Sammenhold og Solidaritet

Konflikten

Af Elisabeth Lockert Lange

Konflikten er i fuld gang. I hvert fald når dette skrives. Når det læses er den måske slut, og forhåbentlig med en lønstigning på 15 pct. Uanset det konkrete resultat så har de aktive kampberedte strejkende lagt spor ud på den lange bane. Tingene bliver aldrig helt som de var. Tag et kig bagud her på siderne.

Siden onsdag den 16. april har LFS? 10.500 medlemmer i Storkøbenhavn været i konflikt for at få opfyldt kravene om markante lønstigninger til alle offentligt ansatte og mandeløn til kvindefag.

Og lige så længe har mere end 1000 medlemmer været i ? aktiv ? strejke, nemlig de ansatte på de 30 daginstitutioner, fritidshjem og klubber i Indre By og de organiserede pædagogmedhjælpere fra de 70 frederiksbergske daginstitutioner.

Og at både de strejkende, og de som ikke er direkte udtaget til strejke, har været aktive, det har kunnet ses i gadebilledet.

Lige fra fredag den 11. april, hvor konflikten blev en realitet foran Forligsinstitutionen, da forligskvinden Mette Christensen opgav at få et forlig i hus, har FOA-folk i almindelighed og LFS?ere i særdeleshed vist farverne, hænderne, plakaten med den kampklare ?offentlige kone? ? og alt det andet som kreativt pædagogisk personale er så gode til.

Hver eneste morgen har alt det pædagogiske personale, som overhovedet har kunnet, været på gaden mellem kl. 8 og 8.30. Aktive, synlige og charmerende har de stået på gadehjørnerne med bannere og skilte, sunget sange og råbt taktfast ?offentlige koner vil have flere kroner?. Enhver som bevæger sig gennem København om morgenen har mødt de mange kvinder ? og mænd ? som har råbt og sunget om ?mer i løn, løn, meget mer i løn?. Og mange biler har dyttet og cyklister har ringet med klokken for at vise deres sympati og opbakning.

Søndag den 20. april var det som bekendt 100 året for kvinders valgret. Festen skulle stå på Rådhuspladsen. Som optakt vandrere en lang, lang parade af fagbevægelsens folk, strejkende FOA-folk ? deriblandt mange LFS?ere ? foruden en mængde interesseorganisationer med aktier i ligestilling og ligeløn fra Frederiksberg rådhus til Københavns. På FOAs ladvogn var sloganet ikke overraskende ?Mandeløn til kvindefag?. LFS og FOA markerede at selvom loven om ligeløn har eksisteret i mere end 20 år, halter kvinders løn stadig efter mænds.

Dagen efter, mandag den 21. gik de demonstrerende og strejkende LFS?ere fra Amager Bio til Christiansborg for at vise deres utilfredshed med den lave løn. Mange vil jo sikkert kunne huske at både Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti i efteråret ivrigt argumenterede for at der skulle tilføres ekstra fem milliarder øremærket til netop det kvindeområde, som tager sig af andre mennesker. Et helt opgivet projekt?

Frederiksberg Rådhus (hvor KLs hovedforhandler Mads Lebech er borgmester) fik igen besøg et par dage efter, da LFS?ere og FOA-folk samledes der den 23. april, holdt taler, sang og markerede at aktivitetsniveauet og kampvilligheden er helt intakt.

Som forretningsudvalgsmedlem Jan Hoby siger:

?Det vil kun koste en milliard kroner årligt at opfylde de strejkendes overenskomstkrav. Men da finansloven blev vedtaget i torsdags, blev der ikke afsat penge til at opfylde de strejkende offentligt ansattes lønkrav. Det er en hån mod de strejkende og en hån mod alle offentlige ansatte. Fem milliarder kr. ville hverken have tømt statskassen eller fået samfundsøkonomien til at brænde sammen. Og næsten halvdelen ville vende tilbage i form af skatter og afgifter. Men regeringen vil hellere forgylde de rige med 10 milliarder kr i skattelettelser, end at give til de lavtlønnede kvindegrupper i den offentlige sektor.?

Efter redaktionens slutning har en cyklende skare af ?mænd? indtaget byen i en ?jeg vil være mand?-aktion. For det giver jo som bekendt mere at være mand, når det gælder løn. ?Mændene? cyklede fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhus og sluttede på Christiansborg slotsplads. Trods morskaben er budskabet også ?Det er ikke for skæg vi strejker?.

Samme aften blev der holdt en solidaritetsfest i Nørrebrohallen for de strejkende.

