Fritidscenter Gyldenrisparken

Af Elisabeth Lockert Lange

Når stort er godt

Åbne lyse rum med masser af muligheder for udfoldelse og alligevel hyggeligt med respekt for de enkelte børnegrupper. Den holdning og erfaring tager Fritidscenter Gyldenrisparken med 110 børn med sig, når der det næste halvandet år skal opbygges et børnehus med op til 500 børn. Børnefabrik? Slet ikke, tværtimod et hus med masser af kreative muligheder og stor fleksibilitet, siger lederen Ib Frank.

Luft, lys og fleksibilitet. Det om noget karakteriserer den integrerede 6-18 års institution på Amagerbrogade, Fritidscenter Gyldenrisparken.

Leder Ib Frank har været med i 43 år. Først i den gamle institution som lå midt i boligbebyggelsen Gyldenrisparken og i de sidste to og et halvt år i den integrerede institution, som med sine 110 børn mellem 6 og 18 år, ligger i stueetagen ud mod vejen. Og der kommer flere ændringer, for det er besluttet at hele bygningen skal fyldes med børn. Et børnehus i fire etager med børn fra 0 til 18 år skal stå færdigt til september 2011. Ca. 500 børn i alt kommer til at udfolde sig i Børne- og ungdomshuset Gyldenrisparken.

Tanken om en sådan mammut institution sætter gang i mange menneskers fordomme om børnefabrikker.

Men det synes Ib Frank slet ikke det bliver. Han er, som han selv siger, positiv over for det meste. Og han taler om muligheder og kreativ udfoldelse for børn og unge.

”Ja der er stor volumen, men vi producerer jo ikke en pasningsordning. Man tænker anderledes, med fleksibilitet, og så indretter man ud fra at man ikke vil skabe en børnefabrik. At man i stedet vil skabe muligheder og kreativ udfoldelse for mange børn. Vi gør det selv til noget. Og så skal man selvfølgelig også udnytte fordelene ved at være én stor institution, fx at man har fælles faciliteter som sportshal, vaskeri og depotrum.”

Hans egen institution med fritidshjem, fritidsklub og ungdomsklub er et glimrende eksempel på, hvordan man kan gøre det, med det store åbne rum med mulighed for aktiviteter til alle sider.

”Der var da en skepsis over for det åbne rum i starten, om det ville give problemer, men nu var det åbent, og så arbejder vi med og inden for det, siger jeg.”

Hans oplevelse er da også det er modtaget positivt, hos både børn, forældre og personale.

Væk med væggene

Ib Frank viser rundt i et hus med luft og vidder, og så alligevel hyggeligt og med afgrænsede kroge. Her kan man både være i kontakt og være i fred.

Her om formiddagen er der kun få børn, nemlig de nye, som starter i skole til efteråret, men de der er kaster sig over klatrevæggen i et grønt lyst område i kælderplan. Andre leger i den indendørs legeplads med legehus og legetårn, eller i hyggeområder rundt omkring. I mere afgrænsede rum laver et par børn lektier.

Hele byggeriet Gyldenrisparken blev startet i 1964 under Lejerbo, og tre år senere var daginstitutionerne til børn i alle aldre klar inde midt i byggeriet. På det tidspunkt, i 1967, kom Ib Frank til, helt tilbage til ”der ikke var en stol at sidde på”.

Og der lå institutionerne til 2007, de sidste år i venten på at der skulle tages en beslutning i Børne- og Ungdomsforvaltningen om, hvad der skulle ske med dem, når Gyldenrisparken blev renoveret. Beslutningen endte med at Den Grønne Planet, som var en af institutionerne, blev placeret i den ene ende af bebyggelsen og at fritidshjem, fritidsklub og ungdomsklub blev etableret som Fritidscenter Gyldenrisparken i det der dengang var plejehjem. Og så begyndte en total ombygning.

