Førstehjælp i bofællesskabet

Af Elisabeth Lockert Lange

De udviklingshæmmede beboere i bofællesskabet Enghaven lærer ikke kun førstehjælp gennem de førstehjælpskurser, som to pædagoger har taget initiativ til at give dem. Det gør de også. Men de får også ny selvsikkerhed og mod til at handle i situationer, hvor de måske tidligere lod pædagogerne tage over. Desværre følger økonomien ikke helt med initiativet.

Engagementet er stort, og det er den viden tre udviklingshæmmede beboere, Thomas, Benjamin og Asger i Bofællesskabet Enghaven, viser de har i deres demonstrationer af hvad de ville gøre, hvis et andet menneske er bevidstløst, bløder eller i det hele taget står i en situation, hvor hun eller han behøver førstehjælp.

LFS Nyt er inviteret ind i bofællesskabet Enghaven, dukken er klar til demonstration, og der er fuldt fokus på fra både de to pædagoger fra Bofællesskaberne Vest, Birgitte Andreasen og Nihat Vorm Tüfekcioglu og fra de tre udviklingshæmmede borgere, som udgør halvdelen af det første kursushold.

De har alle tre helt styr på, hvad der er vigtigst i situationerne, og at det er bedre at handle end slet ikke at gøre noget. Men også den meget menneskelige tvivl om, hvordan man egentlig reelt ville reagere i en sådan situation, hvis nu den var helt virkelig med blod og det hele, får de luftet og diskuteret.

Nu er førstehjælpskurser til udviklingshæmmede borgere i København, ja i Danmark i det hele taget, ikke almindeligt, faktisk er dette et enestående initiativ, fortæller de to pædagoger.

”Vi havde et stykke tid tænkt på og talt om at mange udviklingshæmmede ikke kender til førstehjælp og ikke får tilbudt muligheden for at lære det, sådan som mange andre almindelige borgere får. Vi måtte gøre noget, synes vi”, fortæller Birgitte Andreasen.

Målgruppen er udviklingshæmmede borgere i egen bolig eller i bofællesskaber, det vil sige de som bor alene meget af tiden, hvor der ikke er pædagogisk tilsyn hele tiden, fx ikke om natten, og hvor der derfor ikke er hjælp at få hele tiden.

”Vi mener at netop denne gruppe kan have stort udbytte af at kende de grundlæggende ting i førstehjælp. Især det allervigtigste at vide for disse mennesker, hvordan de standser en ulykke og hvordan de får ringet efter hjælp. Det er i høj grad i deres egen interesse at de kan træde til, og at de oplever de kan gøre noget. Men det er også i kommunens interesse at udviklingshæmmede borgere i fx et bofællesskab kan handle i en nødsituation”, fortsætter hun.

Nihat Vorm Tüfekcioglu supplerer:

”Netop i disse år, hvor man i kommunen har sparet så mange medarbejdere væk i forhold til de bedre fungerende udviklingshæmmede borgere, som vi taler om her, er det ekstra vigtigt at de kan disse ting.”

Særlig pædagogisk tilrettelæggelse

De to pædagoger besluttede at uddanne sig til førstehjælpsinstruktører. De søgte i første omgang naturligt nok Bofælelsskaberne Vest om penge til kurset, men der beklagede man at det var der ikke penge til. De gik videre til LEV, som afviste at støtte projektet fordi det er lokalt funderet, til Nihat Vorm Tüfekcioglus undren og ærgrelse. Det meste starter jo lokalt, og ambitionen er faktisk at brede det ud i landet, fortæller han.

Så fortalte en vikar dem heldigvis at Trygfonden giver penge til netop denne slags aktiviteter, og i fonden syntes de det var en glimrende idé, som de gerne ville støtte med de nødvendige 80.000 kr.

Instruktøruddannelsen er omfattende, med mange timers intensiv førstehjælp og undervisning i selve det at undervise i førstehjælp, med internat og eksamen til sidst. Det ville være ærgerligt, hvis alt det skulle ende med ikke at blive brugt godt og grundigt.

Derefter brugte de tid på at udvikle, planlægge og forberede deres eget kursus til en gruppe udviklingshæmmede beboere i det bofællesskab, de begge arbejder i, Enghaven. For det kræver planlægning at lægge tilrette, hvordan netop denne gruppe borgere skal have viden om førstehjælp formidlet over de to dage med hver seks timer, som kurset varer. Netop derfor valgte de to pædagoger selv at uddanne sig til instruktører:

”Et almindeligt kursus ville gå alt for stærkt for denne gruppe mennesker, derfor udvikler vi vores eget med det pædagogiske grundlag som vi har. Og det vil være en ny planlægning for hver gruppe for netop at ramme deres niveau”, siger de to pædagoger, som har været glade for at være to til både at planlægge og udføre kurset med de mange øvelser. Det ville være svært at stå alene med alle overvejelserne, vurderer de.

Økonomi

Todages kurset er ikke helt gratis for deltagerne. De seks deltagere, der har været på dette første kursus, har betalt 100 kr. hver, penge som går til leje af dukken til at demonstrere hjertelunge- redning og så til lidt kaffe og frokost.

”Det er ikke mange penge, for vi skal jo ikke have penge, vi gør det inden for vores løn, men leje af dukken er der desværre ikke råd til i bofællesskabets budget. Desværre synes mange af de udviklingshæmmede at selv det er for mange penge til at de vælger kurset. Og vi ville rigtig gerne kunne gøre det helt gratis at deltage i kurset”, siger Nihat Vorm Tüfekcioglu og Birgitte Andreasen.