15 procent

De i alt 23.000 af de strejkende FOA-medlemmer arbejder i ældreplejen, med børn og i sygehusvæsenet. Og her den 23. april (ved redaktionens slutning) ser det afgjort stadig ud til at 13.000 flere FOA medlemmer følger efter den 28. april. Det er blandt andre en stor del af de kommunale dagplejere. For LFS? vedkommende dagplejerne i Rødovre og Gladsaxe og på Frederiksberg.

Konflikten er ikke noget, Dennis Kristensen, FOAs formand, ligefrem har set frem til. Efter det korte møde foran Forligsinstitutionen sagde han:

?Jeg ærgrer mig over, at vi med konflikten nu bliver nødt til at sætte den danske velfærd på vågeblus. Men det er konsekvensen af, at vores modpart ikke er villig til at give markante lønstigninger til alle og sikre mandeløn til kvindefag.?

Konkret er FOAs krav en lønstigning over de tre år på 15 pct. plus 350 kr. pr. måned på grund af efterslæb. Arbejdsgiverne har ikke rokket sig, de holder fast ved deres første udspil, de 12,8 pct. i ramme. En ramme som på ingen måde skulle gå til løn alene, men til seniordage, børns sygedage etc. Og som i øvrigt heller ikke var tiltænkt alle, skævdelingen ville betyde at fx pædagogmedhjælperne ikke ville få de 12,8 pct.

Kampberedte

Allerede inden konflikten var en realitet, var det helt tydeligt at LFS?ere og andre FOA-medlemmer var parate til strejke. Fx var næsten 9 ud af 10 af social- og sundhedspersonalet meget parate til at gå i strejke for at få mere i løn, viste en undersøgelse. Nu ville de bare ikke ligge i bunden af lønskalaen mere. Det glædede formanden for FOA, Dennis Kristensen, sig over.

?Det er glædeligt at så mange af FOAs medlemmer har kampviljen og er klar til at stå sammen i kravet om en ordentlig løn, der kan give alle offentligt ansatte ? ikke mindst de lavest lønnede kvindefag ? den anerkendelse, de har fortjent.?

Derfor kom det måske bag på mange at Dennis Kristensen et par dage før konflikten gik i gang rakte hånden frem til arbejdsgiverne med følgende tilbud: hvis regeringen ville nedsætte en ligelønskommission og give den 4-5 milliarder kroner at arbejde med, så var han klar til at slække på lønkravet. Med andre ord en model som vi kender den fra Norge: en hurtigarbejdende ligelønskommission, med penge til rådighed og mulighed for at agere.

Regeringen reagerede forventeligt. Positive over for selve kommissionen, men penge? Næh nej det kunne der ikke være tale om, var den konservative skattepolitiske ordfører, Lars Barfoeds reaktion.

Uden penge er en ligelønskommission blot en syltekrukke. Og så startede konflikten.

Lange spor

I LFS mødtes alle de strejkende pædagoger og pædagogmedhjælpere både den 16. og den 21. april. Og den 28. april på 13. dagen for deres strejke, mødtes sammen med de dagplejere som fra den dag deltog i strejken. Den 16. april, på strejkens første dag, er stemningen i Nørrebrohallen høj, og kampgejsten ligeså. Hallen er fyldt til bristepunktet med pædagogisk personale, langt de fleste iklædt den sorte LFS-trøje med logoet: Solidaritet Sammenhold LFS, mange med kasketten med MERE I LØN, og en del andre med hænder, plakater og bannere. Et af de gennemgående slagord er ?Offentlige koner vil have flere kroner? ? men uanset plakat, kasket og trøje er budskabet det samme: vi vil have mer i løn, vi vil have markante lønstigninger.

Britt Petersen tager ordet og glæder sig over at se ?så mange klædt på til fest?.

Hun citerer et dagblad for at opfordre til at løfte netop den strejkende gruppe, fordi der er saglige grunde til det. Denne gruppe mennesker har det fælles at de passer mennesker, at de er sakket bagud i løn og at der er stigende vanskelighed med at rekruttere folk. (Det sidste kan man se af det groteske faktum at nødberedskabet på grund af strejken nogle steder er højere end den daglige bemanding.) Det er ikke urimeligt at de får ligeså meget som dem, der holder liv i computere.

Det kunne forsamlingen kun være enig i. Hvad ender konflikten med? Får de strejkende noget konkret her og nu ud af den? Det vides med stor sandsynlighed når dette læses (bladet udkommer den 9. maj).

Historisk set er strejker i forbindelse med overenskomster ikke oplagte ?vindere?. Og Britt Petersen har da også understreget at ingen på noget tidspunkt har kunnet love at der kom noget ud af den ? på kort sigt.

