Børn og unge

I storbyens jungle

Af Karen Scott, døgnkontakten i København, i samarbejde med Søren, Bjarne og Niels

Under denne overskrift holdt FICE i år konference på det gamle øst universitet Humboldt i Berlin.

Så mangfoldige som junglens dyr, sås socialarbejdere, organisationsfolk, politikere og administrationsansatte tilrejsende fra alle hjørner af verden til denne store begivenhed. I alle former, farver, faconer og observans sås i alt nær ved 900 deltagere. Der var repræsentanter fra Tanzania, Sao Paulo i Brasilien, Indien, Palæstina, Tyskland, Rusland, Rumænien, Bulgarien, Frankrig, England, Holland mange, mange flere og sidst men ikke mindst Danmark.

I år deltog hovedparten af den danske afdelings bestyrelse, herunder formanden lic.phil. Søren Hegstrup, som ydede det danske bidrag ved en præsentation af en sammenlignende undersøgelse af offentlige versus private anbringelsessteder, med fokus på den moderne socialpædagogiske udgave. Desuden deltog MA, socialpædagog Karen Scott fra Døgnkontakten i København, hybelmedarbejder i Vanløse lokalcenter i København, Bjarne Nielsen, suppleant i FICE og næstformand i SL, Benny Andersen, og socialpædagogerne Poul Erik Petersen og Line Hundesbøll fra SL. LFS var repræsenteret ved faglig sekretær Niels Andersen, og FOAs pædagogiske sektor ved sektorformand Ruth Nielsen, næstformand Karen Halling Illum, konsulent Birgit Stechmann, og bestyrelsesmedlem og pædagogisk konsulent Benedicte Helvad.

Programmet var et brag af en præsentation af eksempler på ’best practice’, på nye forskningsresultater, og beretninger fra lande fjernt fra os i de vestlige, og på flere måder mere privilegerede hjørner af verden. Konferencens overskrift beskriver fokuspunktet for konferencen, som var børn og unges opvækst i de store byer. Det er som socialarbejder interessant at bemærke, at der på tværs af fag og professioner er en stigende interesse og bekymring vel sagtens også for, hvad de såkaldte mega-byer betyder for de opvoksede generationer. Arkitekterne har i længere tid været opmærksomme på den helt særlige udvikling, vi ser i de mere og mere omfangsrige mega-byer – og nu er vi også på det sociale felt i stigende grad blevet opmærksomme på, at der i disse år sker noget særligt, som vi må interessere os for.

Når vi tænker på mega-byer taler vi om byer med ufatteligt mange indbyggere, som f.eks. Mexico City, Sao Paulo, New York, London og Paris. Byer hvor indbyggertallet skal tælles i 5, 10, ja mere end 20 mill. indbyggere. For os danskere nærmest ufatteligt mange mennesker – og København er vel i den sammenhæng at betragte som en landsby. Ikke desto mindre deler vi med Amsterdam, Berlin, Oslo, Tallinn, Bukarest m.fl. på flere måder vilkår med de mega-store.

Om ikke andet må vi nok erkende, at den udvikling vi ser i de mega-store byer på den ene eller anden måde vil få afsmittende effekt også på vores noget mindre forhold. Globaliseringen marcherer derudaf – med revl og krat, skidt og kanel, mulighedernes mangfoldighed og risici-samfundet som faste ingredienser i den unge generations såvel som i os ældres livsbetingelser.

Hvad kommer det os ved?

Det kunne man måske godt forestille sig som et spørgsmål. I hvert fald husker flere af os menige medlemmer fra tidligere lejligheder, at andre af vores kolleger i fagforbundene har sat spørgsmålstegn ved relevansen af internationalt arbejde, og her måske især sammenkædningen af fagpolitikkens kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår – og så forbundenes interesse i europæisk/verdenspolitik.

På denne konference blev det – om ikke før – ret tydeligt, at vi stadig må sande bl.a. gamle Gustav Jonssons ord, og derfor er nødt til at politisere. Vi kan ikke arbejde som professionelle omsorgsgivere/undervisere uden forståelse for sammenhængen i tingene. Som det britiske medlem af FICE Int., Nathalie Lane udtrykte det i et forslag til resolution, så er det i byerne at bomberne falder, og det er i byerne, at børnene forsvarsløse lider under de voksnes væbnede konflikter.

Og det er bl.a. disse væbnede konflikter som efterlader børn og unge forældreløse, og i mange tilfælde som krigsflygtninge, der bl.a. finder asyl i Danmark. I disse konferencedage benyttede vi derfor lejligheden til at tage afstand fra krig og terror, som altid bringer sorg og lidelse til børn.

Opvækst i byer

Da dette års konference var arrangeret af den tyske afdeling af FICE: IGFH, var der naturligvis velkomst- og åbningstaler ved flere fremtrædende tyske repræsentanter. I åbningsforelæsningen »Growing up in urban settings« ved Michael Winkler, universitetet i Jena, Tyskland, blev linjerne trukket op.

