Specialområdet

Digitalt kamera som redskab til kommunikation

Af Pædagog Helen Jensen, daghjemmet Øresund

Dialog via billeder giver brugeren, som i dette tilfælde er udviklingshæmmet, en mulighed for at kommunikere sin hverdag ud til andre mennesker omkring sig.

Dialog via billeder giver brugeren mulighed for at snakke fortid med modtageren, hvilket ikke før har kunnet lade sig gøre, af den simple årsag at brugeren ikke har noget verbalt sprog og ikke er i stand til at læse og skrive.

Nu kan brugeren få mulighed for – via teknikken samt hjælp fra personalet – at fortælle om nutid, fortid og fremtid, og det giver brugeren et meget mere nuanceret helhedsbillede af sit eget liv og et redskab til at kommunikere det ud til andre i deres omgivelser.

Jeg er ansat på et daghjem for udviklingshæmmede voksne i Københavns kommune. Daghjemsbrugerne er alle uden verbalt sprog men forstår tiltale i større eller mindre grad. Ved hjælp af kontaktbøger har brugeren via billeder mulighed for at kom-munikere med nyt personale, familie og afdelingen om, hvad de har foretaget sig i løbet af dagen, medens de har været på Daghjemmet. Da brugeren ikke selv er i stand til at fotografere, er det personalet som hjælper brugeren med at tage billederne.

Vi tager billeder af de ting, vi oplever sammen, når vi er på forskellige ture, eller af hvad der sker i hverdagen. Vi kan så snakke om det bagefter og huske tilbage på den gang det skete, eller den tur vi var på. Vi har nu fået fortiden ind i samtalen, hvilket før var meget abstrakt, når pædagogen læste en tekst op fra meddelelsesbogen, der ofte er en dialog pædagoger imellem. Brugeren, oplevede jeg, mistede hurtigt interessen og kikkede væk eller gik.

Kommunikation med hjemmet

Daghjemmet er opdelt i tre grupper, hvor de to af grupperne deles om et kamera. Daghjemmet arbejder meget med udendørsbeskæftigelse, så mange af aktiviteterne er baseret på ture, der medfører nogle daglige oplevelser, der kan være svære at forstå for andre, der ikke har deltaget i dagens forløb. Det er her billederne kommer ind som redskab i kommunikationen mellem hjem eller bosted.

Billeder fra ture forstørrer vi og sætter i en mappe, så brugerne kan udpege de ture, de kunne tænke sig, at vi tog på. Billederne er alle taget fra ture, de selv har oplevet, og de kan via billeder huske de oplevelser de har haft. Her på daghjemmet har vi i vinterhalvåret en ugentlig maddag. Vi fotograferer alle de retter, vi laver og sætter billederne ind i en mappe for at kunne bruge det som kommunikation, når vi næste gang skal lave mad.

Brugeren får på denne måde større indflydelse på, hvad der bliver lavet, så det ikke er pædagogen, der bestemmer hen over hovedet på brugeren. Brugerne i den gruppe jeg er tilknyttet, er meget begejstret, når det er deres valg der bliver tilgodeset, og det ser for mig ud, som om de bliver mere tilfredse med de ting, vi laver i dagligdagen.

Jeg har arbejdet mig frem til denne form efter mange forsøg med tegn til tale, talemaskiner, computer og så videre og fundet kameraet som den bedste løsning for den brugergruppe, jeg arbejder med i dag. Det de har oplevet, kan de samme dag eller en time efter få billeder af i deres bøger og genopleve/fortælle via billedet til andre. De skal ikke vente på, at billederne først kommer en uge eller mere efter, tingene er sket.

Teknikken

Digitale kameraer er dyre, og det er derfor ikke alle institutioner, der har råd til at investere i et. Men hvis man kan deles, bliver det på sigt en langt billigere løsning, da man sparer alle fremkaldelser samt tiden frem og tilbage til forhandleren. Den institution, jeg er ansat i, har købt et kamera på 3,1 megapixels, to kort (til at tage billeder på), på 32 megabite, en kortlæser samt en taske til hele herligheden – til pris 10.000 kr.

