Oskar begynder i vuggestue

Oskar på 15 måneder skal være vuggestuebarn. Mor og far og bedsteforældre fra begge sider har fået pasningen til at hænge sammen derhjemme, indtil der blev plads i Villa Rose på Østerbro, hvor Oskars storesøster også har gået. LFS Nyt fulgte Oskar i den første uge og spurgte Villa Rose om, hvorfor de gør, som de gør – og far og mor om, hvordan de oplevede Oskars vuggestuedebut.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Vuggestuestart i Villa Rose – sådan gør vi

Hjemmebesøget:

Alle forældre får tilbudt et hjemmebesøg før vuggestuestart, og så godt som alle siger ja tak. Det er forældrepartnerskabet, der er i fokus, og barnet behøver ikke være til stede. Den pædagog, der deltager, går ud fra en samtaleguide, som sikrer, at man når omkring alle emner. Der spørges ind til og tales om fødsel, barsel, søvn og spisevaner, og pædagogen fortæller om hverdagen i Villa Rose.

Pædagogisk leder Tina Hensen:”Vi bliver nogle gange spurgt, hvordan vi har ressourcer til det. Svaret er, at det er en investering, der tjener sig hjem mange gange. Vi får en viden om barnet og forældrene, som sikrer, at vi langt bedre kan støtte op om barnets start, og vi får forældre, der er mere trygge. Vi får også forældre, som har fået besvaret de fleste af deres spørgsmål, før barnet begynder. Det betyder, at vi kan fokusere på barnet under opstarten i stedet for at bruge tid på at besvare praktiske spørgsmål.”

Tidsperspektivet:

Villa Rose vil nødig anbefale et bestemt antal dage til vuggestueopstarten. Udgangspunktet er, at hvert eneste barn og hver eneste familie er forskellig.

Pædagogisk leder Tina Hensen: ”Vi vender ofte spørgsmålet om og spørger familien: Hvor lang tid har I? For familierne har forskellige betingelser, og så må vi løse den pædagogiske opgave bedst muligt ud fra de præmisser, der er.”

Rummet:

Villa Rose har afskaffet høje borde og stole, og grupperummene er indrettet, så selv de yngste børn kan overskue rummet. De små borde og stole sikrer barnet bevægelsesfrihed og gør eksempelvis, at barnet selv kan deltage aktivt under måltidet. Hver morgen ”dækkes der op” og gøres klar med legetøj, der virker interessant. Når et nyt barn begynder, er der en øget opmærksomhed på, om barnet finder noget særligt legetøj attraktivt og det sikres, at det er stillet frem og parat til leg, til når barnet kommer.

I Villa Rose er der en opmærksomhed på, hvordan de voksne fylder i rummet. Baggrunden er, at små børn er sensitive over for uro i rummet og over for tilstedeværelse af voksne, de ikke kender. Derfor har medarbejderne i Villa Rose afskaffet normen om, at man som medarbejder går og siger godmorgen til kollegerne, når man møder ind. For det skaber uro.

Personaleplanlægningen:

Pædagogikken i Villa Rose bygger på små børnegrupper med fire børn per voksen. Når et nyt barn begynder i vuggestuen, tilrettelægges den enkelte dag, så det giver mening i forhold til alle de børn, der er i gruppen den dag.

Pædagog Nathalie Hermansen: ”Oskar begyndte samtidig med et andet barn, hvor min ene kollega var den primære kontaktperson. Derfor var der brug for lidt mere ro og overskuelighed i grupperummet, så vi aftalte hver morgen, hvilke børn der ville have glæde af at blive i grupperummet sammen med os, og hvilke børn der ville have glæde af at komme på legepladsen med den tredje medarbejder. Vi har et stærkt og forpligtende arbejdsfællesskab på tværs af grupperne; derfor kan vi fint aftale, at en medarbejder har en gruppe børn med på legepladsen, hvor hun kan samarbejde med kollegaer fra andre grupper.”

20. maj 2019

Nathalie Hermansen, som er pædagog i Villa Rose, er på hjemmebesøg for at forberede Oskars start. Oskar og mor, Marie, tager imod, og de to voksne taler om, hvordan Oskars liv har været indtil nu. Nathalie fortæller også, at det er godt, hvis Oskar har en særlig bamse, som han kan have med.

Nathalie Hermansen: ”Vi prioriterer at afsætte ressourcer til et hjemmebesøg, fordi det er vores erfaring, at forældrene oplever tryghed ved at møde kontaktpædagogen på hjemmebane. Det er her, vi starter forældrepartnerskabet og den gensidige tillid. Når forældrene udstråler tillid i forhold til vuggestuen, bliver det så meget nemmere for det lille barn.”

