Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Bofællesskaber:
Af Elisabeth Lockert Lange
Forhindringsløb
Kontanthjælp giver ikke meget at leve for. Hvis man samtidig er udviklingshæmmet eller har Aspergers Syndrom og ikke bare kan skaffe sig et job, og hvis man i øvrigt derfor heller ikke forstår, at når man har hævet alle sine penge, så har man ikke nogen tilbage til mad – ja, så må man gå sulten i seng. I vores velfærdssamfund? Det er de problemer, det pædagogiske personale i bofællesskaberne står midt i.
Birgitte Hartmeyer og Jannie Jeppesen er begge socialpædagoger i bofællesskaber under det tidligere Handicapcenter Øst (og nu efter årsskiftet Handicapcenter København). Og de er frustrerede.
De økonomiske regler og restriktioner som deres klienter, beboerne i bofællesskaberne, er underlagt, koblet med Københavns Kommunes tunge bureaukrati, gør deres pædagogiske arbejde vanskeligt.
Beboerne får ikke mere automatisk en pension, tværtimod udsættes de for den ene jobtræning og aktivering efter den anden, mens en ansøgning om pension er flere år om at nå gennem systemet og blive bedømt.
Der er en grund til at de bor i bofællesskaber med pædagogisk støtte. Det, der er fælles for de mennesker, de to pædagoger arbejder med, er at de ikke kan klare sig selv. Derfor bor de i bofællesskaber, fælles lejligheder med plads til tre til fire, med fælles stue, køkken og bad og med pædagogisk støtte tilknyttet.
Nogle af beboerne er unge kontanthjælpsmodtagere, og især i forhold til dem kan de to pædagoger berette om mennesker med så få penge, at de ikke har til bussen hen til jobtræningen. Og hvis beboerne ikke i fællesskab er blevet enige om at lave en kostpenge-madlavningsordning er det maden der ikke er penge til, og så sulter de. Så må pædagogerne jonglere med rengøringsbudgetter og penge til andre formål for at få mulighed for at lave mad sammen med beboerne. Noget af en falliterklæring i et velfærdssamfund…
Kommunens bureaukrati forstærker problemerne. Beboerne har én sagsbehandler i Ydelsesservice, som udbetaler kontanthjælpen, en anden sagsbehandler i Handicapcentret og en tredje i Jobcentret. Det kan tage måneder at få fat i de pressede sagsbehandlere i Jobcentrene, og det er en ny hver gang. Systemerne er indviklede og svære at forstå for både normale og handicappede mennesker.
Den kommunale indsats fungerer ikke optimalt. Hverken i forhold til pension, kontanthjælp eller bureaukrati, herunder de mange omstruktureringer, som området udsættes for, nu senest med den nye organisering i år.
100 kr til det hele
I de bofællesskaber, hvor de to socialpædagoger arbejder, bor der henholdsvis fire og tre unge mennesker, dels lettere udviklingshæmmede, dels med Aspergers Syndrom (som primært viser sig ved manglende evner og forståelse for dagligdags sociale samspil med andre mennesker, desuden kan der være motoriske problemer, meget snævre interesser og speciel sprogbrug).
Nogle river alle breve de modtager i stykker og smider dem ud, andre har svært ved at forstå, hvorfor pædagogen ikke bare kan skaffe dem et job. Og hvorfor deres kontanthjælp pludselig er langt mindre, hvis det lykkes dem at få et job. Ingen af dem kan styre deres egen økonomi, men har som myndige mennesker ret til at bruge pengene, som de vil. Og mange af dem har ikke nogen klar erkendelse af deres egne begrænsninger. Det skaber udfordringer for det pædagogiske arbejde.
”Det er så svært for os pædagoger at hjælpe uden at overtage, og vi hverken skal eller må overtage. Men når de så ikke kan klare tingene, så står vi jo alligevel med det.”
Beboerne har med andre ord brug for pædagogisk hjælp til at styre deres økonomi, de har brug for hjælp til at skaffe sig et job, hvis de overhovedet kan få og klare et job, mange af dem har sociale adfærdsproblemer og stort set alle uden undtagelse lever under en økonomisk smalhals, som er uforståelig for de fleste af os andre.
