Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pædagogernes tur
Når det gælder visioner for dagtilbudsområdet, er borgmester Bo Asmus Kjeldgaard og LFS ’ Jan Hoby enige om rigtig mange ting. Den første erklærer sin pro-pædagogiske holdninger uden forbehold, men den sidste efterlyser mere handling helt ind i personalets virkelighed.
Af Elisabeth Lockert Lange
Nu er det pædagogernes tur.
Det kan de to uden problemer blive enige om, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og medlem af forretningsudvalget i LFS Jan Hoby, da de – på borgmesterens initiativ – mødes til en indbyrdes samtale med LFS Nyt på sidelinjen. Vi er på Rådhuset på Bo Asmus Kjeldgaards kontor, hvor de to mænd placerer sig sammen i sofaen.
Også borgmesterens særlige rådgiver Charlotte Wieth-Klitgaard er til stede, uden dog at blande sig i samtalen. Men hun tager en del notater, især når Jan Hoby taler. Bl.a. da fagforeningsmanden understreger de elementer, som er afgørende for at det pædagogiske personale også oplever, at dette er deres projekt. Det vender vi tilbage til.
Først i overskrifter nogle af de mange ting, som de to kan blive enige om. Såsom at vi bør have en ny regering, at den nuværende har fejlet på alle områder, og at det er utroligt at den stadig har flertal. Som at børn udvikler sig bedst i frihed, at barndommen skal tilbage til børnene, og at de københavnske fritidshjem skal bevares.
Og at det nu er pædagogernes tur. Et projekt som Bo Asmus Kjeldgaard inviterer fagforeningen med i fra starten med et ønske om at gøre det til et fælles projekt.
”For nu er det pædagogernes tur til at få opmærksomhed, til at udvikle deres faglighed og deres institutioner, til gavn for børnene og for arbejdsmiljøet.”
Faglighed for Alle har vendt de negative Pisa-resultater til positive. Samtidig er underskuddet på budgettet væk. ”Så nu er der rum til at udvikle dagtilbudsområdet. Og her er det afgørende at udgangspunktet er de pædagogiske kernekompetencer og børns trivsel og livsglæde. Jeg vil godt med det samme sige at vi ikke skal skemalægge fritiden, og vi skal ikke skolificere dagtilbudene. Det bedste liv for børn er et liv, hvor de har frirum og selv beslutter, hvad de vil lege”, siger Bo Asmus Kjeldgaard.
Med dette som udgangspunkt har borgmesteren sat en proces i gang med et ønske om at skabe ideologiske og værdimæssige debatter, som kan få vidtrækkende betydning for indretningen af dagtilbudsområdet og børns liv. Han lagde ud med visionskonferencen i DGI-byen lige efter påske. Og henviser i øvrigt til en undersøgelse, som viser hvor stor betydning børns trivsel og tilegnelse af sociale kompetencer i de allertidligste år har for, hvordan de klarer sig senere i livet. En betydning som ikke kan måles i anden klasse.
LFS ’ dagsorden
Jan Hoby tager imod udspillet:
”Det er rigtig positivt at Bo nu lægger op til en ideologisk og faglig pædagogisk diskussion, som også bygger på den praktiske erfaring.”
Han har omvendt også sit tilbud til politikeren. I grove træk: kæmp for de krav som vores medlemmer sætter højest, og du får vores fulde støtte og opbakning.
Det er den norske model, Jan Hoby taler om. I Norge valgte fagbevægelsen nemlig at gøre tingene omvendt. I stedet for at vente på politikernes udspil tog de initiativet selv. De spurgte deres medlemmer om hvad deres vigtigste krav var, og de krav forlagde de politikerne. De politikere som ville arbejde for kravene, lagde fagbevægelsen al sin vægt bag. Netop denne proces er LFS i gang med nu. Og er startet med at bede de ansatte i fritidshjem og klubber rejse deres 10 vigtigste krav.
De krav går vi til politikerne med dem. Og dem der vil arbejde for kravene, de får opbakning fra os.”
LFS har nemlig, med medlemmerne i ryggen, en række vigtige fagpolitiske dagsordener for både et godt arbejdsliv og et godt børneliv.
”I de næste 1 1/2 år vil vi dagsordensætte en ny børnog ungepolitik. Med et rødt flertal på Rådhuset kan vi tale mod regeringen og bruge flertallet til at stå sammen. Men vi er kritiske i forhold til at det bliver en visionær børn- og ungepolitik”.
Og en sådan visionær politik indeholder i hvert fald helt andre toner end dem, Socialdemokraterne sender lige nu.
”Socialdemokraterne i København har et endimensionalt læringssyn med skemalægning og tests, og det har det pædagogiske område det meget svært med. De oplever at det lader hånt om deres faglige indsigt. Vores projekt er at barndommen skal tilbage til børnene og pædagogikken tilbage til pædagogerne. Men vi vil gerne lave en alliance med Bo, som har mange af de samme holdninger som os.”