Han stillede bl.a. spørgsmålet: Hvad er det der er nyt eller anderledes ved begrebet byer? I den forbindelse påpegede han den tusindeårige eksistens af byerne som social konstruktion, med tråde tilbage til de gamle grækere og kejserne i Rom, med deres antikke byform, såvel som det historiske faktum at byer opstår og forgår! Enten som resultat af naturkatastrofer, eller krige og nedbrændinger. Byer har også ved mange, mange anledninger været betragtet som stedet for fanden selv, når vi taler om børn og unges opvækst.

Byerne har været frygtet som arnesteder for ’a life in vain’ – stedet for ukristelige fristelser, som ’uskyldige børn’ ingen chancer har overfor, som centrum for kriminalitet, risiko for ensomhed og fortabelse mv. Deraf ser vi også den danske børneforsorgstradition for placering af børnehjem, asyler mv. i de påståede mere sunde landlige omgivelser.

Som påpeget af Michael Winkler – og som det i øvrigt også erkendes i stadig stigende grad i den københavnske anbringelsespolitik, er der imidlertid også udviklingspotentiale i byerne – og børn og unge har til alle tider evnet at overleve og udvikle sig, også i byerne. Desuden er byerne ofte deres fødested. Med et citat fra en ung pige, i en meget smuk åbningsforestilling, siges det i en videocollage, at

»byen er larmende og støjende, det er min bror også. Og jeg elsker ham………..«

I byerne opstår rent faktisk en art landsbyer, med nogle af de samme tilhørsforhold, fællesskaber og grupperinger, som vi plejer at hylde de mindre bysamfund for.

Dette er fint beskrevet i en artikel i Social Kritik af gadeplansog integrationsmedarbejder Ali Haseki om gruppedannelse blandt unge i storbyen København:

Jamen prøv at hør, kære ven, hvis du anbringer ham her, tro mig, han kommer tilbage til København. Og så kan du anbringe ham i Skagen. Jeg vil vædde min hat på, at han kommer tilbage dagen efter i København…. Og så kan du kun be’ til at han ikke har tæsket nogle af pædagogerne deroppefra, eller har begået en kriminel handling, som han senere vil fortryde, fordi du har proppet ham derop. Det er ikke det han har brug for…Generelt har de her drenge ikke andet netværk end den lille ’landsby’ de lever i. (Social Kritik nr.81, juni 2002).

Omvendt påståes det, at der i de tider vi lever i, med de utallige påvisninger af forandringernes ufattelige hast, sker noget med vores byer, som vi ikke tidligere har set. Trods urbaniseringens udvikling over hele verden, kan vi ikke tale om en udvikling, der følger et og samme princip. Der er forskelle – f.eks. er mega-byerne i de mindre ressourcerige lande præget af en yngre og yngre befolkning, hvor det omvendte gælder for de rige vestlige samfund, hvor de store byers befolkning ældes.

Men der er andre dominerende tendenser, som f.eks. følgerne over det meste af verden af den ufattelige ekspansion af de store byer, som vi ser. Helt generelt påstås det at være en generel separation og marginalisering af indbyggere, i ekstrem form, såvel som stor fattigdom. M.W. mener, at byerne af i dag på overfladen er domineret af symbolerne på magt og rigdom, demonstrerende den globale kapitalismes sejr.

Hvilket skulle være årsagen til, at tårnene på World Trade Centre som symboler blev genstand for fundamentalisme og et umenneskeligt had. M.W. mener imidlertid, at ingen af de store byer kan kaldes velhavende. Han mener at de velhavende forlader byområderne, til fordel for mindre byer i landligere omgivelser i gode økonomiske rammer.

I storbyerne er efterladt de fattige familier, de fattige børn og unge, dem uden jobs, uddannelser eller rimelige boliger, spinkle personlige netværk, etnisk differens osv. Sammenbruddet af ’den sociale by’ er sket siges det videre, og årsagen siges at være, at infrastrukturen for liv og læring ikke længere fungerer.

M.W. påpeger, at vi ikke længere bare mistænker disse vilkår, men i stigende grad er vidner til denne udvikling, som medfører at millioner af børn og unge lider under sygdom, død, mangel på politisk fokus – udover søndagsprædikener og politiske valgtaler – illegalt arbejde og prostitution.

Han erkender at vi har svært ved at fremvise beviser af en sådan kvalitet, at politikere og andre magthavere kan presses til handling, men han har en fin pointe i det faktum, at der er stor mangel på økonomiske midler fra både offentlige og private til forskning i det sociale felt.

Så med M.W. kan vi spørge os selv: hvad gør vi ved det, hvor kan den enkelte, uden at blive overvældet af opgavens omfang, gøre en forskel?

Vi kan med vores danske øjne endvidere spørge os selv: hvilke tråde kan vi trække til vores virkelighed? Hvor kan vi genkende noget hos os selv – og hvor ser vi muligheder for frugtbare veje frem i arbejdet?