Hvis du opdager uretfærdighed, skal du handle
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
”Der var en særlig oplevelse, som gjorde stort indtryk på mig, da jeg begyndte at arbejde med mennesker. En fysioterapeut og ergoterapeut, som jeg arbejdede sammen med, hentede mig og sagde: Den næste time kan du ikke se eller tale. De satte mig i en kørestol og bandt et bind for mine øjne. Afsted kørte de med mig uden at sige noget først, og det fik mig til at mærke på min egen krop, at det jo er supervigtigt, at man hele tiden afstemmer med den person, man hjælper. Jeg blev hejst op med lift af dem på en rar måde og bagefter på en måde, hvor det hele sad forkert. Det var en øjenåbner for mig, hvor meget detaljer betyder, og hvor opmærksom man skal være på, at andre menneskers liv og ønsker er forskellige fra ens egne.”
”Jeg var 18 år gammel, da jeg fik tilbudt et job på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse UiU. Til at starte med var jeg i tvivl, om jeg skulle sige ja til jobbet. Jeg var nervøs for at skulle arbejde med nogen på min egen alder, som havde et helt andet liv end mig. Ligesom mange andre unge og nye i faget var jeg også nervøs for den personlige pleje og det her med at komme tæt på nogen på min egen alder. Jeg syntes, at det var et stort ansvar at have andre menneskers liv i mine hænder på den måde. Da jeg så først kom i gang med arbejdet, var det virkelig fedt og også lidt hårdt. Der var heldigvis gode folk omkring mig. Jeg er vokset op i et dagplejehjem. Da jeg var ni år, havde min mor en pige med handicap i dagpleje, og efterfølgende har hun været i aflastning i vores familie. Jeg ser hende som min bonussøster, og hun er stadig en del af familien. Hun har ikke så vidtgående handicap, som de unge jeg arbejdede med på UiU, men livet med hende har givet mig en forståelse af, at der findes en hel del mennesker, som vi ikke nødvendigvis møder på gaden, men som har en hel masse at give. Jeg ved, at arbejdet med dem meget hurtigt bliver tæt, for man bliver nødt til at tune sig ind på deres forskellige signaler.”
”Jeg er nu FTR, som er en forkortelse for fællestillidsrepræsentant. Når nogen spørger mig, hvad jeg laver, så plejer jeg at sige, at jeg er en tillidsrepræsentant for tillidsrepræsentanterne. Og at jeg er tillidsrepræsentant der, hvor der ikke er nogen tillidsrepræsentant. Jeg laver tillidsrepræsentantarbejde på fuldtid. Jeg tjekker, om arbejdsvilkårene er i orden, og jeg tjekker medlemmers løn og ansættelser. Jeg fortæller også om de aftaler, der findes. Jeg hjælper, hvis der er behov for en bisidder til en samtale, og jeg giver sparring ved behov. Jeg møder typisk LFS’ere på et sårbart tidspunkt, hvor de har behov for en ekstra hånd til noget, og det er dér, de har brug for det fællesskab, som vi har bygget. Fagbevægelsen er jo et system, som alle vi medlemmer gennem tiden har bygget og stadig bygger, så når nogen, har brug for hjælp, så er der nogen til at hjælpe. Jeg synes, at det er for vildt, at vi har kunne gøre det, og jeg føler mig meget privilegeret over at være en af dem, der får lov til at hjælpe, for det er jo den bedste rolle at have. Mit arbejde giver til tider knubs, og det kan være hårdt, hvis man for eksempel har forsøgt at hjælpe nogen, men det ikke er lykkedes på den måde, som medlemmet ønskede.
”Jeg bliver tit spurgt, hvornår min interesse for fagpolitik begyndte, og jeg har faktisk lidt svært ved at svare på det. Jeg tror, det stammer fra, da jeg var lille, og min mor sagde til mig: Hvis du opdager noget uretfærdigt, så skal du gøre noget ved det. Og jeg tror, at jeg opdagede meget tidligt, at mange ting er uretfærdige, og jeg har altid gået meget op i, at tingene skal være retfærdige. Som barn havde jeg en pædagog, der kaldte mig folkets frelser, for hvis der var nogen, der drillede nogle andre, så var jeg der med det samme. Jeg har siddet i elevrådet hele min skoletid og har deltaget i et hav af demonstrationer, så det var nærliggende for mig senere at blive aktiv i de pædagogstuderendes elevorganisation, PLS og sidenhen LFS.”
”Jeg har selv arbejdet på det pædagogiske område i 17 år, men jeg føler, at jeg har været i den pædagogiske verden, siden jeg var helt lille, da jeg voksede op i et dagplejehjem. I den tid er der mange ting, der har ændret sig, og desværre ikke kun til det bedre. Der er et stadigt større og tidligere fokus på læring og skole, som flytter fokus fra legen. Jeg ser også en udbredt tendens til at sætte børn i kasser og bokse gennem forskellige nationale standarder og sprogtests. Det kan måske være gavnligt for nogen, men jeg tror, at det i langt de fleste tilfælde er mere gavnligt, at det faktisk er dem, som arbejder med barnet, som vurderer hvad der er behov for. Børnesynet er en positiv udvikling på området, sådan som jeg ser det. Børn bliver taget alvorligt, som de individer de er, og ikke blot som ”forældrenes børn”.
Navn: Michala Toftager Bovien
Alder: 36 år
Arbejdssted: Fællestillidsrepræsentant for almenområdet, LFS
Bonusinfo: Selvom hun ikke er vokset op i København, så har hun et tæt forhold til byen. Hun har boet 12 år i Sydhavnen, derefter flyttede hun til Christianshavn sammen med en kammerat. Her boede hun i fem år. Nu er hun lige flyttet til Tingbjerg. Hun er opvokset i Smørum, og hun vil hellere gå en gang for meget til en dårlig koncert end ikke at opleve en god. Hun går også tit i teateret, til foredrag og kan lide at kigge på kunst. Hun kan generelt godt lide at opleve og blive påvirket af indtryk, og elsker/nyder at leve i København.