Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Af Britt Petersen, formand
Farcen om indkøbsordningen i København
Indkøbsordningen blev i sin tid indført for at alle kunne spare ved at udnytte stordriftsfordele. Knapt var ordningen dog indført, førend de første institutioner meldte, at de på en lang række varer i indkøbsordningen skulle betale mere, end de var vant til, eller mere end de kunne få varerne til andre steder, hvor de før kunne købe ind.
Siden har både vi i LFS og en lang række ledere og medarbejdere rundt om i kommunen brugt enhver anledning til at råbe politikerne op. For det er ikke kun et spørgsmål om at varerne i indkøbsordningen var alt for dyre, det er jo også sådan at alle kommunalt ansatte ledere er forpligtet at bruge indkøbsordningen, og så er det jo helt galt, for alt for dyre priser betyder at der går penge fra det sociale og pædagogiske arbejde.
I forsvaret for indkøbsordningen har vi hørt mange sjove argumenter, på det seneste at man jo skal tænke på at varerne leveres til døren og faktureres. Gad vide hvordan varerne før hen landede i institutionerne? Hvor dumme tror embedsmænd og politikere egentlig vi er?
Mens vi venter spændt på, hvordan overborgmesteren vil sikre at vi ikke fortsætter dette misbrug af offentlige midler, er der noget andet og ligeså alvorligt, som er kommet frem i forbindelse med at både vi og nogle af ”vores” ledere har været i medierne om indkøbsordningen og de uhyrlige priser.
Det er åbenbart ikke alle, der har kunnet tåle at vi og lederne har kritiseret indkøbsordningen. Koncernservice valgte desværre, så snart nogle af lederne var i pressen, at ringe meget truende rundt med besked om, at de i løbet af to timer ville hente alle bilag på de pågældende institutioner.
Opringningerne var af en sådan karakter at lederne følte sig truede, og de var usikre på om deres job nu var i fare. Det er magtmisbrug af værste skuffe, og det har vi i LFS selvfølgelig taget hånd om.
Det nyeste nu er at nogle af firmaerne i indkøbsordningen også er begyndt at ringe til de ledere, der har været i pressen. Ganske ubehagelige opringninger, som for os mere end antyder at vi vist har fat i en rigtig beskidt sag.
Vores budskab til alle ledere er, at vi nu ikke længere er i fasen med ytringsfrihed. Nu er vi i fasen hvor I har ytringspligt, I er nødt til at stå offentligt frem med alt, hvad I ved om indkøbsordningen, og med alt hvad der har været og kommer som følge af det fokus, vi nu har sat på indkøbsordningen.
Ingen, hverken borgere, brugere, ansatte eller for dens sags skyld politikere i Københavns Kommune kan leve med hverken magtmisbrug eller misbrug af midler givet til at drive velfærd for.