Leder:
Byens svageste borgere er et fælles ansvar
Af: Britt Petersen, formand for LFS
Vil du have et godt liv i København, skal du helst være ung og rask – og meget gerne også rig. Du skal i hvert fald ikke være handicappet, psykisk syg, hjemløs eller misbruger. For Københavns Kommune skraber bunden, hvad angår serviceniveauet i forhold til de mest udsatte borgere. Ser man eksempelvis på handicapområdet, har vi en bundplacering, når man sammenligner med de øvrige store byer i Danmark. Og det bliver værre endnu: Socialforvaltningen står over for endnu en grum sparerunde, der vil forringe forholdene til et niveau, som kan vise sig at være uopretteligt. Det rammer nemlig ikke bare den enkelte borgers dagligdag, men skaber også medarbejderflugt, fordi de dedikerede ansatte ikke længere vil være deres hverdag bekendt.
Christiansborg bærer en stor del af ansvaret. Det kan ikke gå for hurtigt med at få lempet budgetloven og serviceloftet, så Københavns Kommune kan få lov til at bruge de penge, vi rent faktisk har i kommunekassen.
Men den forældede styreform i Københavns Kommune bærer også en stor del af ansvaret. For den skubber ansvaret for serviceniveauerne rundt.
Regnemaskinerne i Økonomiforvaltningen er på overarbejde ved hvert årsskifte, for her regner man ud, hvor meget der samlet set skal spares i det kommende år, hvis kommunen ikke skal overskride regeringens serviceloft, hvor meget ekstra der skal til grundet befolkningsvæksten og hvad der skal være til rådighed til efterårets budgetforhandlinger. Besparelserne deles ud på forvaltninger uden skelen til, hvor hårdt de i forvejen er ramt. Det har betydet, at det sociale område er i knæ, og at det bliver endnu værre, hvis politikerne i Borgerrepræsentationen ikke står sammen om en erkendelse af, at de har et fælles ansvar for serviceniveauet for de mest udsatte borgere. Byens svageste borgere er et fælles ansvar.
Den 9. september kalder en række fagforeninger, organisationer og græsrodsinitiativer til demonstration til støtte for hele det sociale område på Københavns Rådhusplads. Mød op, hvis du vil være med til at vise, at vi skal passe på hinanden. Men du skal også møde op, hvis du vil opfordre politikerne i København til at lave solidariske prioriteringer og til at bruge deres ikke ubetydelige indflydelse i forhold til deres partifæller på Christiansborg.