?Men det er kun på den korte bane. Dette vil sætte langvarige spor i den offentlige diskussion om offentlig velfærd. Med en folkelig opbakning, med et politisk fokus på velfærd og ikke mindst med stigende rekrutteringsproblemer kombineret med fastholdelsesproblemer, var det nu eller aldrig. Dette handler ikke alene om en kamp for at få 15 pct. i stedet for 12,8 pct., det handler på lidt længere sigt om at få sat velfærdsdiskussionen i relief, det handler om også i fremtiden at kunne levere offentlig velfærd, og så handler det om at tage opgøret med de alt for lave lønninger i de kvindedominerede job. Vi har med dette lagt spor på den lange bane ? selv hvis nogen laver et lovindgreb på os?, sagde Britt Petersen på strejkens allerførste dag i Nørrebrohallen.

Massiv sympati for strejke

Befolkningens opbakning har ikke været til at tage fejl af. 9 ud af 10 danskere mente undervejs, at de medarbejdergrupper i den offentlige sektor, der passer syge, gamle og børn, fortjener et løft i deres løn. Og mere end 7 ud af 10 har sympati for, at de offentligt ansatte går i strejke for at få mere i løn. Det viste en undersøgelse, som Capacent Epinion lavede for FOA. Støtten til et lønløft for de grupper, der passer syge, gamle og børn er ikke et venstrefløjsfænomen, den kom fra begge sider af den politiske midte. 98 procent af socialdemokraternes og SFs vælgere bakkede i undersøgelsen op om lønløftet, mens 86 procent af Venstre og Konservatives vælgere sagde det samme.

Det siger noget om at de fleste, uanset politisk farve, for længst har indset det urimelige i, at lønnen til medarbejdere, der passer levende mennesker, halter bagefter lønnen til medarbejdere, der passer døde ting.

Sympatien for de strejkende og deres krav er der også, selvom strejken har direkte indvirkning på de adspurgte egen hverdag, fx de ældre, og selvom konflikten kan komme til at vare længe.

Også forældre har vist stor sympati for de strejkende. En undersøgelse som Synovate Vilstrup har lavet for FOA viser at næsten 7 ud af 10 forældre har sympati for at de ansatte i daginstitutionerne strejker for at få mere i løn. De synes at det er en god idé, hvis Folketinget giver en særlig lønforhøjelse til netop denne gruppe. Pædagogmedhjælperne ligger i øvrigt i den allerlavest ende af skalaen med en gennemsnitsløn på omkring 18.600 kroner om måneden.

Hotline til livsvigtige funktioner

Ingen mindst af alt FOA ønsker at livsvigtige funktioner trues af konflikten. Derfor har forbundet åbnet en hotline, som alle kan kontakte, hvis de mener, at det er tilfældet.

FOA har i forvejen indgået lokale beredskabsaftaler med kommunerne og regionerne, som sikrer, at alle livsvigtige og uopsættelige opgaver udføres. Der ligger sundhedsfaglige vurderinger til grund for aftalerne, og det er også de sundhedsfaglige vurderinger, der har ført til, at en række hospitals- og plejehjemsafsnit senest har måttet undtages fra konflikten.

Det er meget vigtigt for de strejkende, at ingen brugere af den offentlige sektor skal føle sig utrygge under konflikten.

Et skridt frem og to tilbage

Først sagde de nej og så ombestemte de sig og sagde ja alligevel.

Ja det er selvfølgelig BUPLs hovedbestyrelse, der handler om. De sagde nej fordi rammen på de 12,8 pct. ikke var stor nok, og fordi også de mente at en skævdelingspujle med bidrag fra alle, men som de lavestlønnede bl.a. pædagogmedhjælperne kun får lov at bidrage til men intet får fra, er en skævdeling som med rette kan kaldes en omvendt Robin Hood. Markante lønstigninger til alle var parolen ? indtil? ja indtil samme dag (fredag den 11. april), som organisationerne skulle mødes med arbejdsgiverne i Forligsinstitutionen, og hvor forligskvinden med ret stor sandsynlighed ville erklære sine forsøg for omsonste ? og dermed gøre konflikten til en realitet.

Men samme dag besluttede et flertal i BUPLs hovedbestyrelse at de alligevel syntes at rammen på 12,8 pct. var stor nok ? hvis der blev rykket på nogle ting. Først og fremmest har de valgt at ændre på medlemmernes arbejdstidsreglerne. De har valgt at ?kapitalisere? en række tillæg, bl.a. vinterafspadsering og aftentillæg for klubpædagogerne, og altså omformet dem til løntrin. Samtidig finansieres den lokale løndannelse forlods kun med 0,7 pct., de resterende 0,55 pct. er også brugt til centrale omklassificeringer. Disse omformerede midler ? inden for samme ramme på 12,8 pct. ? er primært blevet brugt til tre løntrin.

