Leder

OK21: Skulder på skulder

afBritt Petersen, formand for LFS

Da vi forhandlede OK18, stod vi skulder ved skulder.

Sophie Løhde ville snuppe akademikernes betalte frokostpause, og lærerne havde ingen arbejdstidsaftale. Der opstod en bred mobilisering, og som forhandlingerne skred frem, stod læger, djøf’ere og lærere side om side med SOSU’er og LFS’ere foran Forligsinstitutionen.

Denne gang er overenskomstforhandlingerne foregået i skyggen af covid-19.

Vi har ikke kunnet mobilisere, og vi har fået et vink med en vognstang om, at regeringen ville lave et indgreb med covid-19 som begrundelse, hvis nogen så meget som prøvede at stave til strejke.

Det har betydet, at overenskomstforhandlingerne er blevet noget af et mat og centraliseret omgang, og det kan man aflæse på resultatet, som allerhøjst får karakteren middelmådig. Hvis nogen troede, at samfundets frontmedarbejdere blev belønnet for deres samfundskritiske betydning under coronakrisen, må de tro om igen.

Men OK21 har ikke kun været præget af covid-19.

Vi – de lavtlønnede grupper inden for det offentlige – har måttet indse, at de højtlønnede grupper ikke står skulder ved skulder, når det gælder deres egen løn. De foretrækker at stå på vores skuldre. Det har nemlig ikke været muligt at nå til enighed om at kræve lønforbedringer i kroner og ører frem for i procenter. Og de store forbund har været for sent ude – eller har af taktiske grunde valgt ikke at tage konflikten internt i fagbevægelsen.

Det betyder, at kontorchefen i kommunen får pokkers meget mere ud af den lønfremgang på godt fem procent, som det er lykkedes at forhandle hjem på vores område, end pædagogen og pædagogmedhjælperen gør. Og det betyder, at den store ulighed, der i forvejen er blandt de offentligt ansatte, bliver endnu større.

Det er ikke bare uretfærdigt. Det er en samfundsmæssigt elendig disponering, fordi der er brug for et lønløft til alle velfærdsarbejderne, så vi kan rekruttere pædagoger, SOSU’er og alle de andre frontmedarbejdere. Og så er det helt vildt usolidarisk af de højtlønnedes forbund, som gerne ville have solidariteten, da deres privilegier var på spil.

Der er hele tre år til næste overenskomstforhandling. De år skal bruges til at få skabt et pres fra neden blandt offentligt ansatte. Det skal stå tindrende klart for hele fagbevægelsen, at de lavtlønnede områder på det offentlige område ikke længere vil acceptere den forældede og usolidariske tradition med procentuelle stigninger.

Vi har endnu en stor politisk opgave, der ligger forude, og som har afgørende betydning for vores løndannelse. Folketinget lavede en kæmpemæssig uretfærdighed i 1969 ved lønindplacering af de forskellige faggrupper ved tjenestemandsreformen. Den må og skal folketinget tage ansvar for anno 2021, således at eksempelvis pædagoger kommer på niveau med lærere. Det løngab kan ikke løses ved overenskomstforhandlingerne, uanset hvor stor solidaritet der måtte udvises.