Kan du ikke bare få et job, hvor du sælger billetter
Vi kan jo ikke bare fyre folk, når de bliver kronisk syge. Så vi har nedbragt sygefraværet på den lange bane ved at fastholde Tatiana i et fleksjob. Men der er ikke nogen quickfix. Den gode indsats koster tid og kræfter,” siger Carina Madsen, som er pædagogisk leder i Børnehuset Sluseholmen.
Tekst : Anna Louise Stevnhøj
”Det gik i maven til sidst, og jeg var hele tiden bange for, hvornår jeg ville blive fyret,” fortæller pædagog Tatiana Odrobinska Grove-Rasmussen om de første seks år, hvor hun kæmpede med en stofskiftesygdom og en godartet tumor i hypofysen, der både gjorde hende uendeligt træt og meget modtagelig over for infektioner.
”Når andre fik en forkølelse, fik jeg en lungebetændelse, som sendte mig på sygehuset. Og det var ikke bare sygdommen, der gjorde mig træt og gav mig koncentrationsvanskeligheder. Min sygdom har været svær at regulere, og der er hele vejen igennem løbende blevet skiftet medicin og skruet op og ned for doserne, og jeg har haft massive bivirkninger,” siger Tatiana Odrobinska Grove-Rasmussen.
Ekstremt stress
Sygdommen og medicinen gav masser af sygefravær. Som blev fulgt op ad jævnlige sygefraværssamtaler, hvor hun blev bedt om at få sit fravær bragt ned.
”Det var ekstremt stressende. Jeg var bange for at miste mit job, for jeg vidste, at det ville være svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Og så havde jeg naturligvis også dårlig samvittighed over for mine kolleger. De blev jo pressede af alle mine sygedage. Så jeg blev faktisk endnu mere syg af situationen,” fortæller pædagog Tatiana Odrobinska Grove-Rasmussen.
Da Carina Madsen kom til som ny pædagogisk leder, foreslog hun, at Tatiana søgte fastholdelsesfleksjob. Og Tatiana, som ikke havde kendt til muligheden, var straks med.
”Tatianas situation var helt umulig. Målet måtte være at lande en løsning, hvor hun både kunne fortsætte i sit fag og samtidig have kræfter til at have et liv ved siden af. Og det havde du slet ikke dengang,” siger Carina Madsen.
Tatiana Odrobinska Grove-Rasmussen replicerer:
”Nej. Når jeg havde været på arbejde, lå jeg i sengen resten af dagen. Jeg var helt færdig.”
Metervis af dokumentation
Carina Madsen havde opbakning fra sin klyngeleder, Pia Bah, og de var sammen om processen. Men de søgte også rådgivning i LFS, og det er Carina Madsen glad for i dag.
”Det kræver faktisk en professionel sagsbehandler, for der skal leveres metervis af dokumentation for at få et fastholdelsesfleksjob igennem. Man skal kunne dokumentere, at man har gjort alt, og jeg mener alt, for at vise skånehensyn, så medarbejderen kan fortsætte i sit job. Man skal både skrive, hvad man har gjort og efterfølgende, hvordan det virkede - eller ikke virkede - ned i mindste detalje. Men vi ville det her. Så klyngen tilførte ekstra ressourcer til stuen, så Tatiana kunne frigøres for alt, hvad der belastede. Hun gik ned i tid, hun sov til middag sammen med børnene, hun blev fritaget for forældresamtaler, og fra opgaver der krævede overblik etc.,” fortæller Carina Madsen.
Det var en periode, der kostede kræfter hos kollegerne, fordi de skulle bære et ekstra læs. Men Carina Madsen oplevede, at der var stor lydhørhed over for Tatianas situation, da den først blev italesat.
”Stemningen vendte fra frustration til hjælpsomhed, da vi gjorde rede for, hvad der var på spil, og hvad vi forsøgte at gøre. Det kræver åbenhed, hvis man skal køre sådan et forløb igennem,” siger Carina Madsen.
Sælg billetter
Det var ikke nok at dokumentere skånehensyn og tiltag. Det skulle også gøres helt rigtigt og med de rigtige formuleringer.
”Vi fik god hjælp fra den faglige sekretær i LFS, og det betød, at sagen gled problemfrit igennem, da den endelig kom for Rehabiliteringsteamet efter et år. Men jeg må desværre sige, at vi ikke altid har oplevet Jobcentret som medspiller,” fortæller Carina Madsen, der især husker et møde med en jobcentermedarbejder, der foreslog Tatiana at skifte branche i stedet for at forsøge at blive i pædagogfaget.
”Han spurgte, om jeg da ikke bare kunne finde et job, hvor jeg kunne sidde og sælge billetter eller noget i den retning, når jeg nu var så træt og havde svært ved at koncentrere mig. For det ville jeg da kunne passe på fuldtid, mente han. Det oplevede jeg som meget arrogant,” fortæller Tatiana.
Nu har jeg et liv
Fastholdelsesfleksjobbet blev tilkendt i november 2016, og Tatiana Odrobinska Grove-Rasmussen arbejder nu fire dage om ugen fra 9 til 12. Og hun har fået arbejdsglæden tilbage.
”Der var en årrække, hvor mit arbejdsliv var en kamp. I dag oplever jeg, at jeg har verdens bedste arbejdsplads. Og jeg har også et liv, når jeg kommer hjem,” som hun siger.
”Det er faktisk ret sejt, at du sidder her i dag. Og du har nærmest ikke noget sygefravær længere,” siger Carina Madsen og tilføjer:
”I dag er Tatiana en enorm ressource i huset, fordi hun ikke er tilknyttet en bestemt stue, men kan træde til, der hvor der er brug for hende. Jeg synes, vi har levet op til kommunens ønske om at bringe sygefraværet ned - på den gode måde. For det er ikke bæredygtigt, at vi fyrer folk og skubber dem ud af arbejdsmarkedet for at få pæne tal på bundlinjen. Men der er ikke nogen quickfix. Den gode indsats tager tid. ”
Gode råd
Carina Madsen, Pia Bah og Tatiana Odrobinska Grove-Rasmussen har en række gode råd, hvis man overvejer fastholdelsesfleksjob.
1. Gå i gang i god tid. For det er en langsommelig proces, og kommer man for sent i gang, risikerer man, at medarbejderen når at blive så syg eller nedslidt, at det ikke længere er realistisk at fastholde.
2. Søg hjælp til alt det formelle. Det er en videnskab at få alting skrevet og dokumenteret på en måde, så systemet vil godkende det.
3. Husk kollegerne. De bærer et ekstra læs, og de skal have støtte og opmuntring. Vær så åben om situationen som muligt; det skaber rummelighed.
4. Det er en svær situation, der kræver ærlighed. Det kan fx være nødvendigt at konfrontere den pågældende medarbejder med, at han eller hun ikke længere kan være stuepædagog, fordi det lægger for stort pres på kollegerne.
5. Hver eneste situation er forskellig, og der er ikke nogen ”one size fits all”. Det kan være nødvendigt at ”gøre forskel” på medarbejderne, og det kræver åbenhed fra ledelsens side.