Vi fortsætter med hjemmebesøg før vuggestuestart
Ghettopakken, der blev vedtaget i 2018, betød, at der i praksis blev indført vuggestuetvang i Tingbjerg. Børnehuset Stjernen var en af de institutioner, der begyndte at tilbyde hjemmebesøg før vuggestuestart for at etablere og understøtte et godt forældresamarbejde. Erfaringerne er så gode, at vuggestuen vil fortsætte med besøgene, selv om Tingbjerg ikke længere står på ”ghettolisten”. Men medarbejderne bekymrer sig for, om forældrene vil fravælge vuggestue, når de har frit valg.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Det var ikke en fremmed tanke for pædagogisk leder Charlotte Lauridsen at tilbyde hjemmebesøg hos forældrene før vuggestuestart.
”Faktisk havde jeg i et stykke tid gået og puslet med tanken om, hvordan vi bedre kunne bygge bro. Tingbjerg er et område med mange familier, som har ikke-vestlig oprindelse, og hvor nogle ikke nødvendigvis kender så meget til, hvad vuggestuer er. Jeg tænkte, at det kunne være tryghedsskabende, hvis vi tilbød at besøge familierne i deres eget hjem, før barnet skulle starte i vuggestue,” siger Charlotte Lauridsen.
Hun var derfor hurtig til at starte hjemmebesøgene op, da det i 2018 blev besluttet, at et til toårige børn i ghettoområder skulle i et obligatorisk læringstilbud 25 timer om ugen, hvis de ikke var indskrevet i vuggestue eller i kommunal dagpleje.
”Vi syntes selvfølgelig, at det var optimalt, hvis forældrene helt frivilligt valgte en vuggestue i lokalområdet, og vi syntes også, det var vigtigt at bruge midler til at styrke forældresamarbejdet i en situation, hvor nogle følte, at de var under tvang,” siger Charlotte Lauridsen.
Den mundtlige dialog virker
Samarbejdet mellem pladsanvisning, sundhedspleje og daginstitutioner er tæt i Tingbjerg. Det har været pladsanvisningen, der automatisk har kontaktet forældrene med et tilbud om en vuggestueplads, og som har informeret dem om, at deres barn ville blive sendt i obligatorisk læringstilbud uden for Tingbjerg, hvis de ikke accepterede vuggestuepladsen. Sundhedsplejerskerne har hjulpet med information om vuggestuerne og har bistået med det rent praktiske i forhold til indmeldelse med videre, hvis det var nødvendigt.
”Når vi har fået besked om, at et barns forældre har accepteret en plads i vores vuggestue, har jeg skrevet en velkomstbesked med informationer om Stjernen, hvor jeg også har tilbudt, at vi kommer på hjemmebesøg før vuggestuestart. Forældrene får altid tilbuddet på skrift, men som supplement fortæller vi også mundtligt, hvordan det foregår. Forældrene skal så vidt muligt føle sig trygge i valget og derfor uddyber jeg ved at tale med dem. Desuden oplever jeg, at flere tager mod tilbuddet, når vi er i samtale om det,” fortæller Charlotte Lauridsen.
Forældrene skal føle sig mødt
Det er altid Charlotte Lauridsen selv som leder, der tager på besøg sammen med en medarbejder fra den stue, som barnet skal gå på. Ingredienser i besøget er en fast liste med emner, der drøftes med forældrene.
”Vi spørger om, hvad barnet spiser, søvnrutiner, sygdom, hvordan barnet er vant til at blive trøstet, hvad barnet særligt godt kan lide, om barnet har været vant til at være med andre end mor og far og om hvilke tanker, de gør sig omkring vuggestuestart. Vi taler om, hvordan vi sørger for en god indkøring, og betrygger forældrene i, at de er velkomne i den udstrækning, det er nødvendigt. Og så fortæller vi om, hvad vuggestuelivet byder på, og vi gør os sindssygt umage for, at forældrene skal føle sig velkomne og mødt, og at de skal opleve, at det er et samarbejde, hvor de altid må spørge.”
Tryghed for alle parter
Charlotte Lauridsen er faktisk selv overrasket over, hvor meget hjemmebesøgene har givet.
”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er tryghedsskabende – for begge parter. For det er faktisk meget nemmere for den pædagogiske medarbejder at modtage et barn, som hun har set på hjemmebane sammen med forældrene. Og vores oplevelse er, at forældrene kommer til os med mere tillid, fordi vi har haft et personligt møde i deres rammer, og fordi de oplever, at vi har gjort os umage og har investeret tid i at bygge en relation.”
Det er ikke alle forældre, der siger ja til et hjemmebesøg. Og nogle af dem, der gør, er lidt på vagt.
”Vi hører til i et boligområde, hvor vi som pædagogiske medarbejdere kan blive set som en slags myndighedspersoner, hvor forældrene kan være lidt usikre på, om vi kommer for at kontrollere dem. Vi fortæller dem meget klart på forhånd, hvad intentionen er, så der ikke skabes tvivl. Nogle forældre ønsker alligevel ikke hjemmebesøg, og det respekterer vi naturligvis til hver en tid,” siger Charlotte Lauridsen.
