Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Folkemødet 2016
Netop hjemvendt fra folkemøde på Bornholm, bosat på FOA lejren, vil vi gerne udtrykke vores store begejstring for det meget varierede program på folkemødet. Man kunne både få udvidet sin horisont og sin viden samt få rørt lattermusklerne indimellem.
I FOAs telt på campingpladsen, var der lagt op til social samvær med fælles morgenmad og grillaften.
Der er dog altid plads til forbedringer : Vi savnede fx en platform hvor LFS som VORES fagforbund kunne have vist flaget!
Vi besøgte blandt andet BUPLs telt og overværede nogle af deres debatter, men deres problematikker ligner ikke altid vores!
Vi savnede fx debatter om tosprogede i Københavns Kommune, om børnemiljøet, om socialt udsatte familier, om overgange, om skolereformens betydning for det samlede børneområde og om klyngestrukturens udvikling og så videre.
Det kunne give nogle helt unikke muligheder for at få sat gang i en debat med andre fagpersoner fra Københavns kommune og få startet en dialog om nogle af de problemstillinger, vi møder hver dag i vores daginstitutioner.
Folkemødet giver en unik mulighed for at diskutere, informere og ideudvikle om børn og unges muligheder i København.
Med fokus på at skabe nye netværk blandt fagfolk er der her skabt en mulighed for at arbejde mere målrettet, med børne- og unge arbejdet. Det kunne være med til at skabe større chancelighed.
Vi vil gerne opfordre LFS samt flere medlemmer til at deltage på næste års folkemøde. Det er en fantastisk oplevelse med masser af god stemning og engagement
De venligste hilsner
Dorthe Vestergaard og Connie Eirod, pædagoger i Københavns kommune
Svar:
Vi har i LFS indtil videre ikke vurderet, at det politiske og fagpolitiske udbytte står mål med de omkostninger og det tidsforbrug, det vil kræve, hvis en lokal fagforening som LFS skal prioritere Folkemødet. LFS er dog repræsenteret igennem FOA og FOAs pædagogiske sektor, og LFS deltager, hvis vi bliver inviteret til at deltage i diverse debatter og paneldiskussioner. Det blev LFS både i 2015 og 2016.
Med venlig hilsen Britt Petersen