Uro i sindet

Af Elisabeth Lockert Lange

”Mennesker gør det godt, hvis de kan. Og hvis de ikke kan, må vi finde ud af hvad der kommer i vejen for dem, så vi kan hjælpe.” Med den tilgang arbejder konsulent Jenny Bohr med mennesker med ADHD, både børn og voksne. Hun rådgiver også faggrupper, bl.a. pædagoger, om hvordan de bedst forholder sig til og støtter både børn og voksne med ADHD.

Læs en stillingsannonce fra for 10-20 år siden og du vil finde egenskaber som stabil og pålidelig som de mest eftersøgte egenskaber. Tag en stillingsannonce fra i år, og de mest ønskede kvaliteter er næsten de modsatte: omstillingsparat og fleksible.

Det skift er en af grundene til at vi i dag finder og diagnosticerer så mange især børn med ADHD (se boks), mener Jenny Bohr, pædagogisk konsulent. Hun arbejder med mennesker med ADHD, dels i sit eget firma, dels i tilknytning til ADHDforeningen. Hun holder kurser, oplæg og foredrag, men hun arbejder også direkte med familier og unge med ADHD.

Jenny Bohr er oprindelig uddannet lærer, har en master i specialpædagogik og en uddannelse fra USA i CPS, en forkortelse for Collaborative Problem Solving, på dansk Samarbejdsbaseret Problemløsning. Modellen er udviklet af den amerikanske psykolog Ross Greene til arbejdet med børn og unge med adfærdsmæssige udfordringer. (Se faktaboks)

”Som samfundet er indrettet nu, og blandt andet skoler og daginstitutioner, så forudsætter det gode kognitive evner hos børn omkring styring, selvstyring, planlægning, omstilling, fleksibilitet. Denne gruppe kan netop ikke det, derfor bliver de meget synlige i vores samfund. Det er langt sværere for børn med ADHD at gå i skole nu end i min tid, og det er langt sværere at rumme dem med adfærdsmæssige forstyrrelser. De falder ved siden af”, siger Jenny Bohr.

Blandt børn er det 3-5 pct. der har ADHD og har brug for en indsats. Blandt voksne 2-4 pct. Forskellen skyldes at en del voksne har evnet at mestre deres uro og symptomer i en grad, så de ikke behøver hjælp.

Hun understreger, hvor vigtigt det er at finde ADHD-børn tidligt, og lave en god indsats for dem.

”Jo tidligere man finder dem, jo færre rigtig dårlige oplevelser får de, før de får hjælp. Og desværre skal der en diagnose til, uden får de ingen hjælp.”

At spotte en der har ADHD

Som regel er et barn med ADHD ikke til at overse. Det er uroligt, hyperaktivt, fylder meget. Men der er også en anden type ADHD med de modsatte symptomer, disse børn er alt for rolige, men de bærer præg af at de har en indre forstyrrelse. De to typer er som oftest men ikke altid henholdsvis drenge og piger.

Tidligere kaldte man ADHD for et drengehandicap, netop fordi drengenes symptomer som regel er tydeligere. For hver pige i udredninger for ADHD er der ni drenge. Men reelt regner man med at der er to piger med ADHD for hver tre drenge. Uden hjælp bliver ADHD tydeligere med alderen, for det er ikke noget man kan vokse sig fra.

”Mest rammende er det at man skal kigge efter et menneske, som ikke er i balance med forholdene. Mennesker med ADHD justerer ikke deres adfærd ind efter hvad der sker, de er for støjende eller for stille, for rolige eller for urolige. Som børn forstår de ofte ikke at lege med andre, de bliver let styrende. Ofte taler de meget og bevæger sig meget. De er let frustrérbare, og de reagerer ikke på konsekvenser. De forstår ikke konsekvenser, og de retter ikke deres adfærd ind efter konsekvenser, selvom de har oplevet dem mange gange. Konsekvens forudsætter at man kan se tilbage på noget man har gjort, frem i tiden på noget man er lige ved at gøre, og på sin nutid hvor man kan beslutte. Tre tider i hovedet samtidig det kan mennesker med ADHD ikke have.”

Mennesker med ADHD kan være planløse, springende, bliver let afledte, som børn leger de sig ud af legen. De reagerer impulsivt, og derfor virker det, som om de handler mod bedre vidende, forklarer Jenny Bohr.

