Mobning af Børn

Af Thomas Dinesen, Journalistbureauet ex-press

FRI FOR MOBNING

Antallet af børn der bliver mobbet i daginstitutioner falder, når de voksne tager ansvar og taler om problemet med alle børnene – uden at nogen på forhånd står under anklage eller er skyldige. Samtidig er tonen mellem voksne og børn på institutionen afgørende for tonen børnene imellem.

Hver dag bliver tusindvis af børn mobbet i danske skoler og institutioner. Mobningen strækker sig ofte over lang tid, og nogle af børnene risikerer at blive præget af det resten af livet, viser flere undersøgelser. Hvornår der konkret er tale om mobning, og ikke mere uskyldige former for drillerier, har den norske specialist på området Dan Olweus, der er professor i psykologi, beskrevet på denne måde i en bog om problemet:

»En person er mobbet eller plaget, når han eller hun gentagne gange, og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer«. Ved negative handlinger kan der f.eks. være tale om fysisk vold, om trusler og hån, eller at blive holdt uden for gruppen.

Ifølge Jesper Juul, der er familieterapeut, og bl.a. har skrevet bogen »Dit kompetente barn«, er det hans erfaring, at både dem der bliver mobbet, og dem der mobber har lav selvfølelse. Han tilføjer, at de børn der bliver mobbet, ofte også er lette ofre, fordi de er sårbare, og ikke har lært at sige fra. Ufrivilligt kommer de til at lægge op til at blive mobbet:

»Det er ofte det, som er anderledes, der er svært for de andre børn at acceptere, f.eks. deres udseende, eller deres kontaktform og væremåde. Men der er også børn, som ser »anderledes « ud, som aldrig bliver drillet, fordi de ikke udstråler, at de kan drilles. Den der mobber er derimod typisk én der syntes, at han har brug for at styrke sig selv, og fremstå som en af de stærke, og kan gøre det ved at træde ned på nogle af de svage «, forklarer Jesper Juul:

»Der sker også det, at egentlig sunde og stærke børn bliver mobbet, eller begynder at mobbe. Der er måske pludselig én der begynder, og så griber det om sig, og hvis der ikke er et ordentligt voksent lederskab, så bliver det en slags dårlig vane. Og hvis børnene bare får en moralsk formaning om, at det er synd osv. så bliver de flove et øjeblik, men det hjælper ikke. Og gør det egentligt bare værre«, siger han.

Et klart signal
De voksne i f.eks. en daginstitution har nogle muligheder for at gøre noget ved problemet og styrke selvfølelsen hos både de børn, der mobber, og hos dem der bliver mobbet. Den mobning der foregår skal dog først bringes effektivt til ophør, påpeger Jesper Juul:

»Når vi specielt snakker om børnehaver og mindre skolebørn tror jeg, at det er vigtigt, at det ikke er alle korporlige konflikter, der bliver stemplet som mobning. Men når det drejer sig om regulær mobning, og børn som virkelig nedgør, latterliggør og mishandler andre, så syntes jeg selvfølgelig, at det skal stoppes, så hurtigt nogen får øje på det. Der har personalet bestemt et ansvar, og jeg syntes, at det er utroligt vigtigt, at der bliver sendt et klart signal til børnene, som ikke er sådan en blød pædagogisk vejledning, men at man går ind, og får dem skilt ad, og siger: »Nu stopper I« til dem, så det gør indtryk«.

»Og når man har fået det stoppet, og gemytterne er faldet lidt til ro, så kommer trin to, hvor man kan sige: Lad os så finde ud af, hvad det her handler om, og hurtigst muligt tage nogle samtaler med den, der mobber, og den der bliver mobbet. Og så holde lav profil med, hvordan det ser ud moralsk, men prøve at finde ud af, hvorfor det er sådan, at det ene barn er så nemt at gøre til offer, og hvorfor den anden har et behov for at puste sig op hele tiden«, siger Jesper Juul.

