Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Digital rådgivning for alle unge
Alle unge i Københavns Kommune kan nu få rådgivning digitalt i stedet for at møde op fysisk. Det gør det muligt at nå en gruppe unge, som ellers ikke ville have søgt hjælp.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Københavns Kommune er foregangskommune med digital rådgivning til alle unge. En forsøgsperiode med digital rådgivning har nemlig givet så gode resultater, at tilbuddet er gjort permanent.
Det glæder Johnny Szumlanski, der er ungerådgiver i Bispebjerg i Københavns Kommune, og som er en af de rådgivere, der har været med i forsøgsprojektet.
”Ungerådgivning skal være for alle og ikke kun for dem, der tør vise sig i døren. Nogle af de unge kan føle sig begrænset i deres anonymitet, når de skal møde fysisk op. Det kræver meget, og det bør jo være sådan, at alle de unge, der har brug for at henvende sig, gør det,” siger Johnny Szumlanski.
At være hvor de unge er
”Teenagere er sårbare. De går op i, hvad andre synes om dem, og de er også mere påpasselige med, hvad andre må finde ud af om deres liv. Så for nogle unge skal der altså virkelig meget til, før de tager hen til os,” siger han, og understreger vigtigheden af at lade rådgivningen foregå på linje med de unge selv - i deres eget element. Det vil sige i det digitale rum, som er de unges hjemmebane.
Johnny Szumlanski understreger samtidig, at online ungerådgivning bør forankres lokalt. De unge har brug for at være i kontakt med nogen fra deres nærområder, der kender til, hvad der sker i området, og som kender til eventuelle andre tilbud i kommunen, som kan hjælpe den unge.
Nærvær med Googlegenerationen
Johnny Szumlanski har den erfaring, at man sagtens kan skabe nærvær med de unge gennem en skærm.
”Bruger man det rigtige ordvalg, og har man en åben tilgang, som er lyttende og løsningsorienteret, kan det sagtens lade sig gøre. Men der er kontant afregning på en anden måde end i den fysiske rådgivning, da de unge lynhurtigt kan hoppe af chatten. Men det er ok, for så har den unge taget første skridt, og de ved, at de kan vende tilbage.”
Johnny Szumlanski er derfor heller ikke i tvivl om, at kommunerne for fremtiden skal supplere den fysiske rådgivning med online rådgivning:
”Det er googlegenerationen, vi har med at gøre. De googler alt – også når de har det svært. Det er på nettet, de unge bevæger sig og derfor her, kontakten til de unge kan skabes”.
Fakta:
Alle kommuner i landet skal, ifølge servicelovens paragraf 11 stk.2, kunne tilbyde anonym rådgivning til enhver. I de fleste af landets kommuner forvaltes paragraffen ved at tilbyde ansigt til ansigt rådgivning.
Københavns Kommune har samarbejdet med cyberhus.dk, som er en landsdækkende digital rådgivningsportal for unge. På cyberhus.dk er der gennemsnitligt 1200 besøgende hver dag fra alle kroge af landet – heriblandt fra København. Et tal, der taler for sig selv, og som var medvirkende til at Københavns Kommune tog skridtet ind i den digitale rådgivning.
Københavns Kommune fik i forsøgsperioden en særskilt chatlinje til de københavnske unge mellem 13 -17 år, som var igennem på cyberhus.dk. Chatten holdt åbent i ialt 130 timer fordelt over et par dage om ugen. I den periode kom der henvendelser fra ca. 60 unge, hvilket er mange set i lyset af, at der i 2014 var 177 førstegangs henvendelser igennem den fysiske rådgivning på et helt år, med åbent hver dag, og som også inkluderer de henvendelser, som kom fra det opsøgende arbejde, ungerådgiverne udfører i Bispebjerg
Cyberhus.dk er et digitalt klubhus i et univers af typiske teenagetematikker og hjerteskærende fortællinger. De unge, der besøger siden, kan læse med, kommentere indlæg, debattere med hinanden eller tage kontakten til en voksen rådgiver enten på chat eller i en brevkasse. Det voksne fagpersonale holder sig i baggrunden. De svarer og rådgiver kun, hvis de bliver spurgt. Cyberhus.dk er bundet op på frivillighed. Det betyder, at det voksne fagpersonale, som den unge skaber kontakt til, er en frivillig med den rette faglige forudsætning for at rådgive og vejlede den unge. Cyberhus.dk er etableret i den socioøkonomiske organisation Center for Digital Pædagogik. Et videnscenter med fokus på udsatte børn og unge og digitale medier. Center for Digital Pædagogik tilbyder rådgivning og konsulentbistand omkring børn og unge og digitale medier, til både private organisationer, skoler, kommuner m.fl.