Det faldt mange bupl?ere for brystet. Man kunne i dagene efter på både BUPLs egen hjemmeside og en protesthjemmeside www.123hjemmeside.dk/nejtilbuplok08 læse det ene mere vrede læserbrev efter det andet. Og onsdag den 16., samme dag som konflikten startede, demonstrerede en større gruppe medlemmer foran hovedsædet på Blegdamsvej. Som Erik Steppat, fællestillidsrepræsentant for BUPL-pædagoger i hovedstaden siger til Berlingske Tidende, at nu havde de lige chancen for sammen med FOA og Sundhedskartellet at repræsentere over 400.000 offentligt ansatte. Men formand Henning Pedersen ryster ikke på hånden. Han henholder sig til at det altid er de mest kritiske, der reagerer først. Og stoler på at diskussionen ændrer sig når medlemmerne forstår hvad forliget indebærer. Det skal til urafstemning blandt medlemmerne den 13. maj. Så er det måske deres tur til at strejke?

For alle

Arbejdsgiverne forsøgte i øvrigt at lokke FOA til at give nogle udvalgte højere løn ? på bekostning af andre forstås. 422 millioner kr. fra skævdelingspuljen.

Men FOA stod fast og imod ? for det handler om markante lønstigninger til alle kvindefag. Det er jo ikke kun sosu?erne som er lavtlønnede.

Og i arbejdsgivernes ?generøse? tilbud stod nogle medlemmer ganske vist til at få pæne lønstigninger, men 68.000 FOA-medlemmer skulle betale for at de 12.000 medlemmer kunne få stigningen. Det vil sige gode lønstigninger til hver fjerde sosu?er. Det er bare ikke holdbart. Men det lød godt i pressen.

?Havde Mads Lebech villet give alle det samme som de sosu-assistenter, der blev tilbudt mest, havde vi ikke siddet i konflikt i dag,? siger Dennis Kristensen.

For FOA vil naturligvis gerne forhandle. Også om de 422 millioner kr. fra skævdelingspuljen, som FOAs faggrupper i øvrigt selv har bidraget med 323 millioner kr. til. Men der skal være pæne lønstigninger til alle sosu´erne og til de andre kvindefag, hvis forbundet skal gå med til et forlig.

?Vi siger naturligvis ikke nej til et godt forlig. Men det skal også være godt for de mange og ikke kun for de få.?

FOAs forslag under forhandlingerne krævede 340 millioner kr. mere, end KL ville betale. Og KL har ikke været til at hugge eller stikke i, når det gælder mandeløn til de øvrige lavtlønnede kvindefag: dagplejerne, pædagogmedhjælperne og pædagogerne. Heller ikke de mange øvrige faggrupper i FOA - serviceassistenter, færgefolk, portører, tekniske servicemedarbejdere, rengøringsassistenter etc. er med i KLs tilbud.

Men Dennis Kristensen er glad for at arbejdsgiverne har fået øjnene op, eller åbnet det ene øje på klem, for den trussel mod fremtidens velfærd og service, som for dårlige løn- og arbejdsvilkår i de klassiske kvindefag inden for pleje, omsorg og pasning, udgør.

Mange forbund har mærkværdigt nok faldet FOA i ryggen og offentligt udtalt sig negativt om forbundets ret til at strejke og om konflikten. Det fremstilles som om det er FOA, der er usolidariske med dem, der har været tilfredse med den ramme som arbejdsgiverne stillede op. I realiteten er det FOA der har holdt fast ved det oprindelige udgangspunkt: markante lønstigninger til alle. Og når de andre nu er tilfredse hvad er problemet så for dem?

Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark, TIB afdeling 9 valgte derimod med det samme at gå mod strømmen og udsendte en støtteerklæring til de konfliktende offentlige ansatte. De skriver:

Retfærdig og nødvendig konflikt

Bestyrelsen i forbundet Træ-Industri-Byg, afd. 9 - København, ønsker sygeplejersker, sosu?er, pædagoger m.fl., al mulig held og lykke med den konflikt, I er ude i.

Det er alle jer, der på samfundets vegne passer vores syge, de gamle og børnene uden at samfundet honorerer dette. I har krav på ordentlige løn- og arbejdsforhold. Vi støtter jeres krav om et generelt lønløft til de lavestlønnede.

Vi vil et godt og rigt velfærdssamfund, som er offentligt og tilgængeligt for alle. Udhulingen af løn- og arbejdsforhold i den offentlige sektor er en trussel mod vores samlede velfærd. jeres kamp er derfor mere end en kamp om procentstigning ? det er kamp for at fremtidssikre den offentlige sektor.