Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Dagplejen
Pres på fradrag
Løn for sig og fradrag for sig.
I aprilnummeret af Fag og Arbejde er der en artikel om dagplejernes fradrag. Og netop dette fradrag kan give usikkerhed og problemer for dagplejerne. For hvad dækker fradraget? Og hvad er forholdet mellem fradraget og lønnen?
Til det sidste kan man svare: intet. Der er intet forhold. Løn er penge til dagplejeren for hendes arbejdsindsats. Fradrag skal dække udgifter dagplejeren har.
Men hvad præcis skal det dække? Det spørger mange dagplejere om. Især fordi landets kommuner har forskellig politik på området.
Baggrunden for artiklen er da netop også en sag, hvor dagplejere efter en kommunesammenlægning pålægges selv at betale for tømning af de ekstra store containere, som den daværende ellers selv bestilte til dagplejerne til over ti år siden. Det mener de åbenbart at fradraget dækker. Det mener FOA ikke.
Vi citerer fra Fag og Arbejde:
”FOA mener at kommunerne skal dække de ekstra udgifter til renovation, som bleskift medfører, og afdelingen har derfor bedt skattemyndighederne om en afgørelse i sagen.” Denne afgørelse er endnu ikke kommer.
Også når det gælder mad til børnene kan der fortolkes fra kommunernes side. Mange dagplejere har fået ekstra udgifter, fordi kommunerne har besluttet at de skal betale for frugt, noget som forældrene tidligere skulle have med.
Her mener FOA til gengæld ikke at der er noget at komme efter. Fradraget omfatter nemlig sund og varieret mad til børnene i den tid, de opholder sig i dagplejehjemmet. Jakob Sølvhøj, formand for Pædagogisk Sektor i FOA siger dog til Fag og Arbejde at der bør forhandles om et tillæg til dagplejerne, hvis kommunen stiller særlige krav om at maden fx skal være økologisk.
”Det er jo ikke et lovkrav at maden skal være økologisk, og derfor mener jeg ikke, at standardfradraget skal dække den ekstra udgift”, siger han til bladet.
Men som der står i artiklen er der – ud over kost, slitage på hjemmet og sanitær service – ikke en præcis definition af hvad fradraget skal dække, og derfor er det heller ikke muligt at opstille en konkret liste ud fra ligningslovens § 9H.
Men som sagt så oplever mange dagplejere at flere udgifter bliver lagt ind under fradrager i takt med at kommunerne udvikler forskellige politikker, fx sikkerhedspolitik, kostpolitik og hygiejnepolitik. Og derved bliver fradraget unægtelig mindre værd. Måske så meget mindre værd at det ikke dækker de faktiske omkostninger? EL
Standardfradraget
* Standardfradraget er skattelovgivning og ikke en del af overenskomsten. Fradraget skal dække udgifter og er ikke en løndel. Derfor bortfalder fradraget under barsel og ved sygdom i mere en 12 uger.
* Værdien af fradraget varierer efter hvilket løntrin man er på. Fra den højestlønnede til den lavestlønnede dagplejer vil det svinge med ca. 500 kr. om måneden efter skat. I gennemsnit svarer fradraget til, at man har omkring 155 kr. pr. arbejdsdag til dækning af udgifter.
* Fradraget reguleres i takt med nye skatteomlægninger. FOA er i øjeblikket ved at se på, hvad det seneste skatteforlig betyder for værdien af fradraget. Det overvejes også at foretage en mere gennemgribende undersøgelse af forholdet mellem de senere års prisudvikling på fødevarer og energiafgifter og udviklingen i værdien af standardfradraget.