Medlemsportræt
Når jeg spiller, tænker jeg ikke på alt det, jeg ikke når
Jeg er født og opvokset på New Zealand, og allerede i gymnasiet vidste jeg, at jeg ville arbejde med udviklingshæmmede. Men fordi jeg kun var 17, var jeg for ung, så i stedet startede jeg på universitetet for at læse økonomi. Da jeg blev 18, fik jeg plads på uddannelsen, og herefter begyndte jeg at arbejde på en stor institution.
Det var i den grad en anden tid. De udviklingshæmmede borgere sov i store sovesale, og det var kun sygeplejersker, der passede dem, da man anså udviklingshæmning for at være en sygdom. Jeg arbejdede på aktivitetscenteret i institutionen. I takt med at samfundet fik flere penge, begyndte man også at få en større bevidsthed om pædagogikken, og det gjorde, at flere borgere kunne nedtrappe i medicin, og at personalet oplevede færre situationer, hvor de måtte bruge magtanvendelse.
Da jeg var færdig med uddannelsen, købte jeg en rejseforsikring og en sovepose og tog på den obligatoriske backpackertur alene. Da jeg havde rejst i cirka to år, mødte jeg min nuværende mand i en lufthavn i Rumænien. Vi rejste rundt sammen i seks uger, og så tog jeg med ham til Danmark. Det er 32 år siden. Jeg havde svært ved sproget, så jeg tog arbejde de steder, jeg kunne, blandt andet hos Burger King. Men det lærte jeg ikke dansk af, så under en dagpengeperiode kom jeg på danskkursus og fik lyst til at komme tilbage til pædagogfaget.
Det var en stor omvæltning at få job på Sundbyvang, hvor alle beboere havde deres eget værelse og mange også eget bad. Mens jeg arbejdede her, blev reglerne for førtidspension ændret, og mange beboere fik det tilkendt. Det blev som en ”golden age”. Beboerne fik penge mellem hænderne, som de kunne bruge på at indrette og udtrykke sig, de kunne købe tøj og rejser og tage ud og opleve verden. Deres livskvalitet steg markant, og det gav dem så meget medbestemmelse over eget liv.
Jeg hjalp blandt andet et beboerpar med at komme på date på McDonalds, og bagefter tog vi til koncert. De elskede begge Safri Duo, som spillede i Store Vega. I første omgang satte vi os ovenpå, for de havde aldrig været til en koncert før. Men da der var spillet tre sange, var de klar til, at vi gik ned på dansegulvet. Det var magisk. Andre mennesker fik øje på dem og inviterede dem til at danse sammen med dem. Det var smukt at se, hvordan udviklingshæmmede kunne være en del af samfundet, da de pludselig fik økonomiske muligheder. En afgørelse i Ankestyrelsen vendte rundt på det hele. Det blev besluttet, at udviklingshæmmede ikke måtte betale for personalets udgifter, når vi fx tog med dem ud. I stedet skulle vi forsøge at finde de penge i institutionens budgetter.
Jeg har oplevet forringelserne de seneste knap 10 år. Det er blevet hårdere, normeringerne er dårligere, vi har for få midler til aktiviteter, så mange af de udviklingshæmmede er ikke en del af gadebilledet. Det er skidt for samfundet, at alle borgere ikke er opmærksomme på dem som en minoritet i samfundet. Hvis man så ikke får de oplevelser, jeg har haft, ved at kunne tage med beboerne til koncert i Vega og føle medbestemmelsen på egen krop, så er der ikke noget flødeskum tilbage ved vores job. Det er hårdt. I dag arbejder jeg med voksne, som er normalt begavede, men med lidelser indenfor autismespektret, og hvor flere har en overbygning i form af psykiatriske diagnoser. Selv om det er hårdt at arbejde under de forringelser, som er sket indenfor vores område, vil jeg ikke være andre steder. Jeg er meget taknemmelig for de skønne borgere, mine kolleger og de ledere, jeg har haft gennem tiden.
Mit arbejde kræver meget, og man giver meget af sig selv hele tiden. Derfor bruger jeg meget af min fritid på at spille tennis. Her kan jeg slå så hårdt til bolden, at jeg får al frustration ud af kroppen. Når jeg spiller, så tænker jeg ikke på de ting, jeg ikke fik nået i løbet af arbejdsdagen, i stedet hopper og springer jeg rundt, og jeg spiller med nogen, der er lige så rapkæftede som jeg selv. Nogle dage føler jeg, at jeg er rigtig god, og andre dage er det helt modsat. Men man kan altid blive bedre, og det elsker jeg.
I 2011 var der et jordskælv på New Zealand i min hjemby. På 20 sekunder var byen ødelagt, og 185 mennesker døde. Efter det tænker jeg tit på, at vi har så travlt, og at vi glemmer at fejre de små ting i livet. Det er ikke så vigtigt, hvad man fejrer, det kan være første udendørsspil på tennisbanen i år eller en god arbejdsdag, hvor tingene bare er lykkedes. Det er jeg blevet bedre til efter den oplevelse.
Hvem: Ginny Wilson
Alder: 56
Arbejde: Botilbuddet Husum Vænge
Bonusinfo: Bestyrelsesmedlem for specialområdet, bor med sin mand og deres hund Ziggy. Ginny elsker at bruge tid i haven og med sin stedsøn og sine to børnebørn, når hun ikke giver den gas på tennisbanerne. Desuden inkarneret jazzfan og fast deltager på jazzfestivalen i København.