Solliden

AF ELISABETH LOCKERT LANGE

Mad på bordet hver dag

Da pædagog Kirsten Lindbjerg fra børnehjemmet Solliden i Valby læste LFS Nyt nr. 7, sukkede hun højt. Reaktionen kom mens hun læste om Socialforskningsinstituttets og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyser og statistikker i forhold til anbragte børns videre skæbne i livet. For hvorfor skal der altid måles på det, som ikke lykkes for børnene, mens det som lykkes for dem forbliver usynligt? Og hvad ville der være sket med disse børn, hvis de ikke var blevet anbragt?

»Man sammenligner anbragte børn med børn med almindelige vilkår. Men de har ikke almindelige vilkår, og sammenlignet med almindelige børn er disse børn altid tabere. Det de har med i rygsækken af dårlige oplevelser, manglende omsorg og forældre med misbrug og psykiske problemer betyder, at når de – endelig – anbringes, så er skaden sket.«

Kirsten Lindbjerg er irriteret. Ikke over de negative tal som undersøgelserne viser, de afspejler jo en virkelighed, men over at de som laver den slags undersøgelser aldrig undersøger, hvad der rent faktisk lykkes for børnene, eller hvilket arbejde der laves der, hvor børnene anbringes. En mere konstruktiv tilgang med andre ord.

»Undersøgelsen viser at de som voksne hverken får uddannelse eller arbejde. Men måske får børnene rent faktisk brudt nogle af forældrenes mønstre, fx misbrug eller psykisk sygdom. Det er så svært at bryde den negative arv at man bør glæde sig over, når de ikke på alle områder følger i forældrenes fodspor. Selvfølgelig ved vi ikke hvad der senere lykkes for dem, bare fordi det fungerer i de år de er hos os, men at disse år giver dem noget de kan bruge, det er helt sikkert «, vurderer hun.

Det handler selvfølgelig også om hendes faglige stolthed. Den bliver gået for nær, når alt bliver skåret over én kam, som det sker når levende børn omdannes til tal og statistik.

De basale ting
Når et barn bliver anbragt på børnehjemmet Solliden, bliver børnehjemmet barnets hjem (derfor har de valgt at beholde betegnelsen børnehjem), og de ansatte arbejder for gradvist at lære barnet at mestre sit eget liv. Det er de helt basale ting som omsorg, værdier og normer, der tæller. Og de ansatte starter med det helt enkle og grundlæggende, som for børnene oftest er noget nyt: at der er mad på bordet hver dag, at de skal sidde ved bordet og spise, at de skal smage på maden, at de skal tage rent tøj på, at de skal tage madpakke med i skole, at de er velforberedte og har lavet lektier osv.

»Det er med andre ord de helt almindelige ting, som forældrene, oftest en enlig mor, psykisk syg eller misbruger eller begge dele, ikke magter og ikke har overskud til. Ofte har børnene levet længe med vilkår, hvor de ikke har vidst, hvornår de fik mad næste gang, hvor de aldrig kunne tage en kammerat med hjem, ikke fik rent endsige nyt tøj, og hvor de i det hele taget har skullet være den voksne og tage ansvar«, fortæller Kisten Lindbjerg, som har været pædagog og tillidsrepræsentant siden 1987.

Solliden kan rumme 12 børn fra fire år op til ca. 15 år. Men det er en tydelig tendens gennem årene, at børnene er ældre og ældre, når de fjernes fra hjemmet og anbringes på Solliden. Børnehjemmet modtager ingen henvendelser om de små børn mere, og de får ikke længere henvist børn under den skolesøgende alder.

»Det er et af de store problemer i arbejdet med de anbragte børn, at der alt for ofte gribes alt for sent ind. Først når børnene ikke møder op i skolen, bliver der taget hånd om det. Nogle er da så skadede at vi ikke kan have dem. Med andre tager det lang tid at rette bare lidt op på skaderne. Det er den nye lovgivning opmærksom på, så jeg håber der nu bliver sat tidligere ind. Jeg vil dog gerne se udmøntningen af lovændringen, inden jeg glæder mig på forhånd!«.

Erkendelse
Solliden modtager børn fra hele kommunen, men børnene beholder den samme skole og det samme fritidshjem, når de flytter ind, uanset hvor i kommunen de kommer fra. Det giver ro og kontinuitet.

»Det er svært at måle værdien af vores arbejdet, men vi mener vi giver dem noget med sig. Det betyder meget med forudsigelighed i hverdagen og synlige voksne. Vi kan se at så snart de falder til ro hos os og vi tager ansvaret, blomstrer de også hurtigt op. Og vi får respons fra barnets skole og fritidshjem, hvor de hurtigt ser en mærkbar og positiv ændring med vores børn. Det bliver ikke målt, men vi ved og hører fra andre at børnene trives«, siger Kirsten Lindbjerg og tilføjer:

»Vi oplever også ofte at de lidt større børn får en erkendelse af at anbringelsen er nødvendig. Børn er meget loyale over for deres forældre, men alligevel når de en erkendelse af og forståelse for at dette er det bedste under omstændighederne. Også fordi de er glade for at bo her og for at tingene fungerer.

