Femårig med Kompetancehjul

Hvis Fanden skulle lave en slags soduko på Jorden og more sig med at få os til at udfylde spørgeskemaer hos hinanden, må han fryde sig mere og mere. Vi kan ikke længere forlade os på samtaler og korte, præcise konklusioner. Nej, alt skal pensles ud i sidelange skemaer med spørgsmål og svar. For tænk, hvis vi overså et eller andet.

Kronik af Birgit Bjerre.
Strategisk planner og kunstner. Udvikler målgruppeindsigter til virksomheder i firmaet Bmærk. Underviser i præcis kommunikation. Desuden tekstforfatter. Uddannet på det Jyske Kunstakademi samt Medievidenskab. Mor til tre drenge på 5, 12 og 16. birgit@bmaerk.dk

Vores dreng skal starte i skole næste sommer. Tror jeg. Den 12. november får jeg et 22 sider langt kompendium med hjem fra børnehaven. Det skal hjælpe mig med at vurdere, om han er skoleklar. Et af spørgsmålene er, om han er i stand til “at skelne mellem adfærd i parker og på legepladser”. Da jeg ser, at skemaet skal resultere i en slags Mercuri Urval-inspireret kompetencehjul, er jeg ved at gå bagover. Skemaet ligner det, voksne møder ved ansættelser. Den tanke, at selv en 5-årig ikke kan undsige sig at få skemalagt sin personlighed, før han starter i folkeskolen, gør mig rasende.

Min dreng kan heldigvis cykle, før han får sit kompetencehjul. Det er rart at vide, inden han skal vurderes på sine seks kompetenceområder, hvori indgår “hans evne til at indgå i kulturelle forskelligheder”. Men kan han finde på “umotiveret at knække grene af træer og ødelægge dyrs bostæder?” Jeg bliver da lidt i tvivl. Hvis han kan finde på det, vil han garanteret vente, til jeg ikke ser det. Men: Kan han finde på at “gå på tynd is og kravle ud på rådne grene?”. Eller: “…Viser han sin interesse for og nysgerrighed efter at deltage i kulturelle aktiviteter?” Jeg begynder at grine. Sagde han ja eller nej, da jeg spurgte i sommer, om vi skulle gå på Aros? Smilede han, eller smed han med sit mælkeglas? Skal jeg skrive det med mælkeglasset i skemaet, eller skal jeg lade være?

Egentlig kunne jeg vel bare udfylde skemaet, jeg kan jo både læse og skrive. Så hvad er problemet?

Spørgeskemaet er sikkert lavet med de bedste intentioner. Men det efterlader vigtige spørgsmål om vores syn på børn og ikke mindst vores omgang med de ressourcer, vi har til dem: Hvor mange penge skal vi bruge på evaluering af børns kompetencer? Kan vi leve med, at pædagoger og lærere skal bruge deres tid på disse skemaer? Hvad får børnene ud af det? Og risikerer vi at forstærke tendensen til, at både forældre, pædagoger og børn får stress af at detaljeevaluere på alle fronter?

De, der foranstalter analysen, lever af det

Der er ingen tvivl om, at mange forældre vil elske en kortlægning, når det handler om “lille Rasmus” og hans formåen. Men hvad er ønsket om evaluering og kortlægning egentlig et symptom på? Er der en tendens til at brillere med analyser for at demonstrere både faglighed og grundighed? Det svarer til at tænke: ”Vi ved en masse. Det er ikke nok at praktisere, vi skal også dokumentere.” Her træder analyserne og dokumentationen virkelig i karakter. De er ikke bare et velvilligt værktøj, men i høj grad skiltning. I og med at lærerne er blevet tvunget til at udføre lærerplaner, er pædagogerne blevet efterladt i et vakuum med præ-skolebørn. Kan det tænkes at Videncenter for PædagogiskRådgivning i Århus Kommune vil vise sin faglighed? Selvfølgelig. Kan det tænkes, at evalueringer ofte er en metode i såvel offentlige som private virksomheder til at flashe sin eksistensberettigelse? Naturligvis. Men det har aldrig gavnet folk uden for fagene, at fag skal vise deres faglighed på skrift. At vi har lange skemaer til at vurdere børnehavebørn gør ikke skolestarten bedre. Det får heller ikke pasningen til at virke mere seriøs. Kompetenceskemaer komplicerer de enkle ”gammeldags” samtaler mellem pædagoger og forældre, som var uden 54 spørgsmål og 216 svarmuligheder. Samtaler, som i sagens natur var mere individuelle, humoristiske, elastiske... og uskematiske.

