Grøn socialpsykiatri blandt kaniner, høns og alpakaer

Beboerne på Stubberupgård sover ikke til langt ud på dagen. De bliver vækket hver morgen, de deler køkken, bad og toilet, og de deltager i det praktiske arbejde i køkken og med dyrepasning. Nu skal den idylliske tidslomme moderniseres, og beboerne på det socialpsykiatriske bosted skal have moderne lejligheder med tidssvarende faciliteter. Den pædagogiske udfordring bliver at bevare fællesskabet.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Stubberupgård ser næsten eventyrligt ud, når det dukker frem af træerne. Den pompøse hovedbygning, der blev opført som enkesæde i 1874, tårner sig op over de lave sidebygninger, der ligger omkranset af natur. Det var sandsynligvis den naturskønne placering, der allerede i 1930, gjorde, at Stubberupgård blev valgt som bosted for sindslidende. Og at naturen kan virke helende, bekræftes af Bent, som har boet på Stubberupgård i mere end seks år, og som kom fra en lejlighed på Nørrebro med en længerevarende indlæggende på en psykiatrisk afdeling som mellemstation.

”Det var noget af en forandring. Men i dag kunne jeg ikke forestille mig at bo i byen. Naturen har gjort mig raskere,” fortæller Bent.

Naturen og dyrene heler

Da Bent flyttede ind på Stubberupgård, var han efter eget udsagn generelt inaktiv og sov til midt på dagen.

”Jeg blev irriteret, når personalet kom og vækkede mig klokken otte og opfordrede mig til at komme i gang med dagen. Så var der en elev, der foreslog, at jeg bare en enkelt gang prøvede at stå op for at gå med ud og vande drivhuset; så kunne jeg altid gå i seng igen bagefter. Det blev et vendepunkt for mig. Siden er jeg stået op hver dag og deltager i det udendørs arbejde. Der er ikke nogen tvivl om, at natur og dyrehold er godt for psykisk syge,” siger Bent, der både er skrivende og talende ambassadør for det grønne koncept.

Vi tvinger ikke, vi opfordrer

Det er da også morgenvækningen, der er på programmet som noget af det første, når socialpædagog Lars Top Jørgensen møder ind 7.30. Han er først en tur omkring kontoret i hovedbygningen, hvor han tager sin telefon med alarm og tjekker op på den store tavle, hvor han kan se, hvordan beboerne er risikovurderet: Er der ændret adfærd, og er der risikoadfærd. Så går turen til den beboelseslænge, Annekset, hvor Lars Top Jørgensen er tilknyttet, og han går op og ned ad den smalle gang og banker på døre og siger godmorgen, udleverer medicin og minder beboerne om den fælles morgenmad klokken 8.00.

”Det kan virke gammeldags, og vi tvinger naturligvis ikke nogen til at stå op. Men vi opfordrer kraftigt. For vores erfaring er, at de fleste af vores beboere har gavn af at få struktur på dagen og af at deltage i aktiviteterne. Det giver trivsel,” fortæller Lars Top Jørgensen, der har været på Stubberupgård i seks år.

Hurtigt stemningsskift

Der er kaffe og te, og der er nybagte boller, og bagefter er der et kort medarbejdermøde, hvor dagen sættes på skinner.

”Logistik er en stor del af vores hverdag. Hvem skal køres til lægen, hvem skal deltage i hvilke aktiviteter, og hvad skal ordnes,” fortæller Lars Top Jørgensen om morgenmødet.

I dag er der rutineopgaver på programmet: Hvem påtager sig at være turguide på den daglige gåtur, der begynder ved flagstangen klokken 13.30, og hvem vil lede arbejdet med at tilplante krukker? Og er der personale nok til den påtænkte svømmehalstur? Men en ny medarbejder skal også instrueres i, at der er en beboer, hun ikke må være alene med i et rum uden flugtvej, og en anden beboer skal måske-måske ikke indlægges, mens en tredje er på vej tilbage efter en indlæggelse på psykiatrisk hospital og skal have hjælp til at komme godt tilbage i fællesskabet. Og så er der lige den beboer, der ikke vil lukke op, og som har proppet noget i nøglehullet.

