Dagplejen

Af Elisabeth Lockert Lange

Så godt som hjemme

Dagplejen er i kraftig udvikling, og det er opfattelsen af dagplejen også. Den startede som en nødordning, en tid var den nærmest bare tålt – når man nu ikke kunne få en vuggestueplads. Nu er dagplejen blevet et dagtilbud, som forældre specifikt spørger efter og søger om til deres lille barn.

Men hvad er det, dagplejen kan tilbyde, som ingen anden dagpasning kan? Hvad skal der til for at fortsætte den positive udvikling? Og hvordan ser fremtiden ud?

Det ved Jytte Høj Hammer en masse om. Hun har lavet temadage og kurser til dagplejen i årevis og har skrevet en stribe bøger om og til dagplejen.

Og dagplejen er noget særligt.

Det der gør den til noget særligt, er den lille overskuelige børnegruppe med en fast voksen dagen igennem.

»Det ligner det hjemmelige, og det er vigtigt i vore dage. Tidligere var børnene i mesterlære hos deres forældre, men nu kan de lære det i dagplejen, som de tidligere lærte hos mor og far. Pædagogikken er måske ikke så nøje beskrevet, det er en hverdags- og situationspædagogik, og børnene er i lære hos dagplejeren », siger hun.

Ro og fred

Samtidig er der legestuerne, og udviklingen går mod flere og flere heldagslegestuer. Det fremhæver Jytte Høj Hammer som et gode. Så behøver dagplejerne ikke stresse som de gjorde tidligere, hvor legestuen kun varede i tre timer, og så skulle de hjem.

»De skulle nå så meget, og det skal de ikke mere de fleste steder. Nu er der ro og fred. Dagplejerne får tid til også at holde personalemøde, og børnene får lært noget med større grupper«, siger hun og fremhæver at der også er nogle superdagplejere, som af sig selv er rummelige, nænsomme og nærværende, og som tager udgangspunkt i det enkelte barn der, hvor det er.

Hun forestiller sig da også, at der er situationer, hvor dagplejen er klart bedre end en institution. Især i forhold til sarte børn fx for tidligt fødte. Freden og roen kan sikkert være godt for et lille barn, som har brug for noget ekstra. Men at barnet får det ekstra kræver selvfølgelig, at det tæller for mere end ét barn. Fremtiden? Den ser hun ikke alt for lys.

Hun ser en større forskellighed. Og hun tegner et dystert billede af kommuner, som vil forsøge at lave »fabrikker, hvor der kommer babyer ind i den ene ende og 10. klasser ud i den anden«.

»Alt sammen for at spare penge. Og måske er der også en dagpleje og en legestue knyttet til den fabrik. Allerede nu ser jeg tåbelige uigennemtænkte løsninger med dagplejen lagt ind i daginstitutionsområdet. Politikere som kun tænker kroner, selvom de tidligere snakkede om kvalitet. Jeg er bekymret der, hvor folk mener, at de bare kan fylde børn i dagplejen uden at skele til faglighed. Og pakke det ind i ord som overblik og helhed. Men der er også kommuner, som ved, at dagplejen er god, og som investerer penge i den. Bl.a. Københavns Kommune foruden en række omegnskommuner«.

Sats på pgu’en

Uddannelse er nødvendig for at skabe større faglighed og mere refleksion, mener Jytte Høj Hammer.

»Jeg ser gerne, at man skal være pgu’er for at blive dagplejer, og der kommer da også både pgu’ere, pædagoger og sosu-uddannede ind som dagplejere nu. Den nye generation dagplejere er i det hele taget langt mere arbejdsmarkedstrænede, og det giver langt mere reflekterede dagplejere. Det betyder, at der i stigende grad kommer en faglighed i dagplejen. Især pgu’en vil jeg ønske, at kommunerne vil satse på. Desværre har det jo trange kår netop nu med den nye regering, og hvor kommunerne skærer ned.«

Jytte Høj Hammer bliver vred i stemmen, når hun taler om de kommuner, som ikke vil lægge uddannelse i dagplejen.

»Hvis dagplejerne skal udvikle en større faglighed, er det nødvendigt med uddannelse. Arbejdsgiverne vil have kvalitet, men de vil ikke give noget for at få det. Og det er de gamle dagplejere uden uddannelse, som ikke er klædt på til opgaven som den er nu, som arbejdsgiverne fyrer. Jeg er enig i kvalitetskriterierne, men det er unfair at fyre dagplejere, som de ikke selv har villet betale efteruddannelse til.«

Behovet for uddannelse gælder også i de selvstyrende grupper, som dagplejen de fleste steder er organiseret i. En god udvikling, mener Jytte Høj Hammer, men dagplejerne er for dårligt klædt på til det.

»De kan ikke håndtere gruppeprocessen, de ved ikke hvordan de skal gøre. Den løber af med dem, og der bliver fnidder i gruppen. Det giver et hæsligt arbejdsmiljø.«

I stedet sender de så bud efter hende til at holde temadage om kommunikation og samarbejde. »Men det er jo en dråbe i havet. Og vi er så få, vi kan tælles på to hænder, tror jeg, som virkelig ved noget om dagplejen.«

Lære at stille krav

Det er vigtigt, at pædagoger og dagplejere har et ligeværdigt forhold med hver deres forskellige roller. Her skal dagplejerne blive bedre til at turde sige, når de har brug for hjælp i stedet for at se det som en svaghed. Det at bede om hjælp er netop et tegn på, at de er gode til deres fag, mener hun.

Hun efterlyser også, at dagplejerne bliver bedre til at sige fra over for forældre, som nok er meget optaget af deres barn, men som alligevel ikke bruger krudt i dagplejen fx ved at komme til forældremøder.

»Forældrene skal lære, at hvis de skal tale med dagplejeren, er det selvfølgelig i hendes arbejdstid, de skal gøre det. Og her er dagplejerne elendige til at sige fra og stille krav. De er flinke og søde, ligesom forældrene, og så går de hver især med deres utilfredshed. Tingene skal siges. Og det opsøger de så også mig for at lære.«

Men helt rosenrødt er det ikke. Dagplejen har også svagheder. Svagheder som Jytte Høj Hammer især ser som historisk bestemt, som handler om den måde, dagplejen kom til verden på. Uden at være planlagt og uden at have en gennemdiskuteret værdi og målsætning.

»Dagplejerne måtte selv udvikle deres egne værdier, og noget af det var noget værre hø. Og noget af det lever endnu. Fx at ville mødes med de andre dagplejere kl. 9 på legepladsen, hvor barnet så sidder i en klapvogn i to timer. Det handler om voksenbehov og har intet med børnebehov at gøre. Nogle steder er det stadig sådan, og det er slemt. Og nogle pædagoger gør deres bedste for at fortælle disse dagplejere, at overskriften i deres arbejde handler om børn.«

Og så kommer hun til det allerværste: dagplejere som stadig i deres egen rygsæk har en ryste-i-arm og skælde ud kultur.

»Andre dagplejere ser det, men er ofte bange for at sige, at de ikke kan holde ud at se på det, og at gå til pædagogen oplever de som stikkeri. Og når de endelig gør det, kan de såmænd opleve, at kommunen afviser dem, fordi det kun er en dagplejer, som kommer med anmeldelsen. Ingen af dem varetager barnets tarv«, siger Jytte Høj Hammer og understreger hvor vigtigt det alligevel er, at dagplejerne siger det højt og tydligeligt, når de ser noget i dagplejegruppen, som ikke er i orden.

»Dagplejerne er jo barnets advokat«.