor der er behov for det. Nogle gange når vi vidt omkring på en vagt, men andre gange er der en enkelt borger, der kræver al vores opmærksomhed.

Det sværeste i jobbet: Det at arbejde i en stor kommune, som er så opdelt som København er, kan være en udfordring. Tilbuddene er ikke altid gearet til at hjælpe den enkelte borger videre, når borgeren netop er motiveret for forandring.