Konkret mangler de 41.000 kr. til køb af tre dukker plus andet udstyr, som passer til kurser med seks deltagere. Og med det beløb ville det være gratis for beboerne at deltage. Derfor søger de igen Trygfonden om midler til de nødvendige redskaber for at kunne drive kurserne og håber på positiv behandling.

Pædagogerne har fået lov til at benytte et lokale i bosted Stubmøllevej, og det er de glade for. Dog er lokalerne ikke helt optimale i forhold til plads, lys og og lyd. Derfor leder de fortsat efter bedre forhold til at holde kurserne i.

Nihat Vorm Tüfekcioglu og Birgitte Andreasen er de to eneste specialpædagoger, som er uddannet som instruktører i førstehjælp, og som giver kurser til udviklingshæmmede borgere. Deres uddannelse adskiller sig ikke fra andre førstehjælpsinstruktørers, men de tog den med netop det mål at formidle en viden om førstehjælp videre til de udviklingshæmmede borgere. Og de har da også ambitioner om at brede deres viden ud i landet. Så fx diverse bosteder kan købe et kursus af dem, som de rejser ud og udfører.

”Vi vil rigtig gerne inspirere og holde kurser for andre. Vi samler erfaringer som kan bruges, og vi får jo en ekspertise efterhånden med mange forskellige beboertyper”, fortæller Birgitte Andreasen.

Også en tanke om en cd-rom med et spil man kan lære med og af ligger på idéplanet. Efter dette første to dages kursus med de seks udviklingshæmmede beboere fra Enghaven, planlægger de to kurser til foråret. Et to dages som dette foruden et kursus på kun én dag til en gruppe dårligere fungerende udviklingshæmmede. Men måske finder de ud af at denne gruppe netop skal have længere kurser og mere tid, det er de åbne for, for som sagt netop nu prøver de sig frem og eksperimenterer.

Succes og selvtillid

At dette kursus for netop denne gruppe beboere har været en succes er tydeligt i de demonstrationer, som de tre udviklingshæmmede borgere med entusiasme giver mig og kameraet. Engagementet er stort, og de sætter pris på den nye viden de har fået, og de udvidede handlemuligheder de oplever.

”Det er en god idé med kurset. Det er godt at lære det, hvis fx en dame falder om på gaden, så man kan hjælpe på en god måde. Der er mange ting jeg ikke vidste før”, som Thomas formulerer det, mens han helt korrekt lægger Asger om i aflåst sideleje.

Nihat Vorm Tüfekcioglu smiler. De to pædagoger har vist oplevet lige så meget positivt under kurset som deltagerne.

”Undervejs i kurset har jeg set at vores beboere kan meget mere end jeg troede. Selvfølgelig skal deltagerne have sprog for at kunne få noget ud af det, men jeg mener at langt de fleste udviklingshæmmede borgere vil have glæde af et sådant kursus. Flere af vores deltagere fortæller at de ikke vidste, hvor små ting der ofte skal til. Og det at de nu ved det, giver dem en ny selvtillid. De oplever at de ikke behøver være passive tilskuere. Netop denne del af kurset ser vi også som en pædagogisk opgave. At de får oplevelsen af de kan noget. Og det kan de”, siger han med eftertryk.

Beboerne får da også mange nye oplevelser undervejs i kurset, ud over den ”hårde” viden. De overskrider grænser, ofte uden at de helt lægger mærke til det, bl.a. ved at de skal røre ved hinanden, spille skuespil og demonstrere over for hinanden.

”Det giver alt sammen selvtillid når de opdager og viser talenter, de ikke vidste de havde. Og vi ser nye sider af dem i disse situationer. Fx når vi er samlet så tæt og taler sammen, så fortæller de hinanden om oplevelser, de ellers ikke har talt om. Så både de og vi kommer ind på hinanden på en anden måde. Og de får mod til at turde handle på områder, hvor det normalt er os der handler”, siger Birgitte Andreasen og Nihat Vorm Tüfekcioglu.

Ros

De to undervisere ved ikke på forhånd, hvordan et kursus udvikler sig med netop den gruppe mennesker, som deltager på det. De siger:

”Vi havde helt andre forventninger til dette kursus end det der skete, det var fantastisk hvordan de gik op i skuespillet og demonstrationerne. Deres viden er så stor, de husker meget. Dette bliver meget spændende, efterhånden som vi underviser flere forskellige grupper og ser forskelle på, hvordan vi skal gribe det an og gøre det.”

Birgitte Andreasen uddyber:

”De er gode til den specifikke førstehjælp med rigtig meget styr på, hvordan man gør. Og så har de været fantastiske til den psykiske førstehjælp. Hun siger til Thomas: ”især du var helt fantastisk i forhold til aflåst sideleje. Thomas overtager: ”og det er svært for der er ben og arme”. Birgitte: ”men du huskede præcist hvordan man gør.” Thomas nikker tilfreds: ”ja jeg tror jeg kan huske det.”

Asgers hukommelse fejler tydeligvis heller ikke noget, og Benjamins empati, hånden på armen, deltagelse, berolige, får mange positive ord med på vejen.

De to pædagoger har talt sig varme om emnet: ”Hvor ville det være fedt, hvis vi kunne køre kurser som internat også. Så vi kunne tage væk, fx på et vandrehjem, og deltagerne kunne opleve tætheden og det sociale om aftenen efter undervisning.”

Deltagerne får i øvrigt bevis for at de har taget kursus, og det er også vigtigt. ”At kunne sige jeg er førstehjælper, det er mig der hjælper først.”