Klubben

Et frit fællsskab

Af Lene Outzen Foghsgaard

Gode sociale kompetencer og en stærk social identitet afgør, hvor glat eller mindre glat det kommer til at gå, når vi møder andre mennesker gennem livet. Skolen prioriterer arbejdet med de sociale relationer og kompetencer i de mindre klasser, men senere skifter fokus til primært kun at handle om fagligheden. En social redningsplanke for de 11-13 årige kan være klubben. Her ligger et kæmpe potentiale.

”Skoleklassen er et skæbnefællesskab, ikke et fællesskab, man selv har valgt. Det betyder, at man guddødeme bare må finde ud af det sammen. I den klasse, jeg fulgte, var der seks drenge og 13 piger, og der var nærmest ikke nogle venskaber mellem drengene. De var ligegyldige overfor hinanden, og her var klubben et tiltrængt alternativ til det skrøbelige fællesskab i skolen.”

Ditte Winther-Lindqvist er psykolog og ph.d. I sin afhandling beskæftiger hun sig med de sociale relationer og den sociale identitet, og målet med forskningen har været at sammenligne udviklingsrummet for små børns sociale identitet med de 11-13åriges. Undervejs i forløbet sad psykologen blandt andet med som fluen på væggen i en sjette klasse og kom helt tæt på det sociale liv, der udspillede sig her. For hende er der ingen tvivl om, at klubben rummer et stort potentiale for de større børn, der i skolen ikke bliver mødt i et engagerende socialt fællesskab.

”Når det kommer til det sociale liv, har børn i børnehaven den fordel, at de stadig leger. Legen giver rig mulighed for at afprøve sig selv i masser af forskellige aktiviteter og roller. Det fritidspædagogiske område rummer de samme muligheder. Her er der, ligesom i daginstitutionen, tid, lydhørhed og masser af mulighed for at tilbyde frivillige aktiviteter, hvor børn og unge kan møde ligesindede – modsat skolen, hvor de sociale aktiviteter i de større klasser er mere styrede og i mange tilfælde kun begrænset til at foregå i frikvartererne.”

Ifølge Ditte Winther-Lindqvist er styrken ved legen, at børn kan danne dyrebare relationer. Legen fylder kvalitet ind i venskabet, for i aktiviteterne kommer parterne til at kende hinanden godt. Legen giver mulighed for at agere som sig selv, men også i rollen som en anden, og det er væsentligt i forhold til selvopfattelsen. Problemet er dog, at legen på et tidspunkt bliver kontroversiel. Den bliver noget, børn begynder at stille sig kritisk og spørgende til, og det sker typisk omkring 11-13års alderen.

Nogle børn bliver selvfølgelig ved med at lege, trods kammeraternes eventuelle latterliggørelse, men for de fleste tweens er det ikke længere legitimt – det er kun for pattebørn, og samværet får et andet indhold.

”De eneste fælles aktiviteter, der bliver tilbage, er de faglige, og her er det læreren, der er initiativtageren og den, der sætter dagsordenen. De børn, der måske stadig gerne vil lege, kommer til at føle et socialt tomrum.”

Psykologen forklarer, at dygtighed på et fagligt niveau er vigtigt, men ikke nok! Børn og unge har behov for også at tilegne sig sociale kompetencer for at kunne klare sig bedst muligt under uddannelse og senere på arbejdsmarkedet. De sociale kompetencer kan styrkes via fælles skabende projekter, hvor barnet oplever at få sit personlige engagement og motiv spejlet. De projekter har trange kår i nutidens skolesystem.

Kan de andre li´ mig?

”Unge mennesker er totalt opsatte på at have en positiv social identitet. Det handler om, hvem de synes, de er, og hvem de tror, de kan blive i gruppen. Tilhørsforholdet har betydning både for selvopfattelsen og selvtilliden. Får den 11-13årige positiv bekræftelse fra kammeraterne, eller bliver han/hun set skævt til? Fordi den sociale identitet altid skabes i relationen til andre og gennem de aktiviteter, vi indgår i, har den grobund i summen af alle de erfaringer, de unge hver især bærer på. Har vedkommende flest erfaringer med at være den, der ødelægger tingene for de andre, eller er han/hun den, ingen lægger mærke til — så er det det selvbillede, der bæres på. Faktum er dog, at hver gang vi i livet skifter scene til en ny gruppe af mennesker, så har vi muligheden for at ændre orientering og også måde at deltage i fællesskabet på”, fortæller psykologen.

Hun forklarer, at der blandt de 11-13årige konstant foregår identitetspræsentationer og forhandlinger, og når legen ikke længere er samlingspunktet, vil der opstå en anden form for fællesskab. Hvem er venner med hvem? Hvem går i det kiksede eller fede tøj? Hvem har en klam eller en lækker madpakke med i tasken? Hvem gider gå til musikundervisning, og hvem elsker ”Paradise Hotel”, som er det cool program på TV3?

Samværet bliver indholdstømt, og det kan føre til mange anti-aktiviteter i stedet for positive aktiviteter, forklarer Ditte Winther-Lindqvist, og selvom det kan lyde som ren overflade at pege hinanden ud, så er det desværre en overflade, der kommer til at stikke dybt, hvis ikke der er et fælles samlende projekt, der kan sætte andre værdier i spil.

Lystbetonet

Men hvad er så ifølge psykologen et fælles samlende projekt? I skolen i dag er der vel masser af eksempler på projekter, hvor eleverne arbejder på kryds og tværs om en given opgave. Er det ikke godt nok?