Chancelighed
Et kardinalpunkt for Jan Hoby er at øge chanceligheden for børnene i København. Det er et positivt modstykke til det negative fokus på den sociale arv, som blot cementerer samme arv. Ligeså Ritt Bjerregaards nye udspil Hvert barn sin chance: en kopi af et amerikansk projekt, som i sin danske udgave lægger op til at afskaffe fritidshjem og fritidsklubber og indføre heldagsskoler.
”Socialdemokraterne udmønter Bertel Haarders politik i en anden forklædning, fx med heldagsskoler, skemalægning og mere disciplin. Deres topdownstyring er en diskvalificering af den faglige pædagogiske indsigt”, siger han og opfordrer til at man fjerner alt det, som ikke respekterer børns kultur, at børn er potentiale og udvikler sig i sociale fællesskaber.
”For regeringen relaterer alt sig til skolen, leg ses som lokkemiddel eller understøttende. Det er der brug for et opgør med. Chancelighed øges gennem at børn bliver set, anerkendt og respekteret, og at der er rum til udvikling. Bedre vilkår for børnene skabes bl.a. ved at have færre børn pr. voksen.”
Der er Bo Asmus Kjeldgaard helt enig.
”Jeg vil ekstremt gerne have flere voksne og kæmper også for det. Jeg bruger også meget energi på at afsløre den spændetrøje fra regeringen, som kommunerne er sat i. De skærer ned på vores økonomi. Som jeg sagde på vores landsmøde bør Lars Løkke tage ud og besøge daginstitutioner og se den anden virkelighed.”
Derfor ser han også den nuværende konflikt som langt bredere end kun for højere løn, det handler også om mere velfærd og mere anerkendelse.
”Det skal vi stå sammen om, og chancelighed kommer af det.”
For fritidshjem – imod skemalægning
Bo Asmus Kjeldgaard vender tilbage til det fælles projekt, den faglige udvikling, diskussionerne om værdier og pædagogik med udgangspunkt i kernekompetencer.
”Vi har haft stor succes med både dannelseskonferencen i efteråret og nu med visionskonferencen. Nu skal vi skabe rum til værdidiskussionen og vise tillid til at det pædagogiske personale selv kan definere krav med udgangspunkt i børnene og selv kan diskutere sig frem til en konklusion.”
Han fremhæver at han klart og tydeligt har taget afstand fra skoleficering og skemalægning af fx lektiehjælp og motion. Ikke at han har noget imod motion eller lektiehjælp.
”Det er selve skemalægningen jeg er imod. Man skal ikke komme ovenfra og strukturere tiden i fritidshjemmene. Det er en god pædagogisk omdrejningsakse at børn selv skal vælge. Og så kan pædagogen bakke op og støtte.”
Også samtænkningen og fritidshjem som institutionstype har han meldt klart ud om og gør det gerne igen. ”Den skal evalueres, før der skal laves noget om på den. Hvis der skal laves noget om. Og evalueringen skal ske i år. Jeg går ind for fritidshjem ud fra alle de argumenter vi alle kender. Fritidshjemmene i København klarer sig bedre end hele SFO-landet”, slår Bo Asmus Kjeldgaard fast og tilføjer at lige på dette punkt ”har SF det svært i samarbejde med Socialdemokraterne”.
Det lyder vel lovende... modsvarer det LFS’ tanker? Jan Hoby nikker:
”På mange måder gør det. Vi har et holdningsfællesskab. Jeg er bl.a. glad for at SF står så fast på fritidshjem. Men handlingerne… der har vi en anke. Det handler jo også om at lægge politisk vægt bag. På konferencerne er der oplægsholdere, som har de samme holdninger som vi har. Men når det udmønter sig i konkret politik, så kan det være svært at genkende. Men lad os se fremad og rejse en fælles dagsorden, en fælles debat om visioner. En dagorden om en ny politik. Med respekt for børn og unge.”
Skoledebat
For Jan Hoby handler det først og fremmest om at personalet, medarbejderne står i centrum, at deres faglige viden og erfaring tages absolut alvorligt. Og at det de når frem til gennem en bottom-up-proces er det der gælder.
”Vi skal gøre op med at politikerne ved en masse om det, som det faglige personale kender til. Lad os fx skelne mellem børns kultur, et bredt kulturbegreb, og børnekultur, som er smalt og voksenstyret. Sprogstimulering er med pædagogiske øjne at anspore børnene til at bruge sproget, og det gør man ved at bruge det til daglig. Ikke via tests. De er tværtimod et angreb på børns integritet.”
Her kommer projekt barndommen tilbage til børnene ind.
”Lad os gøre noget andet end det, der ikke virker. Som pædagogisk område vil vi fx gerne deltage i skoledebatten, vi har meget at byde ind med der. Skolen har jo ikke forandret sig siden jeg gik der. Vi vil gerne rejse en medlemsdebat om, hvordan en progressiv skole kan udvikle sig.”