Marie: ”Hjemmebesøget er meget betydningsfuldt. Selvom det var knap så nødvendigt denne gang, fordi vi kender Villa Rose fra Oskars storesøster og nærer stor tillid til stedet, så følte jeg mig til hjemmebesøget set og mødt som forælder og oplevede allerede inden første dag, at der gøres en indsats for at se og forstå vores barn og hans verden. Et rigtig godt udgangspunkt. Oskar kører derudaf med 200 kilometer i timen og er meget interesseret i andre børn, så det lyder måske, som om jeg er lidt lalleglad, men jeg glæder mig, til han skal starte. Jeg er nysgerrig efter at opleve ham i den sammenhæng.”

3. juni 2019

Det er Oskars allerførste dag, og mor skal være med. Far, Peter, kigger lige forbi for at sige hej. I Villa Rose vasker man hænder, når man kommer, og når man går, og Oskar er i den grad med på konceptet. Især fordi vandhanen er bevægelsesudløst, og Oskar ser ud, som om han synes, det er fantastisk, at vandet løber, så snart han fører de små hænder under hanen. I grupperummet er Oskar meget optaget af både legetøj og af de andre børn. Han vil gerne lege med en lidt ældre pige, som leger med dukker i en dukkeseng, men han tager det i stiv arm, da hun tydeligt fortæller ham, at det altså er hendes leg. Oskar søger løbende tilbage til mor, men er venligt interesseret i Nathalie, der søger øjenkontakt, og som viser ham legetøjet. Marie og Nathalie aftaler, at Oskar skal prøve at vinke og sige farvel til mor i et kort tidsrum dagen efter. Da Oskar og mor siger farvel til vuggestuen efter en times tid, er Oskar fyldt af de mange sanseindtryk og sover i tre timer.

Nathalie Hermansen: ”Det er en fast rutine, at alle børn vasker hænder, når de kommer, og når de går. Det handler ikke bare om hygiejne – vores erfaring er, at det er et godt ”overgangsritual”, hvor man lige kan orientere sig i grupperummet, før man kommer ud på badeværelset og gør sig klar til at være til stede. Oskar er et meget bevidst barn, og han er nysgerrig og udforskende, men også meget opmærksom på, hvor mor er i rummet. Det er en balancegang at etablere kontakten til et nyt barn. Jeg forsøger at stille mig til rådighed og samtidig respektere barnets private sfære. Jeg søger øjenkontakt, og jeg sætter også ord på over for mor, når jeg ser, at der er noget, som Oskar er særligt optaget af.”

Marie: ”Det var en rigtig god dag. Vi havde faktisk glædet os og været spændte på, hvordan han ville reagere. Det var dejligt at se, hvordan han gik i gang med at undersøge legetøjet og nærmede sig de andre børn. Vi var der en god times tid, og det var et helt passende tidsrum; han var helt fyldt op og meget træt.”

4. juni 2019

Det er Oskars anden dag som vuggestuebarn, og han viser glad genkendelse, da han sidder i garderoben på den lille bænk og får hjemmeskoene på. Gensynet med vandhanen er mindst lige så glædeligt. I grupperummet er Oskar dybt interesseret i de andre børns lege, og han suger indtrykkene til sig. Nathalie og Marie bliver enige om, at det er tid til, at mor skal vinke, og Nathalie tager Oskar på skødet, mens de siger hej-hej til mor. Først ser Oskar forundret ud – så går det op for ham, at mor rent faktisk er gået, og han bliver rigtig ked af det. Oskar sidder på skødet af Nathalie de næste 20 minutter. Han er skiftevis meget optaget af, hvad andre børn laver – og med jævne mellemrum bliver han ked af det igen. Han søger trøst ved at putte sig ind til Nathalie og bliver tydeligt beroliget, når hun holder om ham og stryger ham over håret. Men når hun forsøger at vise ham legetøj eller bøger, skyder han underlæben ud og ryster på hovedet. I de øjeblikke, hvor Nahtalie flytter sin opmærksomhed fra ham, fordi hun siger noget til et andet barn, løfter Oskar hovedet og kigger undersøgende på hendes ansigt. Da mor kommer igen, rækker Oskar ud efter hende – og vil ikke give slip igen, da han skal vaske hænder og have hjemmeskoene af.

Nathalie Hermansen: ”Da Oskar skal vinke farvel første gang, tager jeg ham op er meget tydelig omkring, hvad der skal ske. Oskar bliver ked af det, og jeg skal signalere, at det er OK at være ked af det. Det varierer fra barn til barn, hvad der er brug for i situationen, men Oskar viser, at han finder trøst ved at være tæt på mig og ved, at jeg holder om ham. Oskar er ikke utrøstelig – men tydeligt frustreret over, at hans mor er gået.”

