Der er sgu da ingen, der går og drømmer om at blive kriminel
Stine Askov arbejdede som pædagog i næsten 20 år, før hun sprang ud som fuldtidsforfatter. Hun skriver romaner om rigtige mennesker med en på samme tid humoristisk og uheldssvanger undertone. Stine Askov har valgt forbrug og rejser fra for at kunne lave det, hun elsker allermest: At skrive. Men det er de mennesker, hun har mødt i årene som pædagog, og de børn hun har passet, der har givet hende det bagkatalog, hun nu skriver ud fra.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Din seneste bog handler om pigen Mona, som vokser op i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden. Hvor kommer Mona fra?
Mona og alle de andre personer i Nøjsomheden bygger på nogle af de mange mennesker, jeg har mødt i alle mine år som pædagog. Jeg har fået mange læsertilbagemeldinger på den bog, og mange fortæller mig, at de har været dybt grebet af den. Både af fortællingen om, hvordan Mona mister sin moster Tut, og om Monas ukuelighed, selv om hun lever med nogle hårde odds imod sig. Det har berørt mig meget. Jeg har i det hele taget et stort bagkatalog, som jeg har fået foræret af alle de mennesker, jeg har mødt og de børn jeg har passet. Noget af pointen i Nøjsomheden er, at vi alle sammen gør vores bedste ud fra de kort, vi har fået på hånden. Vi bestemmer jo ikke selv de omstændigheder, vi lever under, og der er sgu da ingen børn, der går og drømmer om at blive kriminelle, når de bliver voksne. Der var så meget snak om det frie valg i den nyligt overståede valgkamp, og det provokerede mig ret meget: Det er de færreste af de udsatte familier, jeg har mødt i mit liv som pædagog, der har haft særligt mange frie valg. ”Vi har valgt en toværelses i et almennyttigt boligbyggeri frem for en patriciervilla i Hellerup, ha-ha!”
Der er en underliggende alvor og nogle steder ligefrem uhygge i dine bøger. Det var især tilfældet i Katalog over katastrofer, hvor pigen Helle opdrages af sin far, der vil ruste hende, så hun kan overleve en atomkrig. Hvad handler det om?
”Helle bygger i et vist omfang på min egen opvækst – med den store forskel, at Helles far går til yderligheder og mister grebet om virkeligheden, hvilket aldrig skete for mine forældre. Men jeg er vokset op i en landsby på Sjælland, og mine forældre var henholdsvis lærer og pædagog og havde en drøm at om at være selvforsynende. Vi dyrkede vores egne grønsager, vi huggede vores eget brænde, og min far fiskede. Faktisk nægtede jeg at spise fisk, fra jeg var 17, til jeg var omkring 30. Jeg havde simpelthen fået for meget. Da jeg var 10 år, sprang Tjernobyl i luften, og det blev en skelsættende begivenhed i min barndom. Jeg blev meget bange, og jeg blev meget optaget af risikoen for atomkrig. Mine forældre gjorde som sådan ikke noget forkert, jeg blev bare ramt på et følsomt tidspunkt i mit liv, og det fyldte meget i årene, der fulgte. Så den underliggende katastrofefølelse i bogen, bygger nok til dels på min egen angst. Men jeg veksler generelt mellem uhygge og humor – og er nok ikke så meget i midterpositionen. Jeg har en tendens til at vælge mellem yderpunkterne.”
Hvordan fandt du vejen til pædagogfaget?
Jeg har altid skrevet. Digte, romaner, noveller. Men alle sagde, at jeg skulle have noget at falde tilbage på; jeg skulle sørge for at få en uddannelse. Da jeg var færdig med gymnasiet, blev jeg pædagogmedhjælper i en vuggestue, og det var en fest. Vi var tre voksne plus to støttepædagoger på stuen, og det var så sjovt. Så det føltes helt rigtigt at blive pædagog. Jeg søgte ganske vist også ind på Forfatterskolen, men blev ikke optaget, så det blev seminariet. Mine første bøger er skrevet om aftenen, når mine børn var faldet i søvn. Der var lige to timer mellem 20 og 22, hvor jeg kunne fordybe mig. Det at skrive overgår langt Netflix!”
Var det et tilvalg af forfatterlivet, eller et fravalg af pædagogfaget, da du blev fuldtidsforfatter?
”Jeg har været vildt glad for at være pædagog. Men de sidste år fik jeg en oplevelse af udmattelse. Der skete et systemskifte, jeg ikke trivedes i. Det var ikke længere nok at lave nogle fede ting med børnene. Vi skulle hele tiden sidde stille! Vi fik en Fri-for-mobberi kuffert, hvor vi skulle sidde stille og læse højt fra en bog i stedet for at lege med børnene og forholde os til de sociale dynamikker i legen. Man kunne ikke længere pjatte og bygge huler; man skulle lave dialogisk læsning og arbejde med fokusord. Jeg skulle gå for meget på kompromis. I 2019 var jeg så heldig, at jeg fik nogle legater, som blev startskuddet til, at jeg turde springe ud i forfatterlivet på fuld tid. Jeg har måttet skrue ned for forbruget, og der er ikke råd til at rejse – men det er lige meget. Jeg lever egentlig min drøm.”
”Hvordan var det at balancere mellem ”grøn stue” og forfatterreceptioner på Gyldendal?