Kortlæseren kan undværes, men det kan ikke betale sig, da der så ikke er andre, der kan bruge kameraet, mens der bliver lavet billeder. Jeg printer billederne ud på det billigste kopipapir, og det fungere godt til daglig kommunikation. Ønsker man billeder af bedre kvalitet, kan man købe forskellige typer af printer-papir/fotopapir, som findes i mange udgaver i boghandlen.

Er man meget kræsen, kan man investere i en fotoprinter, alt efter hvor meget institutionen har råd til at investere. Det er ikke nødvendig med alt mulig dyr teknik til at starte med. Man kan nøjes med kamera, printer og evt. en kortlæser. Det kan fås mindre til en billigere pris end det vi har investeret i, men så vil opløsningen og muligheden for at forstørre være dårligere.

Jeg startede med at teste brugerne i forskellige kommunikationsformer, inden jeg nåede frem til denne form. Generelt for alle brugerne i gruppen er, at ingen har et verbalt sprog, ingen har skrift- eller talforståelse, men næsten alle har en billedforståelse på forskellige niveauer, så det valgte jeg at tage udgangspunkt i.

Vi brugte en masse tid på at tage billeder fra en tur vi var på, og de oplevelser vi havde undervejs. Brugerne syntes, det var sjovt at se sig selv på kameraet lige efter billedet var taget og senere i kontaktbogen. En af vores bruger er så begejstret, at han ikke kan vente, til han kommer hjem. Han syntes også, personalerne i resten af huset skal se, hvad han har oplevet i løbet af dagen, så hans kommunikationsflade er klart blevet større.

Jeg oplever en større interesse fra afdelinger og pårørende for at skrive i kontaktbøgerne. Bøgerne bliver måske også læst lidt flittigere, når der er noget at snakke med brugeren om? Afdelingerne og de pårørende kommunikerer på skrift, og det læser vi højt for brugerne, når de kommer. Vi snakker om det der står, og hvad de har oplevet ud fra det skrevne.

Brugerne glade for interessen

Med tiden er jeg blevet bedre til at bruge teknikken. Jeg har nu fundet ud af at lave små billedserier, som kan beskrive en oplevelse, vi har haft på en tur.

Kameraet kan også tage små videosekvenser, som brugerne ville elske at se på tv. Men det benytter vi os ikke af, da teknikken på institutionen ikke er tidssvarende i forhold til kameraet. Men muligheden er der.

I forbindelse med vikar og praktikanter har det været en rigtig god indgangsvinkel til kommunikation dem imellem. Det kan for en person, der aldrig har kommunikeret med non-verbale mennesker være svært at komme i gang med en samtale,men nu kan de via bogen tage en snak med brugeren, fordi de ud fra billeder og skrift kan følge med i, hvad brugeren har oplevet før og nu.

Via mapperne med tur- og madbilleder har vedkommende en mulighed for at finde ud af, hvad brugeren har lyst til at foretage sig senere. Og brugerne er som oftest glade for, at der vises interesse omkring deres person. Det giver en god dialog med mening i, når de har noget konkret at forholde sig til. Af alle de billeder, vi har lagret i computerens hukommelse i årets løb, har jeg taget de bedste og forstørret til A4 størrelse og lamineret.

Jeg har tænkt mig at udstille billederne og invitere alle pårørende, brugere og pædagoger til at købe billederne for et symbolsk beløb, som brugerne kan holde fx julefrokost for.

Sideløbende har gruppen lavet et maleprojekt, hvor processen er blevet fotograferet, og malerierne sat til salg. Fornøjelsen ved det hele er den glæde, det giver i dagligdagen, så jeg vil anbefale andre at gøre det samme. God fornøjelse.