Intro til konceptet:
LFS har knap 12.000 medlemmer, som alle arbejder med pædagogik i den ene eller anden form. Du kan i denne serie møde en række LFS’ere og læse om, hvordan de havnede i netop deres job.
Mine ledere har truet med at konfiskere min telefon
Tekst og foto: Anna Louise Stevnshøj
”Jeg bliver ofte spurgt, om det ikke er svært at opnå respekt som lyshåret, yngre kvinde, når jeg er på arbejde som gadeplansmedarbejder og skal være i kontakt med kriminalitetstruede unge og fx bandemedlemmer. Men jeg oplever ikke mangel på respekt på gaden, de fleste kender mig efterhånden og ved, hvad jeg står for. De ved at jeg ikke dømmer dem, men prøver at hjælpe dem med at opnå det bedst tænkelige liv for dem selv. Jeg har til gengæld oplevet et par gange at blive talt ned til og hen over, når jeg har haft møder med samarbejdspartnere fra systemet – dette grundet mit udsmykningsvalg, som er i form af fx piercinger og tatoveringer. Jeg har fået bemærkninger som ”det er sikkert bare, fordi du er en pæn pige, at de gider lytte på dig”. Det er virkeligt nedladende og en underkendelse af min faglighed.”
”Jeg voksede op i en helt traditionel kernefamilie med far og mor og to børn i Støvring i Nordjylland. Jeg forsøgte gymnasiet to gange, før jeg endeligt gav op og tog HF i stedet. Jeg var helt enormt skoletræt og demotiveret, for jeg anede ikke, hvad jeg ville, og jeg følte, at jeg sejlede rundt, mens mine jævnaldrende tidligt vidste, at de ville være folkeskolelærere, advokater og så videre. Så fik jeg et sommerferiejob i hjemmeplejen og blev vildt glad for det. Det menneskelige møde gav så meget mening, og jeg fik en stærk oplevelse af, at jeg kunne gøre en forskel, og at der var noget, jeg var rigtigt god til. ”
”Jeg tog en afstikker som bartender i værtshusgaden i Aalborg, Jomfru Ane Gade. Det var en sjov tid; jeg kan godt lide at iagttage mennesker, og hvad der sker, når de kaster hæmningerne overbord. Det var også der, jeg lærte at lægge tal sammen. Man bliver til grin, hvis man skal bruge en lommeregner for at regne prisen ud på to fadøl. Så mødte jeg en, som jeg blev gift med, og flyttede grundet ham til København. I dag er vi dog fraskilte og har været det i mange år. Jeg fik først job som handicaphjælper og så i hjemmeplejen i Gladsaxe – og besluttede mig for at tage SOSU-uddannelsen.
”En veninde, som dengang arbejdede i Københavnerteamet, hev fat i mig og spurgte, om jeg ikke ville være støttekontaktperson for en ung, kriminalitetstruet pige. Jeg anede ikke, hvad en støttekontaktperson var, jeg var helt grøn, men jeg fik god sparring og en super god relation til pigen – og oplevede en kæmpe tilfredsstillelse ved virkelig at kunne gå i dybden relationsmæssigt på en helt anden måde, end når man arbejder med patienter på et sygehus. I 2007 fik jeg tilbudt en fast stilling i københavnerteamet og var meget i tvivl, om jeg turde. Men tænkte fuck det – jeg prøver. Jeg har været her lige siden og har svært ved at forestille mig at arbejde andre steder. I dag er jeg faglig koordinator og del af ledelsesteamet. Jeg er blandt andet ansvarlig for vores råd- og vejledningsbus og for en del af vores interne uddannelsesaktiviteter. Men jeg har ikke sluppet det direkte arbejde med de unge; det brænder jeg for.”
”Is i maven er en vigtig ting, når man arbejder med børn og unge. Man skal turde have tillid og tro på, at det gode, man investerer i dem, kommer godt igen – det kan bare tage tid. Jeg har nu været så længe i Københavnerteamet, at jeg begynder at kunne se børn, jeg har arbejdet med, blive voksne og få et godt liv. En af ”mine drenge” ringede den anden dag og fortalte, at nu havde han afsluttet pædagoguddannelsen med topkarakter. Så bliver jeg så vanvittigt rørt og stolt. Mange af drengene fortæller, at de fik at vide i folkeskolen, at de aldrig ville blive til noget. Det stikker så dybt, at nogle af dem vender tilbage til deres gamle lærere og viser dem deres uddannelsesbeviser. Det siger noget om, at voksne skal passe pokkers meget på ikke at stemple børnene, men i stedet vise tillid til, at de kan noget - for det har en kæmpe betydning.”
”Min telefon er mit allervigtigste værktøj. Jeg kan ikke gå hjem fra arbejde og være ligeglad, hvis en af mine skal til eksamen, eller hvis der sker noget andet vigtigt i deres liv. Så sender jeg en sms og hører, hvordan det går. Min telefon er altid tændt 24-7, og det er først for fire år siden, at jeg er begyndt at slukke den, når jeg tager på sommerferie. Mine ledere gennem årene har truet med at konfiskere telefonen for at få mig til at holde fri, men jeg får reelt energi af at mærke, at jeg gør en forskel. Jeg har heller ikke haft stress. Men når jeg har fri, kan jeg lide at lave ingenting, være sammen med mine tætteste og se film.”
Hvem: Meike Ørndrup
Stilling: Faglig koordinator
Arbejdssted: Københavnerteamet
Alder: 39
Bonusinfo: Bor sammen med Norma, som er en aldrende engelsk bulldog. Betaler fast til et fitnesscenter, som besøges ca. én gang hvert andet år. Er uddannet SOSU-assistent, supervisor, ungdomspædagog og familieterapeut. Har desuden arbejdet som handicaphjælper, telefonsælger af printerpatroner (det holdt én uge) og bartender.