Leder:

Knivforbud?

Af Helle Haslund, FU

Medarbejderne på de socialpsykiatriske bosteder skal slibe spidsen af køkkenknivene og lænke dem til væggene. Men de enkelte beboere kan gå direkte ned i det nærmeste supermarked og købe alle de knive, de har lyst til - og have dem liggende på værelset.

Det var da også beboerens egen kniv, der blev brugt, da en medarbejder på Lindegården blev dræbt i foråret 2016, og det var privatejede knive, der blev brugt, da en psykotisk beboer truede personalet på et bosted i Bagsværd i oktober 2016.

Det har fået socialborgmesteren i Københavns Kommune til at foreslå en lovændring, så der kan indføres knivforbud for beboere på socialpsykiatriske bosteder.

Forslaget forekommer ved første øjekast logisk. Der er fornuft i, at psykisk syge, der har episoder med voldelig adfærd, ikke har umiddelbar adgang til våben. Det er godt, at der ikke ligger en kniv i øverste kommodeskuffe, hvis man er psykotisk, vred og bange, og der er en stemme i ens hoved, der siger, at man skal slå nogen ihjel.

Man må bare ikke glemme, at det helt store flertal af psykisk syge aldrig kunne finde på at udøve vold mod andre. Det vil være et urimeligt stort indgreb i deres personlige frihed, at de ikke må have en kniv liggende, så de kan lave sig en spegepølsemad ud på aftenen - eller arbejde med hobbyprægede aktiviteter, hvor en kniv er nødvendig. For bostederne er beboernes eget hjem.

Knivforbud vil være relevant, når man kommer i mål med at samle de behandlingsdømte psykisk syge på særlige bosteder, hvor der er mulighed for at imødekomme deres specielle behov. Og her kan et af behovene være, at der ikke må være lettilgængelige våben - for at beskytte medarbejderne og for at beskytte beboerne mod sig selv og
hinanden.

Forbud og indskrænkninger af rettigheder må imidlertid aldrig blive løsningen på dårlige normeringer og for få sengepladser i psykiatrien.

Vi må ikke falde i den fælde, at vi betragter de alvorligt psykisk syge som tidsindstillede bomber, som vi for enhver pris skal beskytte os imod.

De er medmennesker, der lider, og som først og fremmest har brug for psykiatrisk lægehjælp og en kvalificeret og nærværende pædagogisk indsats.