Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Citroner er sure og gule…
Citronsmagning, lygteleg i en mørk kælder, bad i spaghetti, afspænding og masser af hop, rul, sanglege og ikke mindst fordybelse og nærvær. I vuggestuen Titanrosen har finansmidler givet mulighed for et science-projekt med fokus på kroppen. Målet var at øge børnenes kropsbevidsthed, stimulere deres sanser og pirre deres nysgerrighed, men resultatet blev mere end det.
Tekst og foto: Hedda Maj Jensen
Billeder af børn i blenumser, der sidder i et stort badekar med spaghetti, leger med lygter i mørket og vrænger ansigt, når de smager på en citron.
Titanrosen har dokumenteret deres scienceprojekt i billeder, og hvert barn har fået en billedbog med hjem, så de kan vise deres forældre, hvad de har lavet i vuggestuen og dermed øge bevidstheden hos børnene, styrke sproget og få selvtillid i samtalen om de udfordringer, de har klaret i løbet af projektet. Børn, forældre og personale har alle været begejstrede for projektet. Personalet beskriver det som fantastisk at kunne fordybe sig i et tema gennem en hel uge med en gruppe børn.
Nyt blik på barnet
”Det er ikke til at vide, om børnenes kropsbevidsthed er blevet øget igennem projektet, for det er svært at spørge dem. Men vi har i hvert fald oplevet, at de synes, det er dejligt at bevæge sig og bruge kroppen,” siger pædagog Susanne Kirchheiner, der sammen med pædagog Marie Rehfeld har udarbejdet, udført og beskrevet projektet.
Børnene fik en masse kropsmæssige stimuli og sanseoplevelser. Men der blev også skabt nye venskaber, og medarbejderne fik et nyt blik på de enkelte børn og deres individuelle formåen og vanskeligheder. De kunne desuden se, at børnene udviklede sig i forhold til deres opmærksomhed på de aktiviteter, de blev stillet overfor.
Pædagogerne i Titanrosen oplevede, at de var mindre trætte, når de gik hjem og følte en tilfredshed med det arbejde, som de havde udført.
Ekstra normering
Science-projektet kunne kun lade sig gøre i det omfang, fordi Titanrosen fik bevilget midler til en ekstra pædagog.
”Projektet har været en stor succes. Så vi oplever det som en frustration, at vi kun kan gennemføre et så givende projekt, fordi vi har fået tilført finansmidler og dermed ekstra ressourcer ” siger pædagog Susanne Kirchheiner.
Medarbejderne i Titanrosen mener, at det ville højne fagligheden, hvis muligheden for at arbejde på samme måde som i scienceprojektet oftere var til stede. Science var spændende, men det kunne sagtens have været et andet emne, da det netop er fordybelsen, roen og rummeligheden, der har været vigtig.
”Det har været dejligt at kunne arbejde så intensivt med børnene, ”siger Susanne Kirchheiner.
Hendes kollega Marie Rehfeld, som har været med til at udarbejde projektet, medgiver, at det har været rammerne, der har været det vigtigste i projektarbejdet:
”Vi kan fortsætte med at arbejde med projektet fremadrettet. Men der vil ikke være det samme nærvær og den samme fordybelse, da vi så kun vil være én medarbejder i stedet for to. Og det, at vi har arbejdet med projektet på tværs af etagerne i huset, har gjort, at vi har kunnet få flere øjne på børnene,” siger Marie Rehfeld.
Inspiration
Titanrosen har som del af projektet udfærdiget en rapport, som andre institutioner kan bruge som inspiration. Selv om det det optimale er at lave et sammenhængende forløb, kan man også vælge at tage enkelte dele af projektet op, eller projektet kan på anden måde inspirere til andre forløb eller aktiviteter.
Vuggestuen Titanrosen lavede desuden en ”sciencepakke” til hver stue med de ting, som var blevet brugt i projektet, så man let kunne tage enkelte ideer op igen.
Titanrosens ”Sciencepakke”:
Badekar med spaghetti
Lygter
Sugerør
Fjer
Bordtennisbolde
Risposer
Rammerne for Science-projektet
Vuggestuen Titanrosen fik i 1015/2016 bevilliget midler til finansiering af en ekstra pædagog. Bevillingen indebar, at der skulle fastsættes mål for, hvad vuggestuen ville opnå med den ekstra normering. Medarbejderne i Titanrosen besluttede, at midlerne skulle bruges til at give pædagoger og børn mulighed for at arbejde mere struktureret i mindre grupper, så børnene fik mulighed for at fordybe sig i en aktivitet med en pædagog. Vuggestuen blev inspireret af det fokus, der har været på børn læring indenfor ”science”. Derfor lavede de et forløb, som kunne pirre børnenes nysgerrighed i et forløb med kroppen som tema og dermed også indenfor læreplanstemaet krop og bevægelse.
Scienceprojektet dag for dag - kort fortalt
Dag 1: kroppen
Sanglege om kroppen med fokus på de forskellige legemsdele og rul, hop, dans mm. Afslutning med rolig musik og afspænding, hvor børnene bliver strøget hen over kroppen.
Dag 2: Følesansen
Børnene bader i et badekar med spaghetti og mærker deres hud på kroppen på en ny måde. Afslutning med musik og afspænding.
Dag 3: Hovedet især mund og næse
Snak om hvad munden kan (synge, råbe, snakke hviske). Børnene smager på forskellige ting og puster til forskellige ting f.eks. bordtennisbolde og pustebobler i mælk. Næsen kan snuse, og børnene prøver at snuse til forskellige krydderurter.
Dag 4: Øjnene
Børnene får lygte og går i kælderen sammen med pædagogerne og prøver her at tænde og slukke lygterne og får en fornemmelse for, at man kan se, når der er lys.
Man kan læse mere i Titanrosens rapport, som kan fås ved henvendelse til Titanrosen 3531 7050.