Jo mere vi ved…

Hvis Fanden skulle lave en slags soduko på Jorden og more sig med at få os til at udfylde spørgeskemaer hos hinanden, må han fryde sig over disse skemaer. Vi kan ikke længere forlade os på korte, præcise konklusioner. Nej, alt skal pensles ud i sidelange skemaer. For tænk, hvis vi overså et eller andet. Tænk, hvis vores beslutninger om børnene ikke lignede én stor analyse. Vi overbeglor derfor vores børn for at se, om de bliver selvstændige! Det i sig selv er et paradoks.

Analyser er populære, og i selve analysens natur ligger ofte en helt særlig grundpræmis: Jo mere vi ved, jo klogere bliver vi! Men bliver vi det? Jeg kan ikke se bort fra, at det kompendium, jeg får med hjem, er på 22 sider og indeholder hele 54 spørgsmål. Og jeg mærker straks, da jeg ser kompetencehjulet, den kraftige em af rekrutteringskonsulent. Men hvad er det helt præcist, vi er usikre på, når vi får brug for at skematisere, analysere og evaluere helt almindelige børnehavebørns kompetencer? Er det pædagogerne, vi er usikre på: Om de kommer omkring ”det hele”? Er det forældrene, vi er usikre på: Er de klar over at barnet skal være skoleklar på alle punkter? Er det børnene, vi er usikre på? Har vi lavet børn, som på alle punkter lever op til det en ideel samfundsborger skal opfylde?

Det ideelle barn

Skemaer vil altid kategorisere og ordne mennesker i systemer, og de har altid et bestemt mål for øje. I dette tilfælde får man på skalaen ”kan ikke endnu – kan” en stærk fornemmelse af, at man helst skal ”kunne”. Målet med evalueringen af barnets kompetencer er ifølge Pædagogisk Rådgivning i Århus Kommune at få et redskab til samtale. Ikke en egentlig evaluering af kompetencer. Ironisk nok er det blot dét, hele analysen går ud på: at lave et kompetencehjul. Idealet er at opnå kompetencerne. Skemaet indeholder for eksempel ikke et mål, som hedder: ”Har en udpræget beskidt humor, som umiddelbart kan misforstås, men som vinder i længden”. Eller: ”Har en evne til at gøre en masse ting, han ikke kan finde ud af, dummer sig mindst 18 gange årligt og formår at prøve sig frem uden at skamme sig”. At lave målsætninger ved hjælp af ønskede kompetencer er med andre ord at formulere et idealbarn.

Hvad får vi ud af det?

Det kommer måske ikke bag på nogen, at småbørn nu skal til “HR-vurdering”. Det ligger måske endda i tiden. Det er blot hovedløst. Det er hovedløst i den forstand, at de politikere, som sidder med budgettet, har glemt at spørge sig selv, hvad de får. Det, vi havde før, var samtaler. Det, vi har nu, er HR samtaler med flakkende øjne og afkrydsninger. Jeg vil påstå, at skemaet er udtryk for en mistillid til, at forældre og pædagoger i samarbejde kan komme omkring de væsentligste ting omkring barnets skolestart. Jeg vil kritisere, at vi i en tid, hvor forældre er for optagede af, hvad lille Rasmus formår ”til tiden”, endnu engang fodres med en skala over kompetencer. Det er uhørt og viser dårlig fornemmelse for den debat, der netop foregår om forældrenes stress over børns kompetencer.

Hvordan gik samtalen så?

Mit barn kommer i skole uden kompetencehjul. Jeg vil ikke spilde mine pædagogers tid mere, end den allerede er blevet spildt. Lærerne må lære ham at kende ud fra de korte beskrivelser, pædagogerne laver i forvejen. De må leve med at “ansætte” ham i 0.c uden at have haft et konsulentfirma på sidelinjen. De må selv erfare, om han “er motiveret for kulturelle tilbud” eller “kan skelne mellem adfærd i parker og på strande…”. Og imens vi analyserer detaljeorienteret på hinandens kompetencer som pædagoger, børn, elever, forældre, kunder og ansatte, i lange tunge skemaer, så bevæger livet sig i alle mulige uventede retninger. Vi bruger ressourcer på detaljer, som risikerer at forsvinde i tågen af endnu flere detaljer. Om mit barn “knækker grene af træer” eller “argumenterer i cirkulære bevægelser” står hen i det uvisse. Men skemaet bliver et symbol på de tåbeligheder, vi udfordrer hinanden med, når vi ikke længere tør spørge: Hvad skal vi med det?