Jan Hoby er stærkt kritisk over for den århusianske undersøgelse om bussing af indvandrerbørn, han betegner den som helt uvidenskabelig.

Undersøgelse legaliserer tvang

Tvivlsom århusiansk undersøgelse har til formål at fortsætte tvangsspredning af indvandrerbørn. For undersøgelsen siger intet som helst om årsagerne til de resultater, der er målt.

Undersøgelsen om sprogtestning og tvangsspredning af århusianske folkeskoleelever med sprogvanskeligheder, får Louise Gade og københavnske politikere til at drage konklusioner der er rent ideologiske, og på ingen måde videnskabelige eller pædagogisk begrundet. Kritikken kommer fra Jan Hoby, næstformand i LFS, efter Louise Gade har haft fri adgang til medierne, uden der er stillet kritiske spørgsmål til undersøgelsen og dens resultater.

”Undersøgelsen siger intet som helst om årsagerne til de målte resultater. Den siger altså intet om effekten af tvangsforflytningerne. Den siger højst noget om hvilke tidligere testede elever, der har udviklet sig og hvilke der ikke har. Men den siger ikke noget om hvorfor, og ej heller hvordan sammenlignelige elever ville have udviklet sig uden flytning, eller hvordan danske elever udvikler sig. Undersøgelsen skal udelukkende legalisere den politiske beslutning om bussing og lukning af skoler, som jeg ser det”, siger Jan Hoby og fortsætter:

”Der er absolut intet belæg for i den refererede undersøgelse at konkludere at tvangsforflytning af børn og lukning af Nordgårdsskolen betyder større eller mindre sprogfremgang, end hvis de ikke var blevet forflyttet. At påstå det er politiske udtalelser og ikke videnskab. Der er heller ikke belæg for at sige, at andre tiltag end tvang og flytning ikke ville give den samme fremgang.”

Det er ellers kun CEPOS (nyliberalistisk tænketank), der har kritik af undersøgelsen. Kritik af at der intet sammenligningsgrundlag er i undersøgelsen, og at den derfor intet som helst siger om årsagerne til såvel sproglig fremgang som tilbagegang.

Jan Hoby peger på at man ikke kan udlede, at den testede sprogfremgang eller tilbagegang ikke også ville have fundet sted, hvis børnene havde gået på distriktsskolen. Eller hvis de selv havde valgt en anden skole end den de er blevet tvunget på, eller hvis de havde modtaget specialundervisning på distriktsskolen.

”Det faktum at børnene har modtaget undervisning i et halvt år skulle vel gerne i sig selv have en effekt uanset hvor, de bliver undervist. Eller er danskundervisning nu noget, der alene foregår i skolegården?”

Hvis de ekstraudgifter der anvendes på at køre børnene fra den ene ende af byen til den anden enden af byen i skoleåret 2009/10 i stedet anvendes til specialundervisning i form af særlig sprogstøtte af de samme elever på distriktsskolen eller på en skole, forældrene selv har valgt, ville det gavne mere, vurderer han og foreslår, at man samtidigt laver samme undersøgelse på disse nye elever og sammenligner med den netop afsluttede undersøgelse, og så ser om resultaterne er forskellige eller ret ens.

”Det ville da være langt mere interessant. Kommunen har forsøgt at flytte familierne (frivilligt) fra hvor børnene der busses, kommer fra, til området hvor tvangsskolen ligger, ved at give dem fortrinsret til almene boliger i området, hvilket er prisværdigt. Men ingen har taget imod muligheden bl.a. fordi de tilbudte boliger har været for dyre til at familierne har kunnet betale dem.”

LFS skrev tilbage i 2006 (9. juni) et høringssvar om Faglighed For Alle. Fagforeningen skrev bl.a.: LFS frygter, at sprogtestningen i fremtiden vil blive brugt som et fordelingspolitisk instrument, hvor børn bliver fordelt på forskellige skoler efter deres sprogtest-resultater.

”Det er netop hvad der sker. Og det er sørgeligt at man pakker det ind i, at man gør det for børnenes skyld, for i virkeligheden er det et overgreb mod indvandrerfamilier. Politikernes ”fællesskab” er det modsatte af fællesskab, intet fællesskab bygger på tvang”, slutter Jan Hoby.