”Det var heldigt at jeg havde været med fra starten, da vi skulle overtage denne bygning for to og et halvt år siden, for det betød at jeg kunne bidrage med min erfaring og mine idéer til, hvordan det skulle se ud. Og jeg ønskede at alle vægge bortset fra de bærende konstruktioner skulle fjernes. Det kunne heldigvis betale sig økonomisk, så sådan fik vi det.”

Det betyder at institutionens eneste lukkede tværgående væg, som altså er bærende, er ind til sportshallen i den ene ende af bygningen, i klubdelen. Og så står der en række store stolper som bærer resten.

”Jeg ønskede hverken afdelinger eller stuer, det er min erfaring at det ofte skaber adskillelse og konflikter. Men man skal have grupperum i fritidshjem ifølge forvaltningen, så vi skulle finde en måde at bløde dem op på, at gøre dem mere fleksible.”

På hjul

Skydedøre blev løsningen. Der er skydedøre overalt, hvor der skal kunne lukkes af. Ib Frank demonstrerer, lukker til og helt op så rummet er helt åbent igen. Sådanne rum er der tre af med toiletter i hver. Det giver mulighed for fred, fx til lektier, og det giver mulighed for at åbne helt, så man er i kontakt igen.

Yderligere fleksibilitet er skabt gennem hjul. Alt, skabe, sofaer, reoler, ja alt i huset (eller alt som er muligt), er på hjul. En stor fordel, peger han på, for så tager det ingen tid at møblere om, og skabe med fastelavns- eller påsketing kan køres i depot til næste fastelavn og påske.

”Det giver meget mere plads, og det giver mulighed for nytænkning og hurtige skift. Arbejdsmiljømæssigt betyder det også noget, det tager hensyn til personalets rygge, når møblerne ikke skal løftes, men kan køres.”

Der hvor der absolut skal være vægge, er de af glas. Fx ind til personalerummet og kontoret, hvor man skal kunne tale åbent.

”Så er man alligevel i kontakt og ikke isoleret, og børnene får ikke dørene i hovedet for man kan se hvem der kommer løbende, børn løber jo. Men det betyder også at ens nysgerrighed bliver sat på prøve” siger han med et smil.

I den anden ende af det store rum ligger klubdelen, fritidsklub, juniorklub og om aftenen ungdomsklubben. For selv om der er åbne vidder, skal der også være funktionelle afgrænsninger, som gør de små trygge og de store uforstyrrede. Derfor er der dels naturlige afgrænsninger mellem grupperne fx gennem en slags vægrulle, der køres ned til fritidshjemsdelen, når ungdomsklubben overtager om aftenen. Dels klare aftaler om hvornår fx fritidshjemsbørnene kan være her alene.

I denne ende ligger også køkkenet som en lukket køkkenø. Ib Frank kalder det en klods, for det køkken var de ikke glade for. De kom fra et køkken, hvor de lavede mad sammen med børnene, mens dette var tænkt som ét menneskes arbejdsplads.

”Så hvor skulle børnene være? Det var det alt for lille til, så vi har bygget borde på siden, nogle af dem til at slå op. Nu fungerer det godt, for det giver alle børn mulighed for at kigge på, beskuerne kalder jeg dem, og efterhånden kommer de nærmere og pludselig står de med noget i hånden og laver mad.”

Det store forsænkede grønne rum i midten opstod på en idé fra arkitekten, fortæller Ib Frank. At lave hul i kælderen og så få et stort lyst (for der er vinduer helt ned) rum på 64 m2 ud af det.

”Og vi tænkte at når vi alligevel stod med en stor væg, så kunne vi lige så godt lave en klatrevæg.”

Vi er nået til salen eller rettere sportshallen, hvor al slags boldspil kan foregå. Men også motorik af enhver slags via de redskabsskinner, de har fået sat op i loftet: ”her kan de unge lave alt motorisk undtagen højdespring.”

