Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Dagplejeområdet
Af Elisabeth Lockert Lange
Med maling og fjer
På Glostrup Torv vrimlede det med indianere den 12. maj – både store og små. De mødtes for at fejre dagplejens dag.
På torvet mødes vi af sang og musik. Rytmikpædagogen er i gang med sanglege og bevægelse sammen med de allerfleste af børnene under den store baldakin for enden af torvet. Over 100 mennesker, børn og voksne, er alle klædt i indianerkostume, alle med forskellige motiver og mønstre malet på dragten. De allerfleste har også »krigsmaling« i ansigtet, fjer og bånd i håret og om hovedet.
Nogle ganske få af de mindste indianere har valgt sanglegen fra. De sidder ved et af de fire små indianertelte, som også står opstillet på torvet. De har travlt med at »træde« perler på en piberenser til små armbånd.
Det er dagplejens dag i Glostrup Dagpleje, den anden onsdag i maj, som traditionen foreskriver, og den bliver fejret. Kommunens 28 dagplejere med deres ca. 80 børn og tre pædagoger er samlet på Glostrup Torv med et stort arrangement. Alt sammen for at levendegøre de ord der står på en af de voksne indianeres trøje: dagplejen – det bedste sted at være uden far og mor.
Desværre er vejret ikke det allerbedste, det er småkoldt, men det holder tørt. Men det betyder at der ikke er helt så mange mennesker på torvet, som der ville have været, hvis solen havde varmet fra en skyfri himmel.
Det lader dagplejerne sig dog ikke gå på af. Der er fuld gang i alle aktiviteterne, og de folk, der rent faktisk krydser torvet, standser op og kigger på. Efterhånden samles der en del unge familier med deres barnevogne og helt små børn som interesseret følger med: netop den målgruppe som dagplejen retter sig mod.
Orginale motiver
Det er dagplejerne som suverænt arrangerer dagen, og de er i gang fra morgenstunden med at sætte det hele op, sørge for morgenmad og spise sammen med de små. Så skal der males ansigter, det er der stor tilslutning til og lang kø til maleteltet, kun de allermindste tør ikke. I et andet telt sørger åndemanere for med trommedans at mane de onde ånder (og regnen) væk. Smykketeltet bliver gjort klart, og et telt med disco-musik står klar til senere brug.
Rytmikpædagogen tager fat til børnenes begejstring. Hun underviser børnene hver fredag i »musikalsk legestue«, så hende kender de i forvejen og er trygge ved, og de deltager uden forbehold i hendes sanglege.
Kl. 11 kommer pølsevognen, og børnene får pølser. Så følger saftevand og kage og ca kl. 13 går turen hjem igen for at sove. Mange har endda et pænt stykke at gå tilbage.
Faktisk har dagplejerne været i gang i over en måned. Især har Mariehønsene, den ene af dagplejernes tre legestuegrupper, taget det store læs. De har ydet et stort researcharbejde og været på biblioteket for at finde de mange forskellige indianermotiver, alle originale, som de derefter har malet på børnenes og de voksnes dragter.
Derefter blev Mariehønsenes legestue forvandlet til systue.
»Vi syede de mange dragter til børn og voksne. Også det snoede bånd alle har om livet lavede vi selv. I den ene ende af stuen stod én af os med snoren i hånden, i den anden ende stod en anden med et piskeris hvor snoren var sat fast, og så snoede vi«, fortæller dagplejer Marianne Schmidt. Men allerførst valgte de temaet. To personer fra hver af de tre legestuegrupper mødtes og diskuterede muligheder. Det var bl.a. vigtigt at børnene kunne være kreative ved at være med i det, og det kunne de i dette tema. Samme gruppe skaffede sponsorer til frugt, grønt og slik og sørgede for at låne pølsevognen.
»Det er børnenes dag i år, hverken dagplejernes eller forældrenes. Dragten får de også med sig hjem. Til minde og til leg.«
Det er ikke første gang, de har haft fantasien i gang, sidste år var bamse og kylling med (to pædagoger), de har prøvet klovne og tryllekunstnere, og de har arrangeret olympiade med forhindringsbaner.
Stor søgning
Dagplejedagen opstod for 12 år siden på initiativ fra Pædagogisk Sektor i FOA. Dagplejerne var blevet lidt trætte af at blive kaldt en midlertidig ordning efter et halvt århundrede. Den anden onsdag i maj blev valgt til at fejre dagplejen, og idéen var at det skulle ske hvert år og over hele landet. Og sådan blev det, dagplejens dag er blevet fejret og synliggjort lige siden.
Synlige er de i hvert fald i år, alle indianerne. Og de oplever også interesse om dagen og om dagplejen. Da Marianne Schmidt gik hjemmefra udklædt og med barnevogn, blev der både dyttet og spurgt på vejen.
Det er første gang, dagplejerne er på Glostrup Torv og fejrer dagplejens dag.
»Det valgte vi i år, netop fordi dagplejens dag handler om synlighed, og vi bestemt ses mere her end hvor vi var de forrige år. Folk går igennem torvet her på deres vej frem og tilbage til butikscentret. Og ses vil vi jo gerne, især af potentielle forældre«, siger dagplejeleder i Glostrup Dagpleje Anne- Marie Zøllner og peger på gruppen af barnevogne og forældre, som nysgerrigt har samlet sig.
»Ikke at vi mangler forældre, som efterlyser en dagplejeplads til deres lille barn, tværtimod«, tilføjer hun.
For der er stor søgning af børn til Glostrup Dagpleje, hvor de har en rigtig god gruppe erfarne dagplejere, som har været i jobbet i mange år. Kommunen vil gerne have flere dagplejere, men det er svært at få kvalificerede ansøgere, vurderer Anne-Marie Zøllner. Det handler om en passende bolig, god erfaring og en god stabil familie. Og den lange åbningstid afskrækker mange især set i forhold til den lave løn.
Nogle af de forældre som har været så heldige at få en plads i dagplejen er med på torvet på dagplejens dag og oplever dagen sammen med deres egne børn. Og i det hele taget er der god forældreopbakning til dagplejedagens arrangement, synes dagplejelederen.
Dagplejens dag er en årligt tilbagevendende begivenhed, som pr. tradition ligger på den anden onsdag i maj. På den dag sætter alle dagplejere over hele landet fokus på dagplejens kvaliteter og synliggør på en masse forskellige måder dagplejen som et varmt og stimulerende sted for små børn.
Kun fantasien sætter grænser for, hvor festligt det gøres, og der dukker meget opfindsomhed op, når dagplejerne fejrer dagen. Det foregår som regel med musik, dejlig mad, optog med udklædte børn og voksne og pyntede barnevogne. Dagplejens dag er ikke sådan at overse i lokalområdet, tværtimod er der ofte stor opmærksomhed om dagen fra kommunens andre borgere.
Hvert år bliver dagens bedste dagplejeprojekter præmieret af FOA. Det kræver selvfølgelig at man sender det ind til bedømmelse, og det har Glostrup Dagpleje tænkt sig at gøre i år.