”Når jeg taler om projekter, så handler det om aktiviteter, hvor børn og unge møder deres motivation. Det er nøgleordet. Det kan være, at projektet har en særlig orientering mod interesser som f.eks. ridning, rollespil, fodbold, spejder osv., og det kan også være, at projektet har et fagligt fokus. Essensen er, at projektet må være lystbetonet at deltage i – indholdet skal knytte sig til, hvad jeg gerne vil og være båret af et personligt engagement. Jeg mener ikke, at man kan pådutte nogen et projekt. Læreren kan godt kalde den næste gruppeopgave om ”2. verdenskrig” for et projekt, men aktiviteten fanger ikke nødvendigvis den enkeltes engagement. Selvfølgelig kan læreren påvirke børnenes perspektiv undervejs, så de kommer til at opleve et engagement, men som udgangspunkt er aktiviteten dikteret ovenfra med det formål først og fremmest at fokusere på det faglige indhold.”

For Ditte Winther-Lindqvist er interessebaserede projekter især vigtige for de 11-13årige. De hjælper med at opbygge en social identitet og styrker samtidig de sociale kompetencer, der er så afgørende for at kunne blive en god og lydhør samarbejdspartner, der føler en forpligtelse og et ansvar overfor andre. Hun forklarer, at der selvfølgelig sagtens kan opstå konflikter og modsætninger også i det fælles projekt, men at de vil være af en mere sekundær karakter. Fællesskabsfølelsen vil sejre.

Klubben som fællesskab

Psykologen håber blandt andet med sin forskning at kunne råbe vagt i gevær i forhold til gruppen af 11-13årige, der ikke, som den gængse opfattelse ellers er, bare klarer sig. Socialt set gør de nemlig ikke. De har brug for hjælp!

”Jeg har ikke direkte beskæftiget mig med de ældre årgange, men min fornemmelse er, at jo tættere vi kommer på udskolingen, jo bedre klarer de unge sig socialt, fordi man på de ældre klassetrin lettere får adgang til aktiviteter uden for skolens regi. Man kan f.eks. selv cykle til og fra drama kl. otte onsdag aften, hvis det er her, man finder sit fællesskabende projekt. For migat se kan klubben være det frirum, hvor man udelukkende tager udgangspunkt i børnenes motiv. Her findes ikke de samme krav til læring, som man finder det i skolen, klubben kan selv definere sit indhold.”

Eksempler på gode engagerende projekter kunne ifølge Ditte Winther-Lindqvist være, at klubben arbejder med teater eller måske graffiti, spiller rollespil eller arrangerer mini-OL – helt afhængig af, hvad de unge interesserer sig for. Psykologen peger på, at styrken i klubben jo netop er, at samværet går fra at være baseret på et skæbnefællesskab (som i skolen) til kun at bygge på interesse og lyst. I klubben er man ikke bare sat tilfældigt sammen, de 11-13årige er selv med til at planlægge og få tingene op at stå.

”De fleste klubpædagoger ved godt, hvilken position børnene har i skolen, og det kan de tænke ind, når børnene kommer hos dem, hvor der er mulighed for lydhørhed på en helt anden måde end i skolen. Det, de unge er engagerede i og gerne vil beskæftige sig med, kan tages alvorligt.”

Ditte Winther-Lindqvist ser en fare i, hvis fritidspædagogikken mener, de skal agere skolens forlængede arm. Skolen har sin egen dagorden, og der er meget god pædagogik i skolen, understreger hun, men mål og krav må ikke begynde at sive ud i institutioner og klubber. Klubberne skal tænke sig selv som selvstændige tilbud med selvstændige mål. De skal have deres egen identitet og pædagogik, der ikke er dikteret af skolens behov, f.eks. med lektiecafeer. Ikke at lektiecafeer er dårlige, forklarer psykologen, men klubben må tænke sig selv som en jævnbyrdig spiller. I praksis kommer der selvfølgelig tit til at ske det, at børnene har nogle særlige behov, fordi de har været på hele dagen i skolen. Nogle har måske bare lyst til at flade ud med tegneserier og computer, og det er helt okay, men tilbuddet om projekter bør altid være der.

Vind-vind

”Al god pædagogik handler jo om at, vi udvikler os i forhold til andre ved også at give noget af os selv til relationen. Her har den voksne klubmedarbejder et personligt ansvar, for hans eller hendes engagement vil uden tvivl påvirke børnenes oplevelse. Når børn og voksne i klubben indgår i projekter sammen, så må det derfor aldrig kun være for den ene eller den andens skyld. Et frit, selvvalgt fællesskab er kodeordet – også når det kommer til klubpædagogen, ellers virker det ikke”, fortæller Ditte Winther- Lindqvist.

På feltstudiet i sjetteklassen oplevede hun i den grad klubben som en social redningsplanke for i hvert fald fire af klassens seks drenge. De sagde direkte, at de hver dag glædede sig til, at skolen sluttede, så de kunne komme i klub og spille rollespil! Det var her passionen lå. I klubben var der en ung og engageret klubpædagog, der på eget initiativ havde stablet et rollespilsprojekt på benene, hvor en større gruppe drenge deltog. De her drenge havde jo stadig lyst til at lege, de gjorde det måske også derhjemme i det skjulte, men ikke i skolen, for her var normen blandt især pigerne, at leg var yt! I klubben derimod blev legen gjort legitim.

”Min pointe er, at de gode klubber kan spille en vigtig rolle, hvis de ellers forstår at skabe rammerne for frie selvvalgte fællesskaber. Fællesskaber, hvor tweensene kan finde sammen med ligesindede i nye positive konstellationer og oplever at blive mødt i deres engagement. Det jeg oplevede blandt sjetteklassedrengene var netop, at de følte sig mødt og blev i stand til at udvikle dyrebare sociale relationer, som de ellers ikke ville have udviklet.”