Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fra ledernes verden
Denne lille klumme har nu eksisteret siden sommerferien. Tanken har været og er, at den skal bestå af ideer, nyheder, oplysninger, indkaldelser, korte referater, efterlysninger, nyttige links og andet mellem fagforeningens ledere.
Men det er småt med bidragene uden for fagforeningshusets mure. Så hvis du gerne fortsat vil have sådan en opslagstavle med nyttige oplysninger, så deltag – fat tasterne og skriv til LFS Nyt, når du har noget, du gerne vil dele med andre ledere. Mail: lfsnyt@lfs.dk
Om ledelse af pædagogiske institutioner. LFS har henvendt sig til to borgmestre i København og Kommunernes Landsforening med en opfordring til at deltage i debatten om pædagogisk ledelse på LFS’ hjemmeside. Foreløbigt har Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, og formanden for KL’s Børne- og Kulturudvalg, Bjørn Dahl, taget handsken op og skrevet hvert sit indlæg til hjemmesiden. Debatten kan følges på www.mitlfs.dk – og alle er velkomne til at deltage! Meget tyder på, at det over de næste år bliver en påtrængende problemstilling hvorvidt ledere af pædagogiske institutioner bør ha’ en pædagoguddannelse eller ej!
»Der er ingen tvivl om, at én af lederens vigtigste opgaver er at sikre udvikling i det pædagogiske arbejde. Derfor foretrækker vi generelt ledere med en pædagogisk uddannelse i Københavns daginstitutioner. De har den bedste teoretiske og praktiske ballast med i bagagen« Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard på LFS’ web-debat om ledelse af pædagogiske institutioner.
Lederne i BUPL Også i BUPL diskuteres for øjeblikket ledernes placering i organisationen. Hovedbestyrelsen har vedtaget et forslag til BUPLs kongres, der finder sted i november. Forslaget omhandler ledernes fremtidige placering og servicering i BUPL og bærer overskriften: Politisk integration og administrativ sektionering. Hovedbestyrelsen ønsker med forslaget at integrere lederne i BUPLs virke i højere grad end tilfældet er nu. Gennem de seneste måneder er forslaget diskuteret på de lokale generalforsamlinger. Denne debat kan følges i fagbladet Børn og Unge på BUPLs hjemmeside www.bupl.dk
Forstå din organisation – og dig selv »Organisationsforståelse i moderne pædagogiske institutioner« hedder en ny bog, der er udgivet fra forlaget Kæphesten Klim. I bogen gives en pædagogisk og sociologisk forståelsesramme for, hvad de mange udfordringer i det moderne samfund betyder for institutioner, ledere og medarbejdere, og giver dermed også mulige perspektiver for handling.
Forventning om overskud Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen opgør i en regnskabsprognose for 2002, at daginstitutionerne i indeværende år forventes at overføre i alt 87 mill. til næste år. Det svarer til et gennemsnit på 174.000,- pr institution.
UB