Forskning

Evidens til diskussion

Af Elisabeth Lockert lange

Forskning og evidens fylder meget i socialpolitikken. Men hvordan er størstedelen af dagens forskning, og hvad bruges den til? Hvad betyder det for de socialpolitiske udviklingstendenser? Vokser der – sideløbende med den kendte individualisme, frit valg på alle hylder-type – en anden type frem, en institutionaliseret individualisme, en (social)politik, der indeholder nye krav og nye kontrolformer?

Antallet af anbragte børn er nogenlunde konstant, det viser et historisk studie gennem 100 år. Ca. en procent af en årgang anbringes, mens der bliver sat andre foranstaltninger i værk til fire procent udsatte børn og unge. To procent af de sociale udgifter går til foranstaltninger for børn og unge, dog er det efter år 2000 faldet til under to procent af de sociale udgifter.

Dokumentation, kontrol, standardisering. Overalt råbes der på evidensbaseret politik og praksis. Tendensen til at den praktiske daglige socialpædagogiske hverdag styres af disse begreber er stadigt stigende.

Diskussionen har mange dagsordener – fra de politiske til de socialpædagogiske. Politikere og forvaltningsfolk, ja selve tidsånden, kræver at den socialpædagogiske indsats skal baseres på evidens, det vil sige på viden om hvad der virker. Det udførende led, altså døgninstitutioner, opholdssteder, socialpædagogiske tilbud, kan opleve at det giver dem en mulighed for at legitimere deres arbejde og deres faglighed. De ønsker også at indsatsen bliver bedst mulig, men samtidig siger de højere og højere at hele kontrolræset tager tid fra netop indsatsen.

Ved vi hvad der virker? Kan forskningen overhovedet give svaret på det? Og når forskningen fortæller os hvad der virker og ikke virker, betyder det så reelt noget i den politiske virkelighed? Eller er det dagens politiske dagsorden, der afgører om man tager forskernes resultater til sig? Et klart eksempel på hvor forskningen ikke fik betydning var i beslutningen om at nedsætte den kriminelle lavalder. Alle forskere fortæller med baggrund i deres forskning at kriminelle kommer fra ekstremt belastede familier. Kriminalitet starter altid som sociale problemer. Ydermere viser forskning at behandling i et lukket regi fx ungdomsfængsler ikke virker. Beslutningen om at nedsætte den kriminelle lavalder er med andre ord taget mod bedre forskningsmæssig vidende.

Inge Bryderup, lektor ved Institut for Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, har forsket i adskillige år i udsatte børn og unge. Netop nu er hun i gang med et projekt om familiedøgninstitutioner, hvor hun undersøger indsatsen i forhold til anbragte familier på 11 familiedøgninstitutioner.

Hun har holdninger til dokumentation og evidens i socialpolitik og socialpædagogik, og til de faldgruber de kan rumme. Det indvier hun i LFS en gruppe tillidsfolk og ledere fra børn- og ungeområdet under Socialforvaltningen om.

Hun kridter banen op historisk. Den første periode ligger fra 1905 til 20’erne. Her handler socialpædagogikken om opdragelse af arbejderklassen. Mål og midler er samme sag, og det står på hårdt arbejde, disciplin, afsondring og straf. Næste periode er fra 30’erne til 60’erne. Socialpædagogikken oplærer os til lønarbejde i disse år, disciplinen skal internaliseres, så vi bliver gode lønarbejdere. Opgaverne er klare, og de afvigende skal integreres så de kan passe et arbejde.

”I den tredje periode, op til nutiden, har vi et højt individualiseret samfund. Hvor vi tidligere skulle integreres til et homogent samfund, så lever vi nu i en individualiseret verden. Også selve det socialpolitiske rummer mere og mere individualisering af ansvaret.”

Nye kontrolformer

De socialpolitiske udviklingstendenser kan forklares med anvendelsen af to nøglebegreber, fortæller hun. Målrationalitet og kontraktstyring.

I målrationaliteten ligger der et styringsprincip, hvor et mål er defineret på forhånd, kun midlerne kan diskuteres. Socialpolitikken formulerer centrale mål, alle kommuner afgiver skriftlige mål, og disse kræves implementeret ude på institutionerne. Målrationaliteten siver helt ned til praksis.

Kontraktliggørelse er den anden side, kontrakten kommer til at definere de socialpolitiske metoder, med fokus på relationer i den ene ende og fokus på sanktioner i den anden.

Inge Bryderup har lige afsluttet et forskningsprojekt om unges holdninger til fængsel og straf på den ene side og behandling og socialpædagogik på den anden.

”De unge sondrer tydeligt mellem det relationsbaserede som foretages af pædagoger, mens sanktionerne foretages af dem, som de unge kalder ”de voksne”, formodentlig fordi de får dem til at føle sig som børn.”

Individualiseringen er affødt af opløsningen af traditionsbundne livsmønstre, peger hun på.

”Vi bliver fri af tidligere tiders traditioner, både uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og boligmæssigt. I princippet er der frit valg på alle hylder. Samtidig er der en tendens til via socialpolitikken at institutionalisere individet. For der er også noget andet i gang, nye kontrolformer, nye krav, nye hindringer. Som fx kravet om at man skal være i stand til at føre sit eget liv.”