”Jeg snublede jo nærmest ind i forfatterverdenen, fordi mine bøger er skrevet derhjemme efter arbejdstid. Da jeg havde skrevet min første bog, kendte min søster en på et forlag, og jeg sendte manuskriptet til hende … og så skete det lige som bare. Men jeg kendte slet ikke hierarkierne og normerne i den verden, jeg var jo bare superglad. Så fandt jeg efterhånden ud af, at der er de rigtigt fine forfattere, og så er der sådan nogen som mig … Jeg følte mig nok lidt fremmed. Jeg havde en idé om at, hvis det var lykkedes for mig at komme ind på Forfatterskolen, ville det have været anderledes. Jeg tænker også stadig, at det må være det rene paradis at sidde der sammen med alle de andre mennesker, som også bare gerne vil skrive – selvfølgelig helst uden de seksuelle krænkelser, som så er dukket op i kølvandet af Forfatterskolen. Men i dag har jeg heldigvis knyttet et netværk med andre, som skriver, og vi har rigtig meget glæde af hinanden. Vi bruger hinanden som en slags kolleger, og det har jeg brug for. Det savner jeg fra min tid i dagtilbud – kollegerne. Jeg er slet ikke introvert nok til bare at sidde herhjemme og skrive for mig selv hele tiden.”
Der er en stigende tendens til, at forfattere er en stor del af deres egen markedsføring, og rigtig mange forfattere deler i høj grad deres personlige univers på de sociale medier. Men du er ret usynlig på de sociale medier?
”Ja, og jeg ville da ønske, jeg var lidt bedre til det. Det ville hjælpe, hvis jeg havde en hund og kunne lide at tage billeder af den … Men alvorligt talt. Jeg synes, det er så fuldstændig absurd, hvis nogen skulle interessere sig for, hvad jeg spiser til aftensmad, og hvordan jeg indretter min lejlighed. Jeg kan ikke lukke andre ind på den måde. Det er ikke, fordi jeg er blufærdig. Jeg kan bare ikke se meningen med det. Jeg har været en del ude og holde foredrag om mine bøger, og jeg er ved at dø af skræk hver gang, jeg skal på. Det er faktisk virkelig underligt, for når man er på arbejde som pædagog, så er det jo faktisk liv eller død. Det er nervepirrende at have ansvaret for alle de små mennesker. Men hvis et barn slår tænderne ud, ved jeg jo, hvad jeg skal gøre, og jeg kan handle. Når jeg skal optræde foran en masse mennesker, skal jeg være i centrum, og det føles svært, indtil jeg er i det. Så er der altid nogle interessante spørgsmål og refleksioner, som gør, at jeg glemmer nervøsiteten og kan være i det. Men det er nok 1970’erne, der skriger mod 2000’ernes selvfokus. Jeg er opdraget til, at man først og fremmest skal være en god kammerat og ikke fremhæve sig selv.”
Dine bøger cirkler generelt om børn og unge mennesker og om opvækstens betydning. Er det din indre pædagog, der skriver?
”Jeg har i hvert fald erkendt, at jeg kun kan skrive om noget, der ligger tæt på mit hjerte. Der skal være en menneskelig historie, der interesserer mig, og når man arbejder som pædagog, får man en større rummelighed og forståelse for, hvorfor mennesker træffer de valg, de gør. Jeg har sagt til begge mine døtre, at de skal prøve at være pædagogmedhjælpere, så de kan lære, hvordan mennesker bliver til mennesker. Til gengæld har jeg også sagt, at de ikke skal blive pædagoger. Det er simpelthen for hårdt…”
Du har fået en 70’er opdragelse, hvor man først og fremmest skulle være en god ven, og hvor man skulle være selvhjulpen. Hvordan har det påvirket din egen børneopdragelse?
Jeg har forsøgt at give mine værdier videre, især hvad angår fællesskabets betydning. Og jeg synes, det er lykkedes. Jeg synes ikke, at mine døtre er selvoptagede. Men jeg har en generel bekymring for børn i dag. Jeg oplevede et færdighedstab i de sidste år, jeg arbejdede i dagtilbud, Børnene kunne mindre og mindre, både praktisk og socialt, og de blev udfordret mindre. Jeg har hørt, at forældre arrangerer legeaftaler for børn helt op til 12-årsalderen – det er i min optik helt skævt. Samtidig har vi nogle børne- og ungegenerationer, der mistrives mere og mere. Jeg tror på, at det giver en styrke at kunne ting. Og jeg tror, at børn, der vokser op med, at de voksne skal klare det hele for dem, bliver usikre og kede af det.
Stine Askov
Stine Askov er født i 1976. Hun debuterede som forfatter i 2012 med romanen Bid, en roman om en ung kvinde med rod i tilværelsen, som blev nomineret til Bog Forums debutantpris. Hun har herefter skrevet Kaninens år (2014), Bjørneklo (2017), Katalog over katastrofer (2020) og Nøjsomheden, som udkom i 2022. Hun har dertil bidraget til en række novellesamlinger, herunder Dromedaren - syv noveller om én fest og Mælkekassetårn.
Stine Askov bor i Indre By sammen med de to døtre på 18 og 19 samt pigernes far, som hun har været sammen med i 26 år.