Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder:
Må pædagoger kysse børn
Af: Forretningsudvalget i LFS
Der gik agurketids-debat i diskussionen om kys, kram og kærlighed i landets daginstitutioner. Debatten blev en trist oplevelse, hvor kys og kram er blevet kædet sammen med angst for pædofil, og hvor den faglige dømmekraft desværre også glimrede ved sit fravær fra pædagogisk side. Faktisk er det generelt, som om almindelig sund fornuft sættes ud af kraft, når det kommer til alt, hvad der kan puste til pædofiliskrækken.
For hvis vi skal være helt ærlige, er det jo ikke politikerne, hverken dem på Christiansborg eller dem på rådhuset, der kræver kyssepolitikker ude i daginstitutionerne. Det er heller ikke politikerne, der kræver særregler for mandlige pædagoger. Det er pædagoger selv, der har indført disse regler og retningslinjer. Sammen med reglerne for, hvordan man må have et barn på skødet, hvor meget man må kramme – og hvornår og hvordan man må hjælpe et barn efter toiletbesøg.
Hver gang der opstår en problemstilling i landets daginstitutioner, så er svaret, at der skal laves en politik, retningslinjer eller særregler. Men der er ikke brug for flere politikker eller særregler, der er brug for færre. For hvis man har tillid til fagligheden, så er særregler, retningslinjer og politikker unødvendige. Og er der ikke tillid til den faglige dømmekraft, så hjælper politikker, retningslinjer og særregler ingenting!
Kysse-kramme-røre reglerne er altså opfundet af pædagogerne selv. Det samme gælder særregler overfor mandlige pædagoger. Mange er forståeligt vrede over daginstitutioner, som kollektivt diskriminerer og stigmatiserer mandlige pædagoger ved at indføre særregler for de mandlige pædagogers samvær med børn. Men lad os igen slå fast, at ingen politikere har legaliseret denne form for lovovertrædelser. Det er daginstitutioner, der frivilligt har indført særreglerne for de mandlige kolleger. Men der skal være nultolerance overfor et sådant forkvaklet syn på mandlige medarbejdere - uanset om det er forældre eller pædagoger, der står bag dem. Løsningen er enkel.
Enhver kommune kan nemlig sanktionere de daginstitutioner, der har indført disse reaktionære og skadelige særregler. Er det kommunale daginstitutioner, kan kommunen give den pædagogiske leder en tjenstlig advarsel. Er det en selvejende eller privat daginstitution, kan kommunen opsige driftsoverenskomsten. Så enkelt er det. For det er ikke bare ulovligt at diskriminere på køn, der findes heller ikke faglige eller saglige argumenter for de skadelige særregler. Og når det er pædagogerne selv, der opfinder diskriminationen, er der ingen formildende omstændigheder. Det er udtryk for manglende pædagogisk viden og indsigt. Så hvad venter borgmestrene og kommunerne på?
Lad os dog have respekt for vores unikke pædagogiske og faglige tradition, forskning og indsigt og kaste fordomme, myter, frygt og mistro over bord. Ellers vi med at afprofessionalisere og undergrave respekten og anerkendelsen af vores faglighed.