Kvalitetsudvikling

Begrænsningens kunst

Af Elisabeth Lockert Lange

Det er ikke nok at tro eller synes noget. Man skal se det, høre det og opleve det. Det er blot noget af det, fire daginstitutioner i Vanløse har lært af et kvalitetsudviklingsprojekt med fokus på udvalgte bløde værdier i den pædagogiske praksis.

»Vi er blevet klogere. Vi har ændret syn på, hvad vi først troede var vigtigt. Det viste sig, det var noget andet, der var vigtigt.« »Vi har lært at gå i dybden med et lille område. Og vi blev klogere på det område og fik sejre der.« »Vi lærte, hvor dårlige vi var til at iagttage.«

I et år har fire daginstitutioner i Vanløse, den integrerede institution Drivhuset, børnehaven Paletten, vuggestuen Børnehjørnet og den integrerede institution Enghuset sat fokus på de »bløde« værdier i deres arbejde. De har alle stået ved deres fejl, og de har alle ændret deres fokus og deres syn. Med andre ord: de har lært en masse.

Kvalitetsudviklingsprojektet løb over et år og inddrog oprindelig fem daginstitutioner, men den ene måtte hoppe fra undervejs. Pengene til det kom fra kommunens kvalitetsudviklingspulje. Projektets formelt formulerede mål var »at udvikle og afprøve kvalitative evalueringsmetoder af fokuspunkter i årsplanen, samt styrke ledernetværksgrupperne«.

LFS Nyt har mødt to af institutionerne og en af projektlederne, den pædagogiske konsulent i bydelen, Karen Rønsov, for at høre deres erfaringer. Susanne Christensen, leder af Enghuset, fremhæver en af de erfaringer, alle fire institutioner fik undervejs:

»Vi har lært, at vi skal begrænse os. Vi skal fastsætte fokuspunktet grundigt, så vi ikke halser afsted efter alt muligt andet. Begrænsningens kunst. Og det at sætte fokus på et lillebitte område og blive klog på det, giver viden også på andre områder. Når vi begrænser, så udvider vi i virkeligheden. Vi sætter fokus på det kvalitative, snarere end en masse mål uden at være grundige og uden at evaluere. Vi har selvfølgelig mange ting i gang, men nu sætter vi kun fokus på en enkelt ting i evalueringen, går i dybden med den. Og på den måde kommer der en kvalitetsudvikling.«

Udvalgte metoder

At det er vigtigt at sætte fokus på de bløde værdier i det pædagogiske arbejde, er de fire pædagoger ikke i tvivl om. I en tid hvor alt helst skal kunne måles, er det let at forfalde til at sætte mål, der kan måles. Men så bliver det pædagogiske fokus skævt i forhold til virkeligheden, fremhæver de.

Maud Stenfeldt, pædagog i Enghuset, siger:

»Vi skal se på, om vi lever op til det, vi forestiller os, at vi gør, også i forhold til venskaber, konflikter, hvad børnene mener om noget, omsorg og nærvær. Det er vigtigt, fordi vi tror, vi gør det så godt, men når vi iagttager eller taler med børnene, viser det sig, at de har en helt anden opfattelse af tingene, end vi tror de har.«

I projektet indgik en række metoder, hvor institutionerne hver især, vejledt af underviseren Thorleif Frøkjær, udvalgte den der syntes rigtig for deres mål og børnegruppe. Alle startede med den såkaldte matrix-analyse, en metode til at beskrive og analysere pædagogisk praksis. Ved hjælp af den udvalgte institutionerne hver især fokuspunkter, som de villeevaluere på.

Fælles for hele forløbet var, at det ikke er nok at tro noget eller synes noget. Man skal have set, hørt og oplevet det, noget som kræver, at man arbejder med observationer og analyser. I vuggestuen Børnehjørnet valgte de at sætte fokus på legepladsen.

Leder Helle Dennung fortæller:

»I vores projekt troede vi, at det vigtige var motorisk udvikling. Men det endte med, at vi arbejdede med nærværende voksne.«

Mere nærværende voksne

Souschef Annette Gwinner uddyber:

»Vi har lavet vores legeplads om med en høj, så den var bedre motorisk. Nu ville vi se på, om højen opfyldte de mål, vi havde sat for den. Ud over motorisk udvikling skulle den give udfordringer, fordybelse og succesoplevelser. Vi valgte videooptagelser med et barn som »informant«. Højen virkede, barnet brugte højen, og vi voksne trak os, videofilmede og iagttog. Iagttagelserne førte til, at vi fik vendt vores fokuspunkt. Børnene har hele tiden haft nærværende voksne, men vi blev opmærksomme på vores rolle i forhold til at være nærværende, og der skal nærværende voksne til, for at højen kan give det, vi ønsker den skal kunne give. Børnene har på den måde fået mere nærværende voksne. Og det vil vi arbejde videre med i 2002 årsplanen.«

Helle Dennung supplerer:

»Vi brugte videooptagelser og iagttagelser, og vi lærte, hvor dårlige vi var til at iagttage, når vi sammenlignede med videooptagelsen. Det arbejder vi med. Bl.a. ved at vise videooptagelser til forældresamtaler. Forældrene kan være en flue på væggen, og nu observerer og analyserer vi. Vi ser ikke blot.«

Enghuset er delt i en børnehavedel og en fritidshjemsdel. Maud Stenfeldt arbejder i børnehaven.

