Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Ved Elisabeth Lockert Lange
Alle får »samtænknings-penge«
Uddannelses- og Ungdomsudvalget i København har besluttet at uddele restbeløbet i »samtænkningspuljen« på knap 2,5 mio. kr. til alle de lokale udviklingsfora med 160 kr. pr. elev, uden at forvaltningen først skal godkende ansøgningerne.
Et udviklingsforum er sammensat af repræsentanter for en skole og dens tilknyttede fritidshjem og har til opgave at udarbejde ideer til samtænkning af børnenes skolehverdag og fritiden.
»Vi har samtidig besluttet, at de udviklingsforaer, der endnu ikke har fået midler fra puljen, får et ekstra beløb, når vi decentraliserer midlerne fra næste skoleårs begyndelse «, siger uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard (Ø). Han har sammen med SF’s repræsentanter i udvalget stillet forslaget, der nu er vedtaget.
Per Bregengaard tilføjer, at det samtidig pålægges udviklings-foraerne at inddrage såvel skolens som fritidshjemmenes faciliteter i forbindelse med skolernes ekstra »bevægelsestid«, der er indført for at fremme børnenes fysiske udfoldelse og styrke deres motorik.
»Endvidere skal lærernes og pædagogernes arbejdstid tilrettelægges så fleksibelt, at det generelt er muligt for dem at være til stede i hele arbejdsperioder uden skift. Det giver bedre muligheder for at planlægge samtænkningen i fællesskab.«
Fælles plan for unge misbrugere
Borgmestrene i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds-
forvaltningen er gået sammen om at gøre en ekstra indsats for unge med misbrugsproblemer og forebygge, at flere unge får problemer.
»Det er nødvendigt at oprette en helt ny institution for unge stofmisbrugere. De passer ikke ind i de behandlingstilbud, vi allerede har. Indsatsen over for unge skal være helt anderledes end for de voksne. De unge ved ikke at de er stofmisbrugere, fordi de ikke stikker sig med sprøjter«, siger Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.
Institutionen skal professionelt kunne hjælpe både de unge og deres forældre. Der skal tilbydes rådgivning, dagbehandling, afgiftning og om nødvendigt et døgnophold væk fra København, som ifølge kommunens statistik, får flere og flere unge stofmisbrugere.
Unge forbrugere får råd
12-16 årige får fra i dag deres eget forbrugersite-www.fi.dk/ufo (link er ikke længere aktivt, red.).
Her tilbyder forbrugerinformationen test af unges forbrugsgoder, facts om bytteret og gode råd om løn, spisevaner og meget andet. Direkte rettet mod de unge.
12-16 årige har ofte mange penge og et anderledes forbrug, end voksne. Men hidtil har unge ikke fået meget at vide om deres forbrugerrettigheder. Det skorter også på test af ‘unge’ forbrugsgoder. Det vil Forbrugerinformationen rette op på med forbrugersitet på UFO - Ung- Forbruger-Oplysning.
På www.fi.dk/ufo står der ikke lange tekster om købeloven. I stedet kan de unge fx læse, hvad andre unge har oplevet, da de købte et par defekte sko. Eller teste sig selv: om de er typen, der altid smider kvitteringer væk.
Mette Olsen fra UFO håber, at sitet kan være med til at klæde de unge på til at møde markedet som kompetente forbrugere.
Offentlige stillinger i klemme
Til næste år vil kommunekasserne ikke indeholde løn til det antal kommunalt ansatte, der er i dag, hvis forudsætningerne i de nye overenskomster skal overholdes. Enten må kommunerne fyre ansatte - eller også må kommunerne spare og effektivisere andre steder.
Det viser et aktuelt skøn fra FOA i anledning af den nye kommuneaftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen. Aftalen indeholder en fremskrivning af lønudgifterne på 3,62 procent næste år. Men både den såkaldte reststigning og det forhold, at reguleringsordningen efter alt at dømme stiger mere end forudsat, er ikke indregnet i den nye aftale.
FOA vurderer, at udbetalingerne her til næste år alene vil være 1,55 procent ekstra. Det er et beløb, der er væsentligt større end den 1,1 milliard kroner, som den økonomiske ramme for kommunerne udvides med.
»Enten skal kommunerne ud og fyre ansatte, eller også skal de spare andre steder i velfærden. Jeg finder, det er nedbrydende for aftalesystemet. Det er ikke mere end halvanden måned siden, at vi under stort møje og med forligsmandens mellem-
komst enedes om nye løn- og arbejdsvilkår i overenskomsterne. Nu kommer både regeringen og kommunerne og ændrer forudsætningerne væsentligt,« siger forbundsformand Dennis Kristensen.