Hvorfor ikke skrive om en vigtig del af virkeligheden?

Det var en formiddag, hvor jeg havde aftalt at mødes med en bekendt i Lund. Jeg tænkte, at det var godt med lidt lekture til togturen, og greb fat i LFS-NYT. Det kunne nok ikke skade at læse i mit fagblad. Det var længe siden, jeg havde gransket det nærmere, da jeg afgik fra ansættelse i BUF som leder og pædagog 1.10.2015. Jeg slår op på lederen på side tre og læser overskriften: " Bliver vi lykkeligere af kun at tale om det dårlige". Jeg tænker, hvad går det her egentlig ud på, og læser Helle Haslunds leder, der begynder meget fint med at referere til Dorthe Birkmoses bog, der beskriver den forråelse, der kan ske af medarbejdere, når besparelserne bliver så markante, at den elementære arbejdsopgave ikke kan opfyldes, og at man mister sit værdiggrundlag. Sådan meget kort sagt. Den del kan mange pædagoger og socialarbejdere genkende, og så langt og så godt. Men hvad har det med overskriften at gøre, tænker jeg. Men det får jeg jo hurtigt opklaret, for Helle Haslund ender jo med stort set at sige efter min tolkning: Lad være med at fortælle os ( LFS) , når I arbejder under kummerlige forhold. Ja, netop udtrykket " kummerlige forhold " bruger hun. Med andre ord: Tag ja-hatten på uanset hvad. Jeg blev først paf, og efter en del tænkning også meget berørt over, at jeg skulle læse dette i en leder skrevet af et medlem af FU i LFS. Som H.H. skriver, har en del medlemmer spurgt LFS om, hvorfor de meget ofte bringer de positive historier om forskellige projekter, der foregår på vores område, og i meget mindre omfang de historier, der fortæller om netop de kummerlige forhold, mange arbejder under, og jeg vil tilføje, den desperation, mange føler over det, man netop ikke kan få gjort. Det, synes jeg, er et meget godt spørgsmål, og jeg har selv undret mig.

Efter jeg i oktober 2015 gik på efterløn, har jeg været ude som vikar i forskellige institutioner. Overvejende i Københavns kommune. Jeg er naturligvis klar over, at når der tilkaldes vikar, er der krise i institutionen, men jeg hører jo historier, som gælder den almindelige hverdag i de pågældende institutioner, og jeg vil komme med nogle eksempler her: Jeg kommer en dag til en gruppe med 17 børn, alle er mellem tre til tre og et halvt år, alle er blebørn. De har været to personaler på i 14 dage. Da jeg kommer ind, ved de faktisk ikke, at de har fået vikar på, og jeg glemmer ikke smilene og overraskelsen og ikke mindst lettelsen over at være tre voksne i det mindste en dag. Jeg blev jo i høj grad sat til det praktiske og bleskift på samlebånd, og det var helt OK. Der kunne ikke foregå ret meget planlagt pædagogisk, da der ikke havde været tid til at planlægge, og de fik dagen til at gå så godt som muligt med de sædvanlige ting som læsning, sang og leg, men der var også tre inklusionsbørn i gruppen, der krævede stor omsorg og opmærksomhed. På et tidspunkt siger den ene medarbejder lidt undskyldende til mig, at de ikke kan lave ret mange aktiviteter, når de kun er to personaler. Jeg svarer, at det behøver hun ikke at undskylde, det forstår jeg udmærket. Jeg kan sagtens se, hvad betingelserne er den dag og også forestille mig, hvordan de sidste uger er gået. En anden historie er om en leder i en nabokommune (men spørgsmålet er, om forholdene er så meget anderledes der end i København), der truer med tjenstlig samtale, hvis man går til fagforeningen uden at informere vedkommende. Denne leder har også en lille bog, hvor der skrives om medarbejdere, som vedkommende vil holde et særligt øje med. Hvordan kan det ske? Og er der her tale om en forråelse, der medfører, at denne leder begår magtmisbrug? Til historien hører også, at medarbejderne var i tvivl, om de skulle gå til deres fagforening. Det overraskede mig, for det må der jo ikke være tvivl om, men spørgsmålet er, hvorfor de var i tvivl?

Hvis jeg som pædagogisk leder havde forhindret mine medarbejdere i at udtrykke deres bekymring, træthed og spørgsmål, når tingene pressede sig hårdt på, havde jeg givet dem problemer, og de havde fået ondt i maven (og det mener jeg bogstaveligt). De havde oplevet, at de måtte finde en ventil for at lette på presset, og sladder og skjult snak ville øjensynligt opstå. Tilliden til mig som leder, ville have ligget på et meget lille sted. Måske var de begyndt at opfatte, at jeg havde en særlig magt, i hvert fald være utilnærmelig for dem. Hvis dette havde været tilfældet, så havde vi aldrig kunne løse de problemer og udfordringer, vi ofte blev stillet overfor. Så jo, der skal efter min mening tales om det negative ved besparelserne og øgede krav, og lederne skal være åbne overfor at modtage deres medarbejderes bekymringer. I processen i min institution var vi ikke negative, men konstruktive. Derfor stiller jeg mig helt modsat H.H.'s holdning. Det er for mig udtryk for at feje en del af virkeligheden ind under gulvtæppet.

Om vi bliver lykkeligere af at tale om dårlige arbejdsforhold, som H.H. spørger om, ved jeg ikke, men er det et mål? Skal vi gå efter lykken ved at stikke hinanden blår i øjnene, eller skal vi gå efter virkeligheden, se tingene i øjnene og anerkende de kummerlige forhold som faktuelle, og derfor møde og i LFS anerkende det, som medlemmerne fortæller om? Ja, det ville være en god ide. For det er udgangspunktet for at kunne ændre tingene.

Interessant nok endte min læsning på bagsiden af nævnte LFS NYT (2.1.16 ), hvor der var en anmeldelse af Svend Brinkmann's bog " Stå Fast " med eftertitlen: " Et opgør med tidens udviklingstrang ". Jeg har lige læst den, og den sætter meget i perspektiv. Den beskriver blandt andet, at det er vigtigt at kunne sige nej, og at det kan være en pligt for troværdighed og værdighed. Det var godt med den anmeldelse på bagsiden, det skabte dog en form for balance i det fagblad.

Anne-Marie Jacobsen.

SVAR:

Kære Anne-Marie.

Tak for dit indlæg; det er en vigtig diskussion.

Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen tænkelig mulig måde mener, at vi skal undertrykke vores kritik, tage ja-hatten på eller finde os i kummerlige vilkår uden at protestere. Og det skrev jeg heller ikke i lederen.

Jeg skrev til gengæld, at vi som pædagogiske medarbejdere skal forsøge at finde måder, hvorpå vi kan folde vores faglighed ud – trods begrænsede ressourcer. For ellers er der risiko for, at vi går i stykker som fagpersoner og som mennesker. Jeg skrev også, at vi skal holde hinanden fast på, at vi vil have gode arbejdsfællesskaber; altså at vi skal blive ved med at være gode ved hinanden. Det, mener jeg ikke, er det samme som, at vi ikke også må tale om alt det, der er skidt. Det må og skal vi. Men det ene udelukker ikke det andet.

Vi er som faggruppe dygtige til at drage omsorg for børn, unge, handicappede og udsatte. Vi skal også huske at drage omsorg for os selv og vores fag. Det kan vi blandt andet gøre ved at ”tale vores fag ”op, så vi husker, at vi har noget at være stolte af. Også selv om politikerne ikke vil bruge de ressourcer, der skal til.

Venlig hilsen Helle Haslund, medlem af FU