”Vi har beboere, der det ene øjeblik er velfungerende, og som øjeblikket efter er dybt psykotiske. Vores erfaring er, at selv de mest syge beboere profiterer af fælles aktiviteter og beskæftigelse. Men alt, hvad der foregår, kræver medarbejderstøtte, fordi tingene kan skifte meget hurtigt,” siger Lars Top Jørgensen.

Tryghed kræver kendskab

Da formiddagsmødet er overstået, mødes nogle af beboerne i ”Beskæftigelsen” for at planlægge formiddagens projekt med tilplantning af krukker. Andre skal afsted til et andet bosted, hvor de hjælper med at bygge hønsehus og starte udendørs beskæftigelse op, og atter andre igen deltager i et makeup-arrangement i hovedbygningen. Den lokale Matas har nemlig doneret en række vareprøver.

Lars Top Jørgensen samler for en kort stund kolleger og de beboere, der har lyst til at være med, til en kort kop formiddagskaffe i Annekset.

Der skal aftales indkøb og bestilles varer. Og Lars Top Jørgensen kender beboernes vaner og forbrug.

”Lige nu er min kollega Kathrine Ryom og jeg ”de gamle” i vores bygning, og vi mangler faktisk to kolleger. Det gør det hele lidt skrøbeligt. Flere af vore beboere er udfordret sprogligt, og det skaber stor utryghed, hvis der ikke er medarbejdere, som kender deres vaner,” fortæller Lars Top Jørgensen, der har på rygraden, hvor mange sodavand og romkugler, der skal bestilles hos den lokale købmand, der leverer varer til beboerne.

Storbyen frister for farligt

Stubberupgård har i perioder også problemer med andre, der leverer varer. Selv om bostedet i bogstaveligste forstand ligger langt ude i skoven, er der med regelmæssige mellemrum problemer med pushere, der finder kunder blandt beboerne.

”Vi forsøger at holde det nede, og vi gør, hvad vi kan for at beskytte og støtte de beboere, der har svært ved at sige fra – både over for misbrug og over for andre beboere, der gerne vil låne hurtige penge. Vi tilbyder fx at låse penge og kreditkort inde, så der kommer betænkningstid på, før man bruger penge, fordi man først skal have fat på en medarbejder, der kan låse op,” siger Lars Top Jørgensen.

Henrik er en af de beboere, der foretrækker at være langt væk fra storbyens fristelser, herunder stofferne, som han tidligere har været storforbruger af. Han har boet på Stubberupgård i et halvt år, og han elsker stedet.

”Jeg holder mig helst fra København. Jeg har set for mange mennesker dø af stofferne. Det er sundt for mig at bo her,” siger Henrik, som er morgenmenneske, og som har påtaget sig ansvaret for, at hønsene lukkes ud hver morgen, mens en anden beboer kalder dem ind, når det bliver tusmørke.

Byggeperioden bliver hård

Henrik bor på et mini-værelse på 12 kvadratmeter og deler bad, toilet og køkken med de andre beboere på gangen. Han kan som alle andre på Stubberupgård se frem til meget forandret tilværelse i løbet af de næste par år.

Værelserne på Stubberupgård skal nemlig omdannes til rummelige lejligheder med eget badeværelse og køkken. Det indebærer en helt ny bygning, hvor 14 beboere kan flytte ind i spritnye lejligheder. De øvrige beboere skal genhuses i pavilloner på grunden, indtil de gamle beboelseslænger er omdannet til 30 moderne lejligheder.