Et eksempel. I det ene bofællesskab er der fire beboere, to af dem er på kontanthjælp, den ene er under 25 år, den anden er over. Og det er en vigtig distinktion, for kontanthjælpen for udeboende under 25 år er langt mindre (se boksen).
Beboeren under 25 år har 100 kr. til sig selv om måneden, når alt det faste (i dette tilfælde også kost) er betalt. Det vil sige til transport, tøj, frisør, cigaretter, fornøjelser, telefon osv. osv. Beboeren er i øvrigt i jobtræning, og hvis hun er heldig, kan hun ende med et støttet arbejde.
Hun har været kastet rigtig meget rundt i systemet, fortæller Jannie Jeppesen. Hun startede i Jobcentret, som ikke kunne henvise job, blev sendt videre til en (kompetence)afdeling hvor man mente hun godt kunne bestride et job, og derefter videre til endnu en instans (Plan og Handling) for at få tildelt et praktikforløb.
Frustration
Et stort problem er sagsbehandlernes ofte manglende forståelse for beboerne, hvem de er og hvad de ikke kan.
Et eksempel. En beboer over 25 år som de har søgt pension for – for over et år siden. Han er stadig uafklaret. Han blev udliciteret til Væksthuset (en virksomhed kommunen bruger til at skaffe praktikforløb). Han kom ud flere steder, men de endte alle i nederlag, bortset fra hans tid i Frelsens Hær.
”Han ser normal ud og tror selv han er normal, men forløbet har vist at han ikke kan klare et tilskudsjob. Desværre fik han i pensionsafdelingen skrevet ved sin profil at han formodentlig godt kunne klare et sådant job. Egentlig spurgte sagsbehandleren ham bare, hvad han gerne ville, og da han sagde ”arbejde på lager”, blev det skrevet som en realistisk mulighed. Men det er det ikke. Han har stærk epilepsi og får stærk medicin. Har store raserianfald, hvor han kaster med ting og smækker med døre. Han bør have pension. Desværre blev alle hans mange mislykkede job rubriceret som aktivering, ikke som jobtræning, og derfor gælder de ikke. Han er meget vred over det og stærk påvirket, får værre kramper og derfor endnu mere medicin”, fortæller Jannie Jeppesen.
”Det har været to hårde år for og med ham. Og nu skal vi finde ud af, hvem der nu er sagsbehandler og overbevise hende om at han altså bør indstilles til pension. Han vil gerne i egen lejlighed, men har ikke råd, men hans vrede skaber virkelig en dårlig stemning for de tre andre i bofællesskabet.”
Hun kommer med et hjertesuk:
”Vi skal tjekke op hele tiden, kan aldrig regne med at sagsbehandlerne har gjort noget. Vi ved de er pressede, men vi står i den anden ende med borgere, som har brug for hjælp. I et tilfælde skulle en beboer skrive under tre gange på et brev, fordi det blev væk. Det er så frustrerende, når vi ved at de ikke kan klare sig selv, og at der er så mange helt grundlæggende ting de skal lære.”
I andre tilfælde har sagsbehandleren ikke reageret på manglende svar fra beboeren. Til tider på vigtige breve, som påvirker økonomien, men det forstår beboeren jo ikke. Og det gør sagsbehandlerne åbenbart ofte heller ikke, i hvert fald kontakter de ikke pædagogen og fortæller at de faktisk ikke har fået svar.
Bureaukrati
Hvorfor tager disse unge mennesker så ikke bare et job og tjener nogen penge, kan en sagsbehandler finde på at spørge. Ja hvorfor ikke?
”Vi har at gøre med en gruppe mennesker, som ikke bare kan skaffe sig et job. Og som ikke forstår mekanismerne, hvis de finder et”, fortæller Birgitte Hartmeyer. Hun giver selv et eksempel som med al tydelighed viser, hvor svært det er at skære disse sårbare mennesker over den samme kam som andre. Uanset hvor normale de ser ud. Og hvor mange forhindringer bureaukratiet lægger for dem.