”De forstår, men de husker ikke. Heller ikke gang efter gang og med det samme indhold. Derfor bliver de meget misforstået og skældt ud. Og derfor bliver de meget tidligt præget af nederlag og negative forventninger til sig selv. Og derfor er det svært for dem at lære nye måder at handle på”, siger hun og tilføjer:

”Det er meget svært at have et både usynligt og uforståeligt handicap. Vi andre er slet ikke bevidst om vores egen tænkning og har derfor svært ved at forstå, hvad der kommer i vejen for dem.”

Medicin

Til disse udfordringer skal lægges at rigtig mange mennesker med ADHD har andre vanskeligheder oveni ADHD’en. Sandsynligvis helt op til 80 pct. af dem, vurderer Jenny Bohr.

Hun fortæller om misbrug, psykiatriske lidelser og depressioner, for så vidt angår de voksne. Og bl.a. angst, indlæringsvanskeligheder og spiseforstyrrelser hos børnene og de unge.

De unge er en særlig gruppe og en særlig sårbar gruppe. De tiltrækkes af miljøer, hvor de føler sig anerkendte, og de kan let komme ud i snavs og misbrug.

”En tredjedel af mennesker i misbrugsbehandling har ADHD, og op mod 50 pct. af folk i fængsler har ADHD. Mange er i behandling for misbrug eller depression, men hvis ADHD ligger til grund for det, så er det vigtigt at det er ADHD’en man behandler først. Ellers hjælper den anden behandling ikke.”

Her kommer medicin ind i billedet. Jenny Bohr er fuldstændig sikker på at ADHD-medicinen for mange har en utrolig god effekt, der kan give øget ro og bedrer en række funktioner.

”Misbrug hos mennesker med ADHD starter ofte som en slags selvmedicinering. Derfor kan en god medicinering være første skridt på vej ud af misbruget. Men ofte fanges de i en klemme, hvor de ikke kan få medicin, før de har stoppet misbruget og omvendt ikke kan stoppe misbruget uden medicin.”

Jenny Bohr fortæller at hun oplever mange mennesker med ADHD som, når de får medicin, siger: tænkt at man kan have så meget ro i hovedet. En god medicinering har en afgørende betydning for mennesker med ADHD, hvillket undersøgelser også viser. Hvilken medicin der er bedst skal afgøres individuelt, der er mange forskellige, og hun understreger at medicinen ikke skaber afhængighed.

Og så er alt heller ikke elendighed. Jenny Bohr tilføjer at der også er mange mennesker med ADHD, som klarer sig godt.

”De har mange ressourcer og mange evner. De er rigtig gode i gang- og iværksættere, og de har enormt meget energi. De tænker alternativt og er kreative, men er nok mindre gode til at afslutte. Men bare man ved det, så kan andre jo træde ind der.”

Hun peger på at ligeså vigtigt det er at se ressourcerne ligeså vigtigt er det at vise anerkendelse af at ADHD, et usynligt handicap som gør det svært i rigtig mange situationer.

”Det er en lettelse for dem at få anerkendt at de har det svært og at de kæmper med det. De har ofte svært ved at forklare, hvordan de har det. Når det lykkes genkender vi andre det jo, og det er godt, for så kan vi forstå det. Men samtidig er det ikke så godt, for så tror vi at de, som vi, kan tage sig sammen og ændre det. Som én sagde: ”jeg har det tusind gange værre og hele tiden.”

Tydelighed

Til pædagogisk personale, som i deres arbejde møder voksne med ADHD, siger Jenny Bohr tydelighed frem for alt.

”Det allervigtigste i arbejdet med mennesker med ADHD er at være tydelig. Mennesker med ADHD samler ikke verden op, som vi andre gør, de kan ikke fokusere på én ting midt i strømmen af informationer. Derfor skal de ansatte gøre det meget tydeligt, hvad de skal samle op.”

Al planlægning og tilrettelæggelse skal være tydelig.

”Måske siger en 18 årig med ADHD at han ikke vil have en visuel plan for sin dag, for det får de andre unge ikke. Men jeg siger: så giv det til alle i institutionen. Nogle har så ikke brug for den plan, men hvad så, lad være med at bruge den. Inklusion handler vel om at indrette fællesskabet, så alle kan være med”, siger hun med et smil. Og fortsætter:

”Vær lyttende. Siger en voksen jeg vil ikke til møde, så lad være at springe frem til en konsekvens, ”hvis du ikke deltager så… vær anerkendende og nysgerrig ”du vil ikke med til mødet, hvordan kan det være?” Lyt til begrundelser og samarbejd med den voksne om at finde en god løsning.