Byggeperioden, som begyndte i midten af maj 2019, kommer til at strække sig over to år, og socialpædagog Lars Top Jørgensen og de øvrige medarbejdere ved, at det bliver en belastning for en række af de skrøbelige beboere, selv om de er blevet inddraget og informeret så meget som overhovedet muligt.

Risiko for isolation

”Der kommer til at være larm fra tidligt om morgenen, og der kommer til at være masser af fremmede mennesker på området. Og så kommer der først og fremmest til at være forandringer. Men byggeriet er utidssvarende; i 2019 kan man ikke byde folk en varig bolig på 12 kvadratmeter med delt toilet, køkken og bad,” siger Lars Top Jørgensen, der sammen med det øvrige personale ser en udfordring i, hvordan fællesskabet og den familieagtige stemning kan bevares i topmoderne rammer.

”Der er en risiko for, at flere beboere vil isolere sig i deres egne lejligheder, og at de vil fremmedgøre sig fra de andre, når de ikke længere er nødt til at gå køkkenet for at lave sig en kop kaffe. De små kontorer i den enkelte bygninger bliver også nedlagt, så beboerne skal i hovedbygningen for at finde os. Det er prioriteret, at der fortsat skal være fællesrum i hver bygning. Men vi kommer som medarbejdere til at være meget bevidste om, hvordan vi kan bevare og styrker nærheden og fællesskabet i de nye rammer,” siger Lars Top Jørgensen.

Hvad med ensomheden

Jørgen Jørgensen er far til en voksen datter, der bor på Stubberupgård, og aktiv i Lokalrådet. Og selv om han glæder sig over, at hans datter snart får en bedre bolig, føler han sig også splittet:

”Min datter sagde til mig: ’Man kan blive meget ensom i en stor og fin lejlighed. Og hvor skal man møde hinanden, når man ikke mødes på vej ud på badeværelset.’ Som pårørende tænker jeg, at det er prisværdigt, at man vil give handicappede og udsatte den samme type boliger, som alle andre har. Men man skal huske, at de handicappede og udsatte måske ikke selv er i stand til at opsøge fællesskabet uden for den fine bolig,” siger Jørgen Jørgensen, som understreger, at han ikke har opskriften på, hvordan man løser udfordringerne:

”Der er heldigvis fremragende pædagoger på Stubberupgård, og der er en stærk kultur. Det er en stor styrke, at der bor mennesker med forskellige diagnoser og udfordringer, for vores oplevelse er, at der opstår relationer og gensidig støtte. Men jeg ser det som noget, systemet skal overveje helt generelt. Man har meget travlt med at få folk ud i egen bolig. Men man bør helt overordnet spørge sig selv, om det er nok at sikre de fysiske rammer; når ensomhed er så massivt et problem hos især psykisk syge,” siger Jørgen Jørgensen.

Vi vil have flere dyr

Botilbudsleder Søs Sabransky understreger, at fællesskabet har været med på dagsordenen i alle faser frem mod byggestart.

”Det har været et stort ønske fra både beboere, pårørende og medarbejdere, at der eksempelvis fortsat vil være fællesstuer i alle bygningerne, og at vi bevarer alle de udendørs rum som de fælles terrasser, hvor man naturligt mødes. Vi får også et træningskøkken, så beboerne kan vælge at lave mad sammen, og vi får et nyt motionsrum,” fortæller Søs Sabransky.

Stubberupgård har desuden allieret sig med Danmarks Idræts Forbund for at få ny inspiration til, hvordan man kan indrette udendørs idrætsfaciliteter. Men noget af det, som Søs Sabransky glæder sig mest til, når byggeriet er overstået, er, at der kan blive skruet endnu mere op for dyreholdet. Kaniner, høns og Alpakaer skal suppleres med flere dyr.

”Vi er meget optagede af konceptet grøn omsorgsgård, som man arbejder med i andre af de skandinaviske lande. Alle erfaringer viser, at det er helende og beroligende at være i naturen og at drage omsorg for dyr,” siger Søs Sabransky.