Hun henviser blandt andre til den engelske forsker Nigel Parton, som har skrevet om de omfattende kvalitative forandringer, han ser på spil i forholdet mellem stat, familie og økonomi. Han mener at tendensen går mod enten fuldt forældreansvar eller fuldt statsansvar. En udvikling med doktriner om individuelt ansvar og frihed, og med tendenser til på én og samme tid en reduceret stat og en stærk stat, der fremmer familielivet og social disciplin. En stat som overvåger men kun griber ind når ting går helt galt, og et socialt arbejde der bliver kontrollerende, autoritativt og besluttende.

”Vi ser tendenserne i Danmark allerede nu, til både en reduceret stat og en styrket overvågende stat som sjældent intervenerer. Men når den gør, er det mere omfattende fx i form af tvangsfjernelser og tvangsadoption. Og vi ser at socialpolitik og socialpædagogisk arbejde bliver kontrollerende og besluttende, med få muligheder, begrænsede valg – vi beslutter på klientens vegne.”

Test og forskningsoversigter

Og forskningen, som hele den evidensbaserede indsats hviler på, hvordan har den det? Er den en uvildig, grundig sparringspartner? Eller sker der en forsimpling, ja til tider fordrejning af resultater?

Den internationale forskning møder vi bl.a. i Pisa-resultaterne, som har hærget folkeskolerne i årevis. Denne type testundersøgelser, som er en heftig forskningstrend, støttes ofte af internationale organisationer som fx OECD.

Hvad vi kan bruge det til? Det har lærerne også stillet spørgsmål til.

”Der er påbegyndt en standardisering. Og det gælder ikke kun i skoleverdenen, det gælder også i socialpædagogikken. MST behandling er det bedste eksempel”, siger Inge Bryderup. MST er en evidensbaseret familiebehandling til unge med adfærdsproblemer.

Når denne standardisering (og evidens) tager form, er det gennem forskningsresultater af forskellig slags.

”Forskningen er gennem de seneste år præget af flere og flere rene forskningsoversigter. Oversigter har gennem mange år været en del af forskningen, brugt som indledning og et afsæt i forhold til ens egen selvstændige forskning. Men nu er det blevet professionelt accepteret at rigtigt meget forskning udelukkende er oversigter – uden egen forskning.”

Til forskningsoversigterne bruger man databaser og vælger søgeord, man laver afgrænsninger i sin søgen, fx til kun kvantitative undersøgelser eller til en bestemt type forskning. Det giver alt sammen risiko for fejl, hvis den søgende fx ikke kender nok til nationale og internationale forhold, til den relevante lovgivning eller til områdets fagudtryk. Og derfor ikke kan vælge de rigtige søgeord. Inge Bryderup tager et par eksempler. En forskningsoversigt, som konkluderede at der sker sammenbrud i over halvdelen af alle anbringelser af unge. Men hvis kigger dem efter i sømmene, så handler de fleste af undersøgelserne om familiepleje, og dem har vi kun få af blandt unge i Danmark. En illustration af hvor svært det er at overføre viden fra et land til et andet. Et andet eksempel er en forskningsoversigt, som konkluderede at der ikke findes relevant forskning om intern skolegang på døgninstitutioner, fordi søgeren ikke vidste at intern skolegang kaldes ”specialundervisning”. Man skal med andre ord forholde sig meget kritisk til forskningsoversigter.

”Problemet er at der sker en kæde af reduktioner. Når jeg læser disse forskningsoversigter ser jeg bag om konklusionerne og vurderer grundlaget for dem, men det gør politikerne ikke. De godtager dem som viden og som universel viden. Forskning er nøje forbundet med politik”, understreger Inge Bryderup.

Yippee-projektet

Det er fint at bruge international forskning, men det skal være forskning, som er med til at skabe ny viden.

”Komparativ forskning fx kan bruges til se hvor en række lande ligner hinanden og hvor de adskiller sig”, fortæller Inge Bryderup.

Hun deltager selv i Yippee-projektet, et forskningsprojekt, som bruger komparative, kvalitative og kvantitative metoder i forhold til at undersøge anbragte og tidligere anbragte unges vej i uddannelsessystemet efter folkeskolen i fem europæiske lande, Danmark, Sverige, Ungarn, UK og Spanien. Det er fem lande med ret forskellige velfærdssystemer, og idéen er at undersøge de barrierer, de unge har og møder. Projektet forventes færdigt til næste efterår.

”Der er stor forskel på, hvor mange børn og unge der anbringes, Danmark og Sverige har de højeste tal, men Danmark har på mange andre måder mere til fælles med Ungarn end med Sverige. Alle fem lande betoner betydningen af efterværn – i ord i hvert fald. Der er meget lidt forskning på dette område, og i Danmark er det 17-18 pct. af de anbragte unge der får efterværn.”

I det hele taget er det et område hvor man har meget lidt viden, men international forskning viser at kun få tidligere anbragte børn får en højere uddannelse, og de opnår ofte dårligere eksamen i de uddannelser de tager.

”Min pointe er at man først ved at fordybe sig i problemstillingerne kan få viden. Det er bekymrende med disse tendenser i socialpolitisk forskning, med testforskning og oversigter som ofte ikke er anvendelig for praksis. Men international og komparativ forskning kan producere ny viden, og vi kan blive klogere på egen praksis, når vi ser på andre lande.”

Der er brug for meget mere forskning på de socialpædagogiske områder og for flere penge til det, så det hele ikke ender i forskningsoversigter og statsligt rekvireret forskning.

”Der er ikke meget fri forskning tilbage. Hvis fagforeningerne vil have fri forskning, så skal de give flere penge til det. Det ville også være godt, hvis socialpædagoger inden for området selv kvalificerer sig fx gennem masteruddannelse, så de kan bruge forskningen og de kan kritisere forskningen.”