Hvis pædagogerne og pædagogmedhjælperne i f.eks. en børnehave ønsker at forebygge mobning effektivt, kræver det desuden, at de ser på, hvordan de indbyrdes relationer er, både mellem de voksne, mellem børnene og mellem børnene og de voksne, påpeger Jesper Juul:

»Man kan så udvide begrebet og lave en »hovedrengøring« i de almindelige omgangsformer. Og hvis man ser på, hvordan de voksne og børnene behandler hinanden, og man diskuterer en slags social aftale med alle parter, hvor ingen på forhånd er skyldige eller uskyldige, er der en klar tendens til, at antallet af børn der bliver mobbet falder. Mens når man laver en kampagne, der udelukkende retter sig mod børnenes indbyrdes mobning, bliver det en mobning af børnene, og så er der ikke noget at sige til, at antallet af børn, der bliver mobbet af andre børn begynder at stige kort tid efter kampagnens ophør«, siger han.

Rundkreds uden anklager
Helle Jensen er klinisk psykolog og har stor erfaring i at rådgive og arbejde med børns trivsel og problemer, i bl.a. skoler, børnehaver og skolefritidsordninger, og hun har sammen med Jesper Juul skrevet bogen »Pædagogisk relationskompetence. Fra lydighed til ansvarlighed«.

Hun fremhæver, at personalet i f.eks. en børnehave skal tage ansvaret, så børnene får så meget luft, at de begynder at opfører sig ordentligt over for hinanden:

»De voksne har stor indflydelse på, hvordan klimaet i gruppen er, og skal være tilstede på en måde, så de er i stand til at skabe et klima, hvor mobning bare ikke er en del af det klima. De voksne skal også turde tale om de konflikter som er, og gå i dialog med børnene. For når der er et klima, hvor konflikter, uenighed og forskellighed ikke er tilladt, så opstår mobningen, og der skal derfor være plads til forskelligheder og respekt om det«, siger hun.

Helle Jensen fremfører, at en måde at gøre noget praktisk ved problemet, er at sætte børnene i en rundkreds, hvor man forinden har talt med dem i mindre grupper, og fundet frem til nogle problemer, som de godt vil have taget op med de andre. De voksne har derefter mulighed for at gå ind og hjælpe børnene, så de får en fornemmelse af, hvad det gør ved hinanden at blive drillet:

»Det der hjælper er at få børnene til, hver for sig, at udtrykke sig om, hvad det gør ved dem selv. Så det barn, som ellers bliver belært af de voksne om, at han eller hun ikke må mobbe kan sidde og høre, hvad det egentligt har betydet for kammeraten, og får ro til at opfatte det, uden at det får karakter af en anklage. Det er den eneste chance der er for, at de tør lukke så meget op, at de også vil føle med hinanden«, siger hun.

Model for børnene
Hvis alle i en gruppe på den måde taler om problemet, hvor ingen på forhånd bliver betragtet som skyldige eller uskyldige, er der en klar tendens til, at antallet af børn der bliver mobbet falder, understreger Helle Jensen:

»Det der er vigtigt, er den måde man får dem til at snakke sammen på, og det er dér de har brug for de voksne, som kan gå ind, og hjælpe dem til at snakke om sig selv, i stedet for hele tiden at snakke om, hvad de andre gør forkert«, siger hun.

Helle Jensen påpeger, at en forebyggende indsats mod mobning også handler om de voksnes måde at være sammen med børnene på, fordi det danner en model for børnene af, hvordan de kan behandle hinanden med ansvar og respekt:

»De voksne har et kæmpeansvar for, hvordan det også bliver børnene imellem. Det handler meget om den stemning, som de voksne er i stand til at skabe, og den måde de behandler børnene på. Mange gange taler de voksne jo f.eks. også nedsættende til børn, og tilretteviser dem på en måde, der virker på akkurat samme måde, som mobning gør imellem børn. Så det har meget at gøre med, hvilken tone de voksne får skabt mellem dem selv og børnene, som er afgørende for hvordan tonen også bliver imellem børnene«.