Pædagogisk hjerteblod

En happening på Rådhuset gjorde Socialudvalgets politikere opmærksom på de usle vilkår området virker under. Budskabet er Vis mig dit hjerte i budget 2009.

Af Elisabeth Lockert Lange

De var mødt op på Rådhuset foran Socialudvalgets rum med balloner formet som hjerter, de lod hatte gå rundt med pædagogisk hjerteblod: ord som ”gi’ et bad til en hjemløs” og ”gi’ en seng for natten” og ”gi’ tid til at trøste”, de holdt skilte frem med ”vis dit hjerte”, og de delte løbesedler ud til de forbipasserende. En gruppe LFS’ere, socialpædagoger ansat på forskellige døgn- og specialinstitutioner i København havde sat hinanden stævne foran Socialudvalgets rum lige før et møde i udvalget, med det direkte formål at få politikerne i Socialudvalget i tale på deres vej til mødet. De er i god tid op til næste års budgetforhandlinger, for som de fleste sikkert kan huske ”kom de for sent” sidst – som Ritt Bjerregaard så uklogt sagde til området, efter hun havde indgået forlig om dagområdet.

Vilkårene for området er under al kritik, der var blevet skåret i flere år, og nu er smertegrænsen nået, er budskabet.

Henrik Olsen, pædagog på botilbuddet Sjælør, var en af deltagerne.

”Jeg er her i dag for at gøre mit til at skaffe bedre vilkår for døgninstitutionerne, for både beboere og medarbejdere. Det er nødvendigt at vi får bedre arbejdsvilkår nu, for vores arbejde er blevet mere og mere presset i de fem år jeg har arbejdet på området”, fortæller han.

Han håber – og forventer – at politikerne får øjnene op for at det er nødvendigt med en anden retning nu. ”Både for at kunne fastholde medarbejdere, men også for at kunne udvikle området, så vi ikke ender i blot at holde niveauet, hvis vi da overhovedet kan holde niveauet, sådan som vores arbejdsvilkår er nu.”

Ann-Louise Ertmar og Mogens Juhl fra Handicapcenter Øst er også med for at støtte op om aktionen og kravet om at droppe de konstante løbende nedskæringer.

”Der bør ikke skæres i vores budgetter, vi har tværtimod brug for flere ressourcer, så vi kan bruge vores hverdag og tid på pædagogisk arbejde”, slår Ann-Louise Ertmar fast. De fortæller at sådan som situationen er nu, bedriver de stort set kun omsorg og pleje. Begge dele er nødvendige, men der er også brug for pædagogisk arbejde, og som pædagoger har de fagligt brug for at bidrage med netop det.

”Beboerne har behov for vores pædagogiske indsats. Og vi har behov for tid til faglig refleksion” siger Mogens Juhl.

”Intet er helligt nu! Det er problematisk at der kan skæres i alt, ingen borgere er for dårlige til at man kan skære ned på deres budget, alt er legalt – i modsætning til tidligere. Så vores kamp skal være stærk nu.”

Blandet politisk modtagelse

De forbipasserende på gangen tog venligt imod løbesedlerne, og alle der ville kunne ”trække” en sætning fra hatten.

Budskabet er klart: De politiske partier må påtage sig det sociale ansvar.

Hjerteblod er netop det der giver de borgere i København, der har særlige sociale behov, et godt liv. Og netop det som vil forsvinde, hvis der spares yderligere. Et dagligt knus. En tur til frisøren. At få hjælp til at gå i Brugsen. Støtte til at droppe sit stofmisbrug. Eller en snak med en pædagog, hvis ens liv ligger i ruiner.

Nogle af politikerne tog også positivt imod både medarbejdere, hatte og hjerteblod. Bl.a. borgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten, Frank Hedegaard fra SF, løsgængeren Finn Rudaizky og socialdemokraten Jens Nielsen. Mere afvisende var venstremanden Thor Buch Grønlykke, som i sin korte samtale med næstformand i LFS, Ulla Baggesgaard, vedholdende tvivlede på om der overhovedet var skåret på det sociale område i byen (og ja han sidder i Socialudvalget). Desværre fik gruppens repræsentanter ikke lov at komme ind på udvalgsmødet og forelægge deres sag. Med den uvidenhed som venstremanden lagde for dagen kunne der ellers være god grund til det.

Ulla Baggesgaard gav de deltagende et skulderklap med opfordringen om at synliggøre de konkrete tal på nedskæringerne, når budgettet nu ser ud som om det sociale område ikke er skåret. En synliggørelse af området gennem at invitere politikere ud på arbejdspladserne og ved selvsyn konstatere hvordan hverdagen ser ud, er også en god vej at gå.

”Vi har nu tilbudt politikerne vores fulde støtte til næste års budgetforhandlinger. Og vi tror at Socialudvalget gerne vil løfte området og at langt de fleste godt ved hvordan det står til med det. Men dette er naturligvis kun første omgang – vi vender tilbage.”

Specialområdet i LFS har nemlig nedsat en aktivitetsgruppe blandt aktive tillidsrepræsentanter, som skal sætte en stribe aktiviteter i værk.

Uansvarlig politik

Budgetdrøftelserne og budgetlægningen for næste år er nemlig allerede i fuld gang i kommunen. Og i denne må det sociale område ikke glemmes.

År for år har politikerne i den københavnske Borgerrepræsentation nemlig sparet på det sociale område. Ingen synes at interessere sig for de fine partiprogrammer om det sociale ansvar, når det kommer til budgetforhandlingerne.

Tværtimod har Socialdemokraterne, SF og De Radikale fastholdt en budgetmodel, hvor kommunens lovfæstede ansvar om tilbud til borgere med særlige sociale behov ikke udløser tilstrækkelige midler. Pengene skal bare findes internt på området, og så får alle et ringere tilbud. Ingen bekymrer sig om de handicappede, de psykisk syge og de svagest stillede børn og unge, når bare budgettet går i nul.

Budgetmodellen gør i realiteten Socialudvalgets opgave umulig, og med denne og andre aktioner og happeninger er det det pædagogiske personales hensigt at støtte socialudvalgets politikere i deres indsats for at få flere penge til området. Det er jo personalet der ved hvordan hverdag og virkeligheden ser ud.

Ulla Baggesgaard mener, at der bør handles nu. Og hun kalder det uansvarligt at ansvaret for det sociale område alene overlades til Socialudvalget.

”Socialborgmesteren har ikke villet tage ansvaret for besparelserne på sidste års budget, og det synes Socialdemokratiet, SF og De Radikale åbenbart, kommunens svagest stillede borgere hidtil har skullet betale for. Det er ganske enkelt uhørt.”

År for år er der fjernet millioner fra det sociale budget eller pengene er omprioriteret, fordi der er kommet flere borgere med behov for social støtte. Nu må de politiske partier tage ansvar. Nu må der findes nye løsninger.