Det får Bo Asmus Kjeldgaard til at løfte sig lidt i sofaen: ”Det er interessant at LFS gerne vil snakke skolepolitik.”
Han fremhæver Faglighed for Alle:
”Jeg er stolt af Faglighed for Alle. I den ligger der også et helhedssyn om trivsel og livsglæde. Langt fra snævre tests, for hvis der måles snævert rent fagligt, så undervises der også snævert – og så indrettes skolen efter det. Det går jeg ikke for. På den anden side skal man vide, hvis nogen ikke kan læse, før de er langt op i de høje klasser.”
Og så fremhæver han mangfoldigheden.
”Ikke som noget skemalagt det ene og det andet. Men forstået som gode faciliteter, institutioner hvor man kan noget særligt, det kan være teater, musik, idræt, og hvor man så kan besøge hinanden.”
Jan Hoby går også ind for mangfoldighed, inklusiv pædagogisk mangfoldighed.
”Men det handler først og fremmest om ressourcer, udearealer, voksne nok osv. Til gengæld er jeg imod at man siger at nu skal vi have 10 børnehave af den ene slags og 10 af den anden. Sig i stedet til det pædagogiske personale: der er denne udfordring – og så lad personalet løse det. Og der løses faktisk mange problemer i daginstitutionerne. Trods ressourcemangel leverer institutionerne et alsidigt pædagogisk arbejde.” '
Sprækker
At der er uenigheder eller måske især forskelligt syn på nogle ting, bliver tydeligere efterhånden som de taler sig ind på hinanden.
Hvor Bo Asmus Kjeldgaard fremhæver Faglighed for Alle og de gode resultater den har givet ved at løfte de mest ressourcesvage, så pointerer Jan Hoby at klassesamfundet og uligheden i samfundet ikke kan struktureres væk i daginstitutionerne, der kan ”kun” arbejdes på at alle børn føler sig inkluderet i fællesskabet.
Og hvor Bo Asmus Kjeldgaard trækker intentionen frem om at sætte rammerne for at det pædagogiske personale kan diskutere sig frem til værdier og komme med løsninger, så slår Jan Hoby på at intentionen ofte ser anderledes ud når den har været gennem forvaltningen.
”Der er en sammenhæng mellem et godt arbejdsliv og et godt børneliv. Det kræver bl.a. klare regler for økonomi og kvadratmeter. Og denne klarhed har personalet nu med hjælp til budgetterne, hvad de ikke har haft før. Og det er rimeligt at det skal være enkelt og let. Samtidig ved jeg hvor meget det betyder for institutionerne at slippe for alt det administrative besvær, hvor meget det letter dem. Afbureaukratiseringen giver mere tid til børnene”, understreger Bo Asmus Kjeldgaard.
Jan Hoby opfordrer til gengæld borgmesteren til at holde øje med sin forvaltning. For der er et slip mellem de rigtige holdninger og rigtige handlinger.
”Når ting når ud fra forvaltningen, kan det være svært at se at de har gennem en politisk diskussion. I har visioner, men forvaltningstænkningen, managementtænkningen, sætter også vilkårene for personalet. I bør dagsordensætte det nyliberale forvaltningssyn og medarbejdersyn som forvaltningen er udtryk for, for det er også afgørende for hvordan medarbejderne opfatter de anerkendes. Børne- og Ungdomsforvaltningen har den bedste personalepolitik, men ikke i realiteten. I har brug for en ledelsestankegang, som afspejler de politiske ønsker. Så personalet kan sige: der blev lyttet til os, vi fik et større fagligt og professionelt råderum. Og hvis I ikke er enige med det pædagogiske personale, så vil jeg alligevel opfordre jer til at I udfolder de visioner som det pædagogiske personale ønsker. Det ville være modigt og progressivt.”
Bo Asmus Kjeldgaard læner sig frem med alvorlig mine: ”Jeg vil have lov at sige imod politisk. Hvis jeg ikke er enig, så kommer de ikke igennem med det. Jeg vil ikke deponere min politiske vilje.”
Jan Hoby nikker: politikere skal jo netop træffe beslutninger.
”Men jeg håber at I vil lytte til personalet, også når det stritter imod det politiske ønske. I vil fx ikke møde et folkekrav om heldagsskoler eller KKFO’er. Og hvis de presses ned over dem, vil de opfatte det som en desavouering af deres faglige viden.” Nået hele vejen rundt er de tilbage i enighed. Enige om at det er en vigtig proces der er sat i gang, at der forhåbentlig kommer gode bud der peger fremad – og med mange positive historier fra virkeligheden. Enige om at der er stor opbakning til den bottom-up proces som er startet med visionskonference. En proces som er taget imod med kyshånd. Og enige om at processen har et forbillede i den proces der var omkring den pædagogiske perspektivplan, en plan som fik så stor succes, netop fordi medarbejderne havde indflydelse og ejerskab.