En del af tydeligheden er at markere tidsforløbet og progressionen i indholdet.

”Markér før fx et møde hvad mødet handler om, og hvor længe det varer. Tid er vigtigt. Rids progressionen op undervejs, nu er vi nået hertil, ellers mister de tråden. Og lav en tydelig afslutning og opsummér. Giv mennesker med ADHD deadlines, ellers kører alt i hovedet på dem. Parkér tingene for dem. Ellers spørger de om det samme hele tiden. Fx hvornår skal jeg det og det, så sig endelig ikke at det finder vi ud af senere. Giv dem en deadline og parkér det for dem.”

Drop bebrejdelser og fortæl ikke mennesker med ADHD hvad de ikke skal gøre, det virker ikke, understreger Jenny Bohr.

”De kan ikke bruge det, de kan ikke bruge bebrejdelser til noget, i stedet skal vi være proaktive og lære dem at huske det, før de gør det ”forkerte”. Vi skal fortælle dem det, når det går godt, når de gør det rigtige, se det og anerkend dem for det.”

Sårbare børn

Også for børn med ADHD er tydelighed det allervigtigste. Det kan være i områder og aktiviteter i daginstitutionen.

”Fx med pladser til hygge eller forskellige slags leg, hvor det markeres i gulvet, hvad man laver lige her, et tæppe med vejbaner til billeg, skilte der viser hvor hvad gøres, tydelighed så børnene ved, hvad der sker her. Kommunikationen bliver slidsom uden, mens tydelige visuelle anvisninger signalerer at dette ikke skal diskuteres”, siger Jenny Bohr.

Børn med ADHD er en skrøbelig og sårbar gruppe, og i puberteten oplever hun at hyperaktiviteten flytter ind i dem, og det kan være meget smertefuldt. Ofte oplever børnene og de unge angst, depression, søvnbesvær, indlæringsvanskeligheder, spiseforstyrrelser. Hun anbefaler i øvrigt at daginstitutionerne ikke venter på en diagnose, men straks begynder at arbejde med de tydelige visuelle budskaber og progressionen.

”Også for børnene er tid og progression vigtig, jeg har kendt 10 årige, som ikke vidste om det var morgen eller aften, eller hvad de skulle den dag. Tænkt at skulle møde hver dag uden at noget som helst føles forudsigeligt og kendt.”

Det pædagogiske personale skal først selv tænke dagen og aktiviteterne igennem ved hjælp af hv-ord. Det vil sige gøre sig klart: hvad vi skal lave, hvor vi skal lave det, hvem vi skal lave det med, hvordan vi skal lave det, hvornår vi skal lave det, hvor længe vi skal lave det, hvorfor vi skal lave det… og til sidst hvad skal vi derefter.

”Nogle kan slet ikke koncentrere sig om det de gør, hvis de ikke ved hvad de skal bagefter. Så disse spørgsmål skal man have afklaret i alle aktiviteter med børn med ADHD.”

Og du tænker måske nu: Oj, det har jeg bare ikke tid til. Men det har du. Mener Jenny Bohr.

”I virkeligheden kender medarbejderne jo svaret på disse spørgsmål, de tænker bare ikke over det, de tager det for givet. Så giv børnene det, det er ikke givet for dem, og det behøver ikke være en stor tidsrøver. Og en ting er helt sikkert, det tager længere tid at lade være med det end at gøre det. Pædagogerne bruger jo i forvejen enormt meget tid på disse børn, tænker på dem, taler om dem, har konflikter med dem etc. Jeg er sikker på, at på den lange bane vinder de tid med mere struktur.”

Struktur

Institutionerne skal tænkes, så de (også) passer til børn med ADHD. Hvis disse børn skal inkluderes, skal fællesskabet indrettes, så alle kan deltage.

”Vi taler om inklusion, men vi har aldrig været mindre rummelige. Inklusion betyder at fællesskabet skal indrette sig, så alle kan deltage, men ofte bliver det meget individorienteret, og det er barnet der skal tilpasse sig. Det handler om at skabe rammer og kommunikation som alle forstår. Børnene er let afledelige, og det er godt for dem med et helle, et sted de kan trække sig tilbage til og fx spille gameboy. Og det er god læring for dem at kunne trække sig tilbage, når de har det svært, frem for fx at slå.

”Børn med ADHD kan ofte ikke gøre to ting samtidig. Bl.a. kan mange af dem ikke lytte og spise samtidig. Det kan give problemer, for mange beskeder gives måske netop mens børnene spiser. Så de voksne skal sikre at beskeden gives rigtigt, og der bliver samlet op på at børn med ADHD også har forstået den.