Det var grænseoverskridende
Saira Hassan er pædagogisk assistent i Stjernen og har prøvet at være den medarbejder, der tog med på hjemmebesøg. Og hun kan godt leve sig ind i, hvorfor det kan være svært for nogle af områdets forældre.
”Jeg var faktisk selv vældigt skeptisk før besøget. Jeg syntes, det var grænseoverskridende at have inviteret mig selv ind i fremmede menneskers hjem, og jeg turde dårligt nok kigge til siderne af skræk for, at det blev opfattet, som om jeg observerede eller vurderede deres hjem,” siger Saira Hassan, der til gengæld efterfølgende har oplevet, at besøget var guld værd i forhold til kontakten med det nye vuggestuebarn og dets familie.
”Moren gav udtryk for, at det havde givet hende meget mere ro, at hun havde fået ansigt på en af dem, der skulle passe hendes barn. Og det, at jeg havde mødt barnet i hendes hjem sammen med forældrene, gav mig en helt anderledes viden om, hvordan hun var. Jeg vidste fx, at hun havde meget sprog derhjemme, selv om hun var meget stille i den første tid i vuggestuen. Det gjorde helt sikkert barnets opstart mere harmonisk,” siger Saira Hassan.
Svært at slippe de små
Det, der fylder mest, når medarbejderne i Stjernen tager på hjemmebesøg, er, at forældrene synes, det er svært at sende så små børn i institution.
”Det er jo ikke specifikt for forældre med anden etnisk og kulturel herkomst. De fleste nye forældre synes, at det er et stort skridt at overlade deres små børn til andre i dagtimerne. Men det er nok forstærket hos en del af familierne i vores område. Dels fordi der har været tvang involveret; de har ikke selv truffet valget. Og dels fordi nogle af familierne ikke har førstehåndskendskab til vuggestuer. En del af dem har selv gået i børnehave eller skole i Danmark, men vuggestuer er for en del et fremmed land. Her har vi en stor opgave i at give dem et indblik, så de hører om og ser vores arbejde med børnene, som bygger på nærvær og omsorg og fokuspunkter som den sproglige og motoriske udvikling. I vores klynge har vi besluttet, hvordan vi bedst understøtter de forskellige områder, og det er det, vi arbejder ud fra,” siger Charlotte Lauridsen.
Kan ikke lide tvang. Men.
Charlotte Lauridsen tror imidlertid ikke, at trygheden har nået at brede sig så meget, at vuggestue er blevet et naturligt valg i Tingbjerg. Hun tror, at der kommer færre vuggestuebørn, nu hvor Tingbjerg er strøget af ghettolisten, og forældrene ikke længere er tvunget til at sende deres børn afsted.
”Det er meget dilemmafyldt for mig, for jeg bryder mig grundlæggende ikke om tvang. Men jeg har jo også gennem mange år kunne se, hvor svært det er for de børn, der først kommer i institution, når de er over to eller ligefrem over tre år gamle. De er meget ofte udfordrede sprogligt, motorisk og socialt, og der er så mange ting, de skal nå at indhente, som deres jævnaldrende kammerater kan,” siger Charlotte Lauridsen, som understreger, at det ikke handler ikke om, at alle børn skal kunne helt det samme på et givent alderstrin.
”Det handler om, at børn, der kan spejle sig i hinanden, har nemmere ved at føle sig som en del af fællesskabet. Det er til hver en tid vores opgave at få alle børn til at føle sig som en del af fællesskabet, men deres egne forudsætninger har stor betydning for, hvor nemt det er. Der sker helt vildt meget i vuggestuealderen, og her er vi også flere voksne omkring børnene, så vi kan lave en meget fokuseret indsats. Desuden oplever vi, at børnene elsker at være sammen med andre børn på samme alder. Det kan man sjældent give som voksen i hjemmet.”
Måske vi skal byde os mere til
Saira Hassan er enig.
”Jeg har selv anden kulturel baggrund. I min kultur er det udtryk for stor kærlighed og omsorg at gøre rigtig meget for det lille barn. Børnene får masser af kærlighed, men kan have det svært ved at blive selvhjulpne. De bliver ofte hjulpet med en masse ting, som de hellere skal støttes til at kunne selv. Det kan fx være ved at blive båret og kørt i stedet for selv at gå. Eller ved at gøre ting for sit barn, som man kan forvente, at det sagtens selv skal kunne. Jeg har det også svært med tvang, men jeg ser grundlæggende de samme ting som Charlotte,” siger Saira Hassan.
Bekymringen gør, at Stjernen kommer til at fortsætte indsatsen med hjemmebesøg før vuggestuestart. Men Charlotte Lauridsen tænker faktisk på at gå skridtet videre.
”Jeg går og overvejer, om vi kunne være mere offensive. Det er måske en mulighed at prøve at invitere os selv på besøg hos småbørnsfamilierne, før de har taget stilling til tilbuddet om en vuggestueplads. Vores erfaringer med opstartssamtalerne har i hvert fald vist, at der er meget usikkerhed om, hvad vuggestue er – og hvad det kan gøre for det lille barn.”