Flexordning

Af Elisabeth Lockert Lange

Med de bedste hensigter

Fleksordningen er en kombination af sociallovgivningen og overenskomsterne. En person, som ønsker et fleksjob, skal have godkendelse til det af bopælskommunen ud fra kriterier om varig nedsat arbejdsevne. Når bevillingen er givet, så kan den i princippet bruges hvor som helst, en arbejdsgiver vil have én. Fleksordningen kan enten etableres på den nuværende arbejdsplads dvs som fastholdelse eller som ansættelse på ny arbejdsplads. Socialforvaltningen i bopælskommunen har ansvar for løntilskuddets størrelse og skånehensynet. Tilskuddet er halvdelen eller 2/3 af mindstelønnen, og skånehensynet er fx nedsat tid eller fritagelse for visse funktioner fx løft.

Hansigne Hansen smiler glad, da hun tager imod. Lille og væver sætter hun sig i sofaen, trækker benene op under sig og begynder at fortælle.

Hun er lige startet i et fleksjob på 30 timer på Amagerhus, en integreret institution på Amager. Forud ligger der et langt forløb, som bestemt ikke har været smertefrit. Og som i sidste ende krævede et brev til Familie- og Arbejdsmarkedsborg-mesteren for at falde på plads.

Gentagne gange nævner hun LFS’ socialrådgiver Susanne Brink Andersen, som hun kalder sit støttepunkt »uden hvem jeg ville have været arbejdsløs i dag.« Og hun synes ikke lige, at hun var færdig med arbejdsmarkedet i en alder af 54 år.

Det starter i foråret 2001, hvor Hansigne Hansen får ondt i ryggen. Hun har arbejdet i vuggestue i 25 år, de sidste 17 år som uddannet pædagog. Og egentlig glæder hun sig over, at hun ikke har fået smerter meget før, da hendes ene ben efter en polio i barndommen har været stift og er lidt længere end det andet. Hansigne Hansen mener selv, at det har betydet noget, at hun er så lille og let.

Hun bliver sygemeldt og får en række behandlinger for ryggen. Det hjælper, og efter et par måneder vender hun tilbage på sit arbejde. Men det holder ikke. Nogle måneder efter får hun problemer igen, denne gang især som snurren og smerter i det raske ben. Igen går hun til behandlinger for ryggen, denne gang i meget lang tid. Og det hjælper da også, men både hun og hendes læge er klar over, at hun er nedslidt, og at hun ikke kan løfte børn mere.

Efter hun har læst om muligheden for fleksordning, beslutter Hansigne Hansen sig for, at det må være det rigtige for hende. For arbejde nogle år endnu vil hun meget gerne.

Så hun opsøger en konsulent i Handicapforbundet, sin læge, socialforvaltningen, som både er hendes arbejdsgiver og bopælsforvaltning, og LFS’ socialrådgiver Susanne Brink Andersen.

»Socialforvaltningen burde have hjulpet mig, men gjorde det ikke. Hvis jeg havde valgt kun at støtte mig til dem, havde jeg ikke haft fleksjob nu men været arbejdsløs. Susanne forsøgte at få forvaltningen til ikke at fyre mig, men vente til jeg havde fået mit fleksjob, for at det ikke skulle gå ud over min pensionsordning og løn, men det ville de ikke. De valgte at fyre mig på grund af sygdom«, siger Hansigne Hansen.

Arbejdsprøvning

Susanne Brink Andersen fortæller om det lange forløb på et år, før fleksjobbet går i orden. Forhandlinger med socialforvaltningen og forsøget på en ordning med den daværende arbejdsplads, inden det står klart, at Hansigne Hansen ikke kan være i en vuggestue.

Tidligt forår 2002 meddeler socialforvaltningen i bopælskommu-nen, som jo samtidig er hendes arbejdsgiver, at de påtænker afsked. En samlet forhandling, hvor også FOA er med, ender med, at forvaltningen tilbyder hende en arbejdsprøvning. Den integrerede institution, Amagerhus, siger ja til at prøve hende.

»Da vi midt i marts holder midtvejsmøde på institutionen, er der positiv respons på arbejdsprøvningen men også enighed om, at det skal være et fleksjob.« Dagen efter mødet modtager Hansigne Hansen, til sin og Susanne Brink Andersens forbløffelse, sin agtede opsigelse. »Agtet«, fordi hun som tjenestemand bl.a. har en høringsret.

Selve opsigelsen varsles til udgangen af juni, og herefter har hun tre måneders opsigelse.

Så går de igen til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. De ansatte der mener ikke, at de har kompetence til at etablere et fleksjob, men de tilbyder – på baggrund af hendes jobprofil – at spørge på institutionerne.

To institutioner bliver det til, som begge er afvisende. Ingen af dem er indstillet på at tage en pædagog med nedsat arbejdsevne. Og så får Hansigne Hansen sin afsked.