« Allerede dagen efter barnet er blevet anbragt, tager ansatte fra Solliden med ham eller hende hen på skolen og fritidshjemmet, hvor de fortæller helt åbent om at barnet nu bor på børnehjemmet og hvorfor.

»Vi har en fuldstændig åbenhed både i forhold til barnet selv, skolen, fritidshjemmet og forældrene om, hvorfor det bor på Solliden. Mange af børnene er så vant til at bære ansvaret, at det er meget vigtigt for os at vise dem at ansvaret overtager vi, når de flytter ind her. Vi inviterer også klassen hjem på Solliden, så de kan se hjemmet, alt sammen for at afmystificere det at være anbragt og bo på et børnehjem. Det har vi gode erfaringer med.«.

De vigtige venskaber
I Sollidens arbejde med at give børnene så meget med videre i livet som muligt, er venskaber, netværk og familierelationer et vigtigt omdrejningspunkt. De ansatte lægger derfor meget energi i dels at bibeholde og styrke de venskaber og relationer barnet allerede selv har opbygget, dels at skabe og udvikle nye netværk.

»Det inkluderer selvfølgelig kammerater, og børnene kan som ganske almindelige hjemmeboende børn ringe fra fritidshjemmet og høre, om de må tage en kammerat med hjem og om han må spise med – og selvfølgelig må han det. Det inkluderer også familien, fx bedsteforældre, som vi gør meget ud af at børnene har kontakt til, eller fx en far som ikke længe har været inde i billedet. Det er i øvrigt min oplevelse at vores børn har et bedre familienetværk, end de havde tidligere. Og vi er også selv blevet meget mere opmærksomme på at styrke samarbejdet med fx bedsteforældrene helt fra starten«, vurderer Kirsten Lindbjerg og peger på at de også gør meget ud af forældrekontakten.

Forældrene kommer til en samtale, når barnet flytter ind, og de ansatte fortæller om stedet.

»Vi er meget åbne om stedet, og vi gør det klart for dem hvor vigtigt det er at de også er åbne. Vi har besøgsordninger, nogle børn er hjemme i weekenden, og det er vigtigt for os at markere at barnet er deres barn, og at de stadig er forældre. Derfor er de med til alt det de kan magte fx skolesamtaler og fritidshjemsarrangementer.«

Også kulturelle oplevelser og fritidsaktiviteter i det hele taget har de meget fokus på på Solliden. Det kan være fodbold, dans, svømning, museumsbesøg, eller hvad børnene ellers interesserer sig for.

»Vi har fire årlige kolonier, hver med halvdelen af børnene. De to af turene er på ski i Østrig, og det er noget der giver selvværd at lære at løbe slalom. De to andre er sommerkoloni fx til Bornholm, med kano eller noget andet spændende. I det hele taget gør vi meget ud af at der sker rigtig meget godt i sommerferiens seks uger, og udover vores egen koloni er der skolens koloni, fritidshjemmets arrangementer, ferie med forældrene og bedsteforældre osv.«

Fortiden med sig
Alt på Solliden er så hjemligt som muligt, selv søskendepar har de en del af. Mens børnene bor på hjemmet bliver der taget en masse fotos og skrevet en masse oplevelser ned. Alt det får de med sig når de flytter.

»Det er vigtigt at de har meget med sig fra den tid, de har været her, det er en del af deres historie, og det prioriterer vi højt. Derfor bliver vi også glade, når vi får henvendelser fra børn, som tidligere har boet på Solliden, og som gerne vil komme på besøg. Det er positivt at de ikke fortrænger deres fortid og tid her, og vi får heldigvis flere og flere sådanne henvendelser«, fortæller Kirsten Lindbjerg.

Hun fortæller at folk generelt bliver meget overraskede over, hvor hjemligt de har det, og hvor god stemningen er på hjemmet.

»Vi holdt fx en konfirmation for en ung her, hvor vi stod for hele arrangementet, men familien var selvfølgelig med. Den var helt på højde med en konfirmation i et hjem. Det er vigtigt med sådanne successer, og det er vigtigt at få synliggjort at selv om man bor på børnehjem, så er det ikke synd. Tværtimod er det godt at der bliver taget hånd om én, da det skaber muligheder. Den negative holdning hos mange skyldes manglende indsigt - og en manglende erkendelse af hvor vigtigt vores arbejde er.«

Solliden anser et godt efterværn for meget vigtigt, og det er noget som de, via kompetenceudviklingspuljen fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, har fokus på gennem et aktuelt kompetenceudviklingsprojekt med Vanløse Socialcenter. Der arbejdes fx på at opnå bedre samarbejde omkring barnet – senere den unge – og med handleplanerne som en vigtig faktor for at det kan foregå optimalt.

Svingdørsbørnene, som undersøgelser taler om, kender de også til på Solliden. Derfor har de den holdning at hvis de selv hjemgiver et barn, og det viser sig ikke at holde, så kommer barnet altid tilbage til Solliden og undgår på den måde flere nye skift.