Marie: ”Det var meget sværere for mig at vinke farvel til ham første gang, end jeg havde forstillet mig. Vi havde jo glædet os så meget til vuggestuestart, fordi vi syntes, han var så parat. Men det gik lige i maven på mig, da han blev ked af det – selv om jeg ved, det er naturligt.”

6. juni 2019

Det er far, der afleverer Oskar på hans tredje dag i vuggestuen. Oskar viser far legekøkkenet og er hurtigt i gang med legen. Far bliver i ti minutter og leger med, hvorefter han vinker farvel. Oskar bliver ked af det, men gråden stilner efter et minuts tid, og Oskar vil gerne være med i en leg med et andet barn, som slutter sig til – men han vil sidde på Nathalies skød. I dag skal Oskar spise med, og planen er, at far skal komme hen mod slutningen af måltidet. Oskar ryster imidlertid på hovedet og skyder underlæben frem, når han bliver tilbudt mad. Han følger til gengæld opmærksomt med i alt, hvad der sker. Og da far kommer, har han lyst til at smage både laks, ærter og bulgur. Bagefter hopper han ned og går hen og løfter den lille glaskande, som han har set de store børn hælde af, mens han kigger på far, som om han vil fortælle, at her i vuggestuen kan børn altså selv hælde vand i glassene. Derefter viser han far, at han kan klatre op og stå på en af de små stole. Nathalie foreslår far, at de går ud og vasker hænder og vinker farvel.

Nathalie Hermansen: ”Oskar er stadig meget iagttagende og bruger energi på at finde ud af, hvad det her går ud på. Det kræver ro og fordybelse at spise, så det er slet ikke usædvanligt, at han først overgiver sig til måltidet, da far kommer. Når jeg foreslår far, at de skal vinke farvel, er det fordi, Oskar netop der er fyldt med gode indtryk, og det er et godt tidspunkt at stoppe dagen på, fremfor at vente på, at han bliver for træt og måske ked af det.

Peter: ”Jeg havde glædet mig til at prøve at aflevere, for jeg var så nysgerrig efter at se ham i den sammenhæng. Det var virkelig sjovt at se, hvordan han fulgte med i alt, hvad der skete omkring ham – og at han også i vuggestuen prøvede at klatre op på alt, hvad der kan klatres på – lige som hjemme. Han græd, da jeg vinkede farvel, så jeg stod lidt i garderoben og lyttede – og heldigvis kunne jeg høre, hvordan gråden ret hurtigt holdt op.”

14. juni 2019

Oskar har nu gået i vuggestue i seks dage, og så snart han har fået hjemmesko på, styrer han målbevidst mod vandhanen, der slet ikke har tabt sin faschinationskraft.

Han bliver stadig ked af det, da mor går. Gråden stilner dog af efter et halvt minut, og det er nemt for Nathalie at engagere Oskar i en leg med biler. Han vil stadig gerne have Nathalie tæt på, og han vil helst sidde på skødet under samlingen, hvor han med stor fornøjelse guffer vandmelon og brød.

Nathalie Hermansen: ”Oskar skal stadig have tid til at bløde op. Men når der ikke er fremmede i rummet, og især når han har sovet til middag, har han slet ikke tid eller lyst til at sidde på skødet. Så løber han rundt i grupperummet og leger. Der er sket rigtig meget på bare seks dage, og Oskar er en tryg dreng, der er god til at vise, hvad han har brug for.”

Peter: ”Nu er Oskar et vuggestuebarn, der indtager rummene og hele legepladsen. Vi kan mærke herhjemme, at han er blevet meget mere tydelig i sit kropssprog, og han er blevet mere kan-selv-vil-selv. Han insisterer på at prøve at spise selv, og han vil ikke have, at vi støtter koppen, når han drikker. Og så er han blevet forkølet, så han har taget det helt ind at være i institution”

Marie: ”Jeg har meget mere ro i maven. Han græder stadig, når vi går, men man kan høre, at det allerede er standset, når man når ud i garderoben. Når jeg henter ham, skal jeg helt tæt på, før han opdager mig; han er opslugt af det, han er i gang med. Han bliver selvfølgelig glad, når han ser mig, men han er ikke desperat for at komme hen til mig. Så jeg har en oplevelse af, at han har en god dag i vuggestuen. De første dage reagerede han herhjemme ved at være meget opmærksom på, hvor vi var – han blev ked af det, hvis vi forlod hans synsfelt. Sådan er det ikke mere.”