»Hele forløbet er grotest. Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning har som bopælskommune fundet hende kvalificeret til et fleksjob, men samme forvaltning har som arbejdsgiver samtidig sagt hende op fra hendes stilling. Forhandlingsmæssigt er der intet at sige forvaltningen på. De har ret til at afskedige hende. Men på det tidspunkt er hun midt i en arbejdsprøvning, og hun ved ikke, om hun er købt eller solgt. Hvis hun ikke får et fleksjob, står hun uden job med udgangen af september. Og så er det bagefter forvaltningens opgave at skaffe hende et fleksjob. Med deres handlinger overholder de slet ikke intentionerne med det rummelige arbejdsmarked«, konstaterer Susanne Brink Andersen.

Som derefter skriver til borgmesteren. Han svarer, og forvaltningen kontakter Amagerhus, hvor Hansigne Hansen var i arbejdsprøvning. Dette er fjorten dage fra udgangen af opsigelsen. Efter et positivt møde med institutionen starter Hansigne Hansen i sit fleksjob den 1. oktober samtidig med, at hendes opsigelse udløber.

Psykisk belastende

Hansigne Hansen er glad for, at Amagerhus siger ja til både at tage hende i arbejdsprøvning og bagefter i fleksjob.

»De sagde, at de var glade for at tage mig tilbage efter arbejdsprøvningen. Stillingen er på 30 timer, og institutionen tager hensyn til, at jeg ikke måtte løfte. Da jeg startede, var Susanne med og satte ord på, hvad jeg må og ikke må, og alt blev skrevet ned. Og selvom jeg ikke kan klare tunge løft, har jeg jo ingen problemer med det pædagogiske.«

Lige så glad Hansigne Hansen er nu, ligeså dårligt havde hun det undervejs.

»Det har været psykisk meget belastende. Jeg har ikke kendt min egen fremtid, og det har været en usikker situation. Jeg har også haft det dårligt med at blive kasseret, det er altså ikke rart. Jeg har været meget ked af det. Heldigvis har Susanne hjulpet mig. Hun giver ikke så let op men bliver ved og prøver noget andet, når hun støder mod en mur, og det gjorde vi mange gange. Det var kun en uge før min opsigelse udløb, at fleksjobbet faldt i hak. Og jeg er meget lettet, for det er jo mit eksistensgrundlag.«

Kommunen derimod har hun ikke det bedste at sige om. Hun nævner bl.a. det manglende samarbejde mellem de der fyrer, og de der laver fleksordninger.

»Det er jo kommunens job at skaffe både fleksordning og institution, men de mente bare, at jeg kunne søge om det, når jeg var blevet fyret. Men de bør jo sørge for, at jeg ikke bliver arbejdsløs. Og vide hvilken vej man skal gå for at få et fleksjob. Det ved de ikke. De vidste heller ikke noget om den centrale pulje, man kan søge på til fleksordninger.«

I Hansigne Hansens fleksordning har hun fuld løn og fuld pension.

»Så jeg føler, jeg er endt med den bedste behandling. Jeg kan også gå ned i tid en tid og op igen, uden at fleksordningen forsvinder. Den følger mig.«

Hansigne Hansens ordning er på 30 timer. Og hun har valgt at have skiftende arbejdstider med åbnedage og lukkedage ganske som de andre ansatte i institutionen.

Slås fra sag til sag

En bevilling om fleksjob fra bopælskommunen er kun en halv aftale. Derefter skal arbejdsgiveren forhandle løn og ansættelse med LFS. Det glemmer arbejdsgiveren ofte, og derfor er mange medlemmer i fleksjob på deres tidligere arbejdsplads, uden at fagforeningen har forhandlet aftalen for dem eller overhovedet ved, at de er i fleksjob.

Det ser socialrådgiver i LFS, Susanne Brink Andersen, som et problem.

»Der er fare for, at fleksjobberne ikke behandles ens og får samme gode aftale. Desuden mister vi overblikket over arbejdspladserne. Det kan gøre det svært fx at undersøge, hvad fleksjob gør ved hele arbejdspladsen. Fx kan det slide de ordinært ansatte, hvis der er mange, som skal skånes for bestemte opgaver. Det er vigtigt at have tjek på, hvilke aftaler der indgås, for alle har interesse i at det laves efter forskrifterne. Så selvom det er arbejdsgiverens ansvar at kontakte LFS, bør medlemmer selv gøre det for en sikkerheds skyld. Ikke alle aftaler er lige gode.«

I Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen hvor de fleste af LFS’ medlemmer er ansat, har de senest forhandlede fleksjobbere fået en ordning med deres fulde normale løn. Institutionen får et tilskud fra bopælskommunen, og arbejdspladsen kan derudover søge om et ekstra tilskud fra en central pulje i Københavns Kommune.

»Før der findes en samlet løsning på finansieringen, siger institutionerne nej til at tage folk ind med nedsat arbejdsevne. Jeg synes, institutionen skal betale for den arbejdskraft, den faktisk får, men jeg mener også, at det bør vurderes fra sag til sag, hvordan der skal dækkes økonomisk, så det kollektivt er Københavns Kommune som arbejdsplads, der bærer opgaven med det rummelige arbejdsmarked og ikke den enkelte arbejdsplads«, siger Susanne Brink Andersen.

Hun efterlyser, at Københavns Kommune melder centralt ud, hvordan det rummelige arbejdsmarked konkret skal håndteres, så medarbejderne lokalt ved, hvordan de skal udmønte det – og så fagforeningen ikke skal slås fra sag til sag.