”Det er kompliceret at gå i daginstitution i dag, og jeg tror helt sikkert at det ville være godt for både børn og voksne med mere struktur, sådan som jeg husker at der var i min barndom. Jeg havde fx et futtog på alt, på min faste plads, i garderoben, på mine ting, ja på alt.”

Men ”struktur skal altid være et gelænder, aldrig en indhegning, det må ikke blive rigidt”, tilføjer hun med eftertryk. ”Og strukturen skal kunne ændres med personen, man skal altid se på hvem der er overfor.”

Arveligt

ADHD går i familier, det er i meget høj grad en arvelig tilstand, hele 80 pct. De sidste 20 pct. har ADHD på grund af fosterskader fx alkohol, tobak, eller de kan være for tidligt fødte.

”Familiemønsteret er udfordrende, både for forældre til børn med ADHD, som selv har ADHD og for det pædagogiske personale i institutionerne, som kan have det svært med at samarbejde med børnenes forældre. Mit råd er: sæt ikke urealistiske krav og forventninger til dem, skæld dem ikke ud over det de ikke klarer, også forældre gør det godt, hvis de kan. Og i stedet for at sætte fokus på det som er skidt, så fortæl tre gode ting fra dagen. Man kan i øvrigt ikke få ADHD af at vokse op i en dårlig familie, ligesom disse børn heller ikke er mere forsømte end andre. Og de er heller ikke forkælede, tværtimod får de mere skæld ud end de fleste andre børn. De har blot brug for en anden opdragelse.”

Netop denne filosofi ”at mennesker gør det godt, når de kan” er den grundlæggende tilgang til andre mennesker i Samarbejdsbaseret Problemløsning. Den holdning og den metode kan Jenny Bohr kun anbefale.

”Med den måde at tænke på, giver det ikke skyld hos personen med ADHD, for de gør det så godt de kan. Og det betyder også at medarbejderen ikke tager det personligt, hvis det går dårligt. Man undgår magtkampe og bliver ikke så slidt selv.”

Og slidt kan man hurtigt blive, når man arbejder med mennesker med ADHD i et system som ikke er gearet til dem. Et system som tænker i kasser, og hvor både de med ADHD og deres kontaktpersoner rammer hovedet mod en mur.

Pædagogisk konsulent Jenny Bohr arbejder direkte med unge og familier med ADHD tæt inde på livet, som hun selv har med en datter med ADHD. Men hun rejser også land og rige rundt og holder foredrag og kurser om emnet (bl.a. i LFS, som hun besøger for anden gang i februar næste år).

ADHD betyder Attention Deficit Hyperactive Disorder, det vil sige forstyrrelse eller ubalance af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. ADHD findes ikke i sig selv, der findes en række mennesker med ADHD. ADHD præges af individuelle træk og påvirkes desuden af hvilke ydre betingelser mennesket har gennem livet. Dog er det fælles for mennesker med ADHD at de i større eller mindre omfang har vanskeligheder med opmærksomhed og hukommelse, samt impulsivitet og aktivitet, Dette giver dem nogle fælles træk. I deres dagligliv præges de ofte af vanskeligheder med organisering og planlægning, at skabe overblik og se sammenhænge, de har svært ved at håndtere uforudsigelige og ustabile situationer, er ufleksible og kan have svært ved at håndtere frustrationer og behov der ikke umiddelbart opfyldes. Meget af det som er automatiseret hos andre og derfor ikke kræver hjernemæssig energi, bruger mennesker med ADHD meget energi på at håndtere. Dette gør at de ofte har et meget højt stressniveau. Samtidig får mennesker med ADHD, som en direkte følge af deres vanskeligheder, mange nederlag, som påvirker deres selvværd og selvtillid. Kilde: www.jb-cps.dk

Samarbejdsbaseret Problemløsning Systemet er grundlagt af den amerikanske psykolog Ross W. Greene. Han har forsket dybtgående i diagnosticering og behandling af eksplosive børn og deres familier. Han har bl.a. skrevet bogen Det eksplosive barn og Fortabt i skolen. Samarbejdsbaseret Problemløsning er en pædagogisk metode, som bygger på ?loso?en om, at barnet opfører sig ordentligt hvis det kan. Ikke når eller hvis barnet har lyst. Læs mere på www.samarbejdsbaseretproblemlosning.dk