»Vi satte fokus på vores samling, som vi anså for meget central på grund af vores åbne struktur. Det viste sig i vores videointerviews, at børnene ikke mente, at samlingen var så interessant – de så den mest som indgang til maden. Vi ændrede både vores spørgsmål og vores mål, fordi det blev mere interessant at finde ud af, hvad børnene rent faktisk mente om samlingen. Så vi blev opmærksomme på andre ting hos børnene, noget blev uinteressant og noget andet vigtigt. Og man bliver lidt glad ved sig selv over, at man kan se det.«

I 2002 har børnehaven valgt at arbejde med modtagelse af nye børn.

Kloge på børnene

I fritidshjemsafdelingen brugte de praksisfortællinger til at sætte fokus på mindre konflikter mellem børnene, som de mente, de skulle kunne løse selv.

»Vi er ikke blevet så kloge på konflikterne, men vi er blevet kloge på børnene og på den voksnes rolle. Vi fik øje på andet end det, vi først troede var vigtigt. Vi har fået et omvendt fokus, så vi nu ser på, hvor det lykkes, hvor de løser konflikterne. Vi har også set, at der er stor forskel på drenge og pigers måde. Vi er altså gået over til at se på, hvad børnene selv gør«, siger Susanne Christensen og fortsætter: »Vi lærte mest, når metoden kiksede, og vi fejlede, bl.a. lærte vi, hvor vigtigt det er at gøre tingene præcist.«

Paletten og Drivhuset, som ikke kunne være tilstede har arbejdet med henholdsvis venskaber og legepladsen. Pædagogisk konsulent Karen Rønsov fortæller:

»Paletten lavede store udredninger i starten. Også de lærte at skrælle af – lærte begrænsningens kunst. De brugte børneinterviews til at afdække, hvad venskaber er. Og mens de voksne var bekymrede for et barn, hvis bedste ven rejste, så svarede alle børnene, at de ville være kede af det, og så ville de finde en anden at lege med.«

Så ganske som de andre blev Paletten opmærksom på noget nyt i deres fokuspunkt, som de ville have med i deres undersøgelse. Drivhuset valgte at sætte fokus på legepladsen, og også de lærte at begrænse sig og sætte fokus på en enkelt plet.

»Og alle lærte vigtigheden af, at alle i personalegruppen skal være med, så resultaterne og erkendelserne er fælles eje.« Der nikkes rundt om bordet.

Krævet og givet ressourcer

På hver institution har lederen, souschefen og en pædagog deltaget i projektgruppen, og som en del af projektet er de alle mødtes med mellemrum for at fortælle om deres erfaringer.

»Det var svært i starten at fremlægge alle fejlene, men det blev godt at gøre det efterhånden, fordi vi var trygge med hinanden«, fortæller Maud Stenfeldt.

Karen Rønsov supplerer:

»Alle har været tændt på projektet, også på de andres projekt og erfaringer. Det har været godt at se. Så er det sjovt at være pædagogisk konsulent!«

Projektet har selvfølgelig også krævet mange ressourcer, men deltagerne siger samstemmende, at tanken om ressourcer ikke har fyldt. De måtte prioritere, og det gjorde de så. Og projektet har også givet ressourcer og ny energi til arbejdet.

Annette Gwinner uddyber:

»Vi har også fået andre sidegevinster. Vi viste videoen på et personalemøde, hvor vi analyserede den, og hver gang vi iagttog en succes i forhold til vores mål, stoppede vi den og analyserede det – hele personalegruppen. Det gav en spændende dialog om, hvad succesoplevelser er.«

»Vi fik fokus på vores egen rolle i samspillet med børnene, og vi turde se på, om vi faktisk er de pædagoger vi drømmer om at være. Det kræver åbenhed og tillid, og metoden med praksisfortællinger var gode til at give den åbenhed«, tilføjer Susanne Christensen.

Helle Dennung supplerer:

»Hos os har det været forskellige der har videooptaget og er blevet optaget. Alle har været på og i skudlinjen – og det har givet en større fleksibilitet.«

Bedre årsplan

Projektet har også haft konsekvens for institutionernes arbejde med deres årsplaner. Enghuset har valgt i fremtiden at arbejde med to forskellige, en forældreudgave og et internt arbejdsredskab.

»Vi tænker anderledes nu, vi er blevet kvalitetstænkende fremfor kvantitetstænkende. Og åbenheden i personalegruppen giver os lyst til at blive bedre og arbejde videre.«

Børnehjørnet har hele tiden haft både en årsplan og en institutionsplan.

»Men vores årsplan har ændret karakter til at være vores arbejdspapir. Vi skal begrænse og gå i dybden med den som arbejdsredskab. Vi har fået gejst og glæde i personalegruppen, og børnene har fået nærværende voksne.«

Sidst i januar fremlagde de fire daginstitutioner deres erfaringer fra udviklingsprojektet for hele bydelens daginstitutioner. Der kom 200 ansatte til mødet.

»Det er flot, at deltagerne turde overskride grænser ved at fremlægge det for alle pædagoger i Vanløse – også om besværlighederne og fejlene. Otte institutioner har da også meldt sig til projektet i år, hvor den gamle gruppe skal være medundervisere«, siger Karen Rønsov.

Den gamle gruppe fortsætter også som netværk på tværs af deres institutioner. Også ledergruppen har fået en anden dialog og et andet samspil, hvor de bruger hinanden på nye måder.

»Projektet har givet faglig udvikling. Jeg synes at Københavns Kommune skal afsætte flere penge til sådanne kvalitetsprojekter. Der bliver talt så meget om fokus på kvalitet, og sådan noget som dette styrker fagligheden«, vurderer Karen Rønsov.