Bag salen ligger musikafdelingen med professionelt mixeudstyr og instrumenter i mængder, foruden synge-med-rum og slappe-af-rum. Her er der vægge.

Hjertesuk og visioner

Der er stor lettelse af spore over at den politiske beslutning om husets fremtid nu endelig er taget. Det betyder at de nu langt om længe får en udendørs legeplads efter at have klaret sig med en indendørs i snart tre år.

”Det har været en turbulent tid, for hvad skulle huset bruges til? Nu kan vi komme videre”, siger Ib Frank og peger ud mod skurvogne og andet byggerod, der hvor legepladsen skal ligge. Men nu er Børne- og ungdomshuset Gyldenrisparken en realitet med stueetagen som den er nu og vuggestue og børnehave opad i huset. Ombygningen starter i august og varer til efteråret 2011.

Planen er at der ud mod vejen skal være legeplads for vuggestuebørnene, og bagtil for alle andre børn. Forvaltning og arkitekter har lavet et forslag, som ikke er helt uden problemer. Ib Frank kommer med et hjertesuk:

”Hvorfor spørger forvaltningen og arkitekterne os dog ikke, før de laver planer? Vi i institutionerne har jo stor erfaring med børn, bygninger og legepladser. Det ville være en stor fordel, hvis de brugte denne erfaring. Så ville jeg bl.a. have foreslået at man etablerede grupperum til at samle akutte ting op, fx skoleløse børn. I det hele taget forslag som skaber større fleksibilitet, men nu tror jeg desværre ikke at det kan nås, for planerne er kommet så langt”, siger han og fortsætter:

”Vi skal mange gange sige til arkitekterne: husk nu… en masse de ikke tænker på. Fx at der skal være toiletter ude på legepladsen, så man ikke skal bruge voksenressourcer på at gå ind med ét barn. Lys og vand på legepladsen. Jeg synes ofte de glemmer sådanne ting. Vi har lige haft et byggemøde med en lille slåskamp. Arkitekterne synes det er en god idé at alle de små skal gennem klubdelen af det store rum, når de skal ud på legepladsen. Men det er ikke en god idé. Hvorfor dog genere en anden gruppe børn. Det forstod de heldigvis, så det har vi fået ændret, så der i stedet kommer trappe fra 1. sal. Vi vil også gerne have et udekøkken på legepladsen, men vi skal understrege for dem at det ikke skal ligge alt for langt væk fra indekøkkenet. Ting skal jo bæres. Den slags tænker de ikke på. Heller ikke på at træer bør være frugttræer og ikke allergene. Men hvorfor spørger de os først i anden fase? I stedet for at efterlyse vores gode idéer helt fra starten. Det er spild af tid.”

Om et forslag om en legeplads på taget og et drivhus på legepladsen bliver virkelighed vil tiden vise. Men legepladsen skal nu nok blive et spændende område uanset, er Ib Frank overbevist om, selvom der bestemt ikke er enighed endnu om, hvordan den indrettes bedst. Hvor forvaltningen gerne vil tænke legepladsen som en helhed, vil institutionen gerne adskille lidt mellem de mindre og de større børn.

”Ét er i nuet at kigge på det men vi skal jo tænke langt frem, og spændvidden i alder er så stor. Mange tænker kun i en bestemt børnealder, men jeg er vant til at tænke fra seks år til 18 år. Der skal være socialt samvær og hygge for de store (ud over multibanen), og der skal være leg for de mindre. Der skal kunne være både bålplads og vandkamp. Hvis vi skal undgå hele tiden at skulle planlægge med, hvem der må være udenfor hvornår, så skal legepladsen indrettes, så forskellige grupper og aktiviteter kan være der på samme tid. Så vi er på forkant med at undgå problemstillinger, når vi er så mange.”

Ib Frank nævner også plads til cykler, dem er der mange af, når vi taler 500 børn i alle aldre. Og der planlægges med alt for lidt plads til dem. Vær forudseende, opfordrer han.