En beboer i ”hendes” bofællesskab (hvor beboerne ikke ønsker at betale kostpenge, men dog er enige om en let forhøjet rengøringskonto til madlavning én gang om ugen og til kriser), en ung mand med Aspergers Syndrom, skaffer sig rent faktisk et job, hvor han rydder loft for et firma. Ingen af pædagogerne ved hvor eller hvad det hedder. Beboerne er jo myndige mennesker, som ikke kan tvinges til at aflægge regnskab, og måske kunne han heller ikke forklare det. Efter tre dage bliver han fyret. Han har ikke selv nogen forståelse af hvorfor, men han får løn for de dage, han har arbejdet. Dem bruger han og forstår ikke, at de penge bliver trukket fra hans kontanthjælp, og at der derfor ikke er det nødvendige beløb i banken til de faste udgifter. Derfor bliver der ikke betalt husleje. Birgitte Hartmeyer skriver et brev til Ydelsesservice og forklarer. Hun og beboeren tager derud, og det er noget af en oplevelse, fortæller hun. En skranke hvor man mødes af skærme og ingen levende mennesker, der spørger hvad de kan hjælpe med. Da de så kommer til, kan Ydelsesservice ikke finde brevet.
Beboeren har ingen penge og kan heller ingen få der. De henvises til noget, der hedder Opfølgning med et telefonnummer, som viser sig at være nummeret til… Ydelsesservice.
Opfølgning kan heldigvis godt finde brevet, men han har jo ikke sendt sin lønseddel ind siger de. Han vidste måske ikke engang at han havde sådan én. Men sagsbehandleren forbarmer sig, går ind i systemet og finder alle lønoplysningerne på ham, for de ligger der jo…
”Beboeren forstår ikke, at det er vigtigt at han ikke hæver næste gang, før de faste udgifter er betalt. Han forstår heller ikke at han kun får lov at beholde 13 kr. pr. time af lønnen i forhold til kontanthjælpen.”
Men sult forstår han. Og hvad gør Birgitte Hartmeyer, når hun kommer ud i bofællesskabet til en sulten ung mand? ”
Ja, så er det at vi griber til den let forhøjede rengøringskonto og køber de billigste nærende ting vi kan finde, så vi kan lave mad som strækker rigtig, rigtig langt. Men selv det begynder nu at knibe, for vores reserve er snart brugt.”
Social mad
De tre beboere i det bofællesskab, Birgitte Hartmeyer arbejder i, kan heller ikke leve for de penge de får. Hvis beboerne ikke havde deres pårørende, som fylder deres køleskab og fryser med mad fra tid til anden, så ville de sulte.
Også de ansatte gør, hvad de kan. Men de må som sagt mingelere med økonomien for at få mulighed for at lave mad med beboerne, som i Birgitte Hartmeyers tilfælde med rengøringskontoen, som de forsøger at lave fælles mad ”på” en gang om ugen, sådan at beboerne i det mindste får rigtig mad, ja mad overhovedet, den ene gang om ugen.
”Vores opgave som pædagoger er jo også at gøre dem sociale, at lære dem sociale omgangsformer. Og det er jo netop maden, vi samles socialt om. Det gælder ikke mindst beboerne med Aspergers Syndrom, som tit har meget egne idéer om, hvordan ting skal være. Det skaber tit konflikter. Det bedste for dem er ofte egen lejlighed med støtte, hvad de også gerne vil have, men ikke har råd til på kontanthjælp.”
Lyder det sort og deprimerende alt sammen? Tag ikke fejl, de to pædagoger har skam forslag til løsninger.
For det første: giv et fast beløb til bofællesskaberne, så pædagogerne har mulighed for at lave mad sammen med beboerne og derigennem både sikre at de ikke sulter og samtidig gør deres socialpædagogiske arbejde bare lidt lettere.
For det andet: sig ja til et projekt, som de og deres leder – ud fra det faktum at nogle af beboerne rent faktisk sulter – har udarbejdet en ansøgning til, et projekt rettet mod beboere med Asperger som bl.a. indeholder fælles mad. De har ikke fået svar fra kommunen endnu.
For det tredje: opret faste tværfaglige teams, så et fast hold er tilknyttet hver klient. Et team som består af pædagog, sagsbehandlere, måske psykolog, måske andre. Det giver mulighed for viden og forståelse indbyrdes for, hvem klienterne er, og hvad de kan og hvad de ikke kan.