Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Debat
Ny Løn
Ved den netop indgåede overenskomst blev ledelsesgrupperne på daginstitutionerne ikke tilgodeset ved de specielle forhandlinger. Grunden skulle ifølge Britt Petersen alene findes i arbejdsgiverens manglende vilje til at ville diskutere ledelseslønninger, og især souschefernes. Britt citeres i LFS NYT nr. 7.02, for at sige: »Det overlades totalt til os lokalt at hæve ledelsesgruppen på daginstitutionerne og vi vil tage det op lokalt, som vi også har gjort i den foregående periode. Vi må håbe på at Københavns kommune er villige til at prioritere lederne og souscheferne.«
På Lokalcenter Ryvang er de nu så godt som færdige med forhandlingerne vedrørende Ny Løn for perioden 1.4. 2001 til 1.4. 2002. Det efterlader ledergrupperne med en besked der hedder:
»Puljen til Ny Løn for ledelsesgrupperne er brugt til de forhåndsaftaler der er indgået, (selvforvaltningstillægget og erfaring). Derfor er der ingen individuelle forhandlinger for ledergrupperne (ledere og souschefer).«
Det er lykkedes at få Ny Løn til at fremstå som ubrugeligt og uretfærdigt, selvom intentionen muligvis har været det modsatte, nemlig udelukkende at bruge objektiviteten. Alle skal have lige meget og intet skal til gå individuel forhandling.
Min påstand er, at dette er opskriften på at få NY LØN til at blive den fiasko, som det kunne synes som om LFS ønsker (et synspunkt jeg også fremkom med på generalforsamlingen). Mine spørgsmål er:
1. Hvad opfatter HB, som repræsentanter for os andre i LFS, at intentionerne med Ny Løn er?
2. Er det LFS’ taktik at sikre at puljerne er ædt op af faste tillæg?
Konkret sidder jeg i den situation at have indstillet min souschef til et midlertidigt tillæg for en helt særlig vanskelig pædagogisk opgave i en periode. Jeg har ligeledes indstillet den anden pædagog på den samme gruppe til et tilsvarende tillæg, men i en mindre afgrænset periode, idet souschefen stod alenen med opgaven i den første måned af sin ansættelse.
Resultatet er at pædagogen fik et tillæg på 1500 kr. og souschefen fik intet. For puljen til ledelsesgrupperne var brugt! (souschefen har da også fået et tillæg på ca. 100 kr. om måneden for selvforvaltning) - Er det intentionen at jeg fremover skal undlade at indstille nogen af medarbejdergrupperne til Ny Løn for derved at undgå at komme i sådanne åbenlyse uretfærdige situationer?
På samme måde synes det rimelig uretfærdigt, at når souschefen fungerer som praktikvejleder i børnehavegruppen får hun intet vederlag, mens pædagogen i vuggestuen får 500 kr. om måneden. Det finder jeg uretfærdigt og uacceptabelt. Jeg kunne ønske at også dette blev et tema næste gang der skal forhandles.
Jeg håber meget, at LFS holder ord og vil tage hånd om ledelseslønnen lokalt, og det gerne på en helt anden måde end ved at binde alle midler i et latterligt lille tillæg.
Dorte Munk Leder i Ryvang Borgmester Jensens Alle 35 4. tv. 2100 Kbh. Ø
Undersøg sagen
Kære Britt Tak for dit svar i sidste LFS Nyt; som desværre ikke er rigtigt. Jeg har aldrig fået svar på mit brev fra maj 2001; måske forveksler du det med et forslag til HB, som jeg har stillet i januar 2002?
Mit brev fra maj 2001 drejer sig om sagsgangen i LFS i forbindelse med personsager. Jeg skrev dengang fordi jeg synes, der herskede en del usikkerhed og tvivl om sagsgangen i LFS i forbindelse med disse sager. Og jeg vil også gøre opmærksom på, at mit brev ikke specifikt omhandler personsager i forbindelse med overgreb mod børn; men derimod en generel forespørgsel om sagsgangen i LFS.
Jeg er da glad for, at der i LFS Nyt d. 29-4-02 har været en artikel om en person, der har været udsat for en anklage om misbrug af børn, samt en beskrivelse af procedure i forbindelse med sager om overgreb for børn. - Jeg er da også glad for at LFS - som der står i - øjeblikket er i gang med revidering af foreningens retningslinier for sådanne sager.
Jeg synes derimod ikke at en artikel i LFS Nyt i april 02 kan være svar på et brev, som jeg har sendt et helt år inden; så jeg vil gerne stadigvæk vide, hvor lang tid du/forretningsudvalget mener, der skal bruges på at besvare et brev?
Med venlig hilsen Kirsten Rosendal Medlem af Almenbestyrelsen og suppleant til Hovedbestyrelsen
Kære Kirsten
Jeg beklager selvfølgelig, at vi har læst dit brev anderledes og dermed har svaret på noget andet, end du vil have svar på.
I forhold til personsager i al almindelighed kan der ikke gives et entydigt svar på sagsgangen, idet sagsgangen afhænger af udviklingen i den enkelte sag. Medlemmet er normalt inddraget og medbestemmende i de skridt der tages, med mindre medlemmets ønsker er uforenelige med jura eller fagretslig praksis.
I forhold til henvendelser fra medlemmer har vi normalt en praksis gående på, at vi skal kontakte medlemmet inden for 3 dage.
I forhold til afskedssager får medlemmet automatisk brev herfra, medmindre vi i forvejen er inde i sagen, og der foreligger aftaler med medlemmet.