Myte
Smitter lus kun via håret?
”Det er ikke en myte, for lus kan kun smitte via håret. Det er simpelthen sandheden.” Sådan lyder det fra Alice Olsen. Hun er biolog og har tidligere været ansat ved det nu nedlagte Statens Skadedyrlaboratorium.
”Lus smitter, når man har hovederne tæt sammen, som for eksempel hvis man sidder foran en computer sammen eller leger tæt. Lus smitter også, hvis man sover sammen som søskende eller gode legekammerater,” siger hun.
Alice Olsen har i sit otium gjort lus til genstand for sin specielle interesse, og hun driver hjemmesiden hovedlus.dk med grundig information om lus. Hun er også initiativtager til Store lusedag d. 31. januar, hvor forældre opfordres til at tjekke deres børn for lus, for en samtidig fælles indsats er vigtig, fastslår Alice Olsen.
”Des flere der er med til den samtidige indsats mod lus, des mere begrænses lusenes udbredelse, og man undgår den evindelige gensmitte med lus.”
Det effektive våben
Apotekerne er fyldt med produkter mod lus, men de er ikke nødvendigvis særligt effektive, især æggene er vanskelige at dræbe. Alice Olsen anbefaler derfor, at man anskaffer et ’tjek og behandlingssæt’, kaldet Bug Buster, som benyttes i nyvasket vådt hår med hårbalsam. For øjeblikket forhandles BugBuster ikke på apoteket, men sættet kan købes direkte på hjemmesiden chc.org. Det er den bedst undersøgte og formentlig mest effektive tættekam.
”Findes lus med systematik kæmning, kan man fjerne alle lusene, så der kun er luseæg tilbage i håret. Alle æg kan ikke fjernes med sikkerhed, da de sidder klistret godt fast på hårstrå helt nede ved hovedbunden. De mindste og sarte nyklækkede ægnymfer er stedbundne og ’smitter’ ikke. Man kan derfor ved kæmning blot to gange ugentligt i to uger løbende fjerne ’luse-børnene’,” forklarer Alice Olsen.
Rengøring ikke nødvendig
Tidligere var det opfattelsen, at man skulle vaske sengetøj, smide tøj i fryseren og gøre hovedrent for at bekæmpe lus, men det er en myte, forsikrer Alice Olsen.
”Man skal koncentrere sig om menneskehoveder. Lus er sarte væsner, der har brug for hyppigt at suge blod fra hovedbunden, hvor de klatrer rundt. Lus kan slet ikke overleve, hvis de kommer væk fra håret, så der er ingen grund til at kaste sig ud i alskens rengøring,” siger Alice Olsen, der foreslår, at man taler om lus på forældremøder og aftaler koordinerede lokale ’lusedage.’
”Mange synes, at det er irriterende at få lus, men det er en rigtig god idé at tale om det uden at skylde på hinanden. Er der nogen, der bliver ved med at få lus, så bør man hjælpes ad med at komme af med lusene, i stedet for at udskamme luseværten eller familien,” siger Alice Olsen.
Alice Olsen mangler for øjeblikket lus til afprøvning af en meget simpel måde at slippe af med lus på. Er du leveringsdygtig i levende lus, og bor du på Sjælland, og endnu bedre i Storkøbenhavn, så afhenter Alice Olsen efter aftale friskt udkæmmede levende lus, anbragt i plastpose og opbevaret i køleskab. Kan du hjælpe så ring: 2143 0480.