Stort & småt

Af Elisabeth Lockert lange

Automatreaktionen over for store institutioner er ofte negativ. Men den reaktion tager udgangspunkt i forældre og voksne snarere end i børnene, vurderer Britt Petersen.

Hvordan bruger man pengene på børneområdet bedst muligt – i en tid med besparelser på børnebudgettet? Og ikke mindst, hvordan gør man det pædagogisk mest forsvarligt? Det har LFS tænkt grundigt over.

”Når vi peger på store institutioner som en del af løsningen, er det vigtigt at man samtidig taler om fleksible institutioner, for nok skal de være store i forhold til drift, men de skal være små pædagogisk set”, understreger Britt Petersen, LFS’ formand.

Hun afviser at der er tale om børnefabrikker.

”Hvis man taler om børnefabrikker, så er det fordi man har et politisk formål med at gøre det, for hvorfor ellers bruge et udtryk, som giver negative associationer, og som ikke passer med de store institutionerne vi har i dag og heller ikke med dem som er undervejs.”

Britt Petersen præciserer at det LFS ønsker er store enheder ledelsesmæssigt og driftsmæssigt set, men oplevet som små institutioner af børn og forældre. Og det handler ikke om antal børn men om indretning. Hun fremmaner et billede på nethinden: Børnehuset i Nansensgade. Stor ser den ud og stor er den, den gamle skole, men når man træder ind, så føles det småt. For så træder man ind på den etage, hvor man hører til. Det handler med andre ord om pædagogisk set at gøre det overskueligt for børn og forældre, og kun gøre dét stort som giver fornuft.

”En af fordelene ved at bygge i en stor enhed er at man får mulighed for rum, som man ikke ville kunne have, hvis man er en lille institution, fx en sportshal.”

Men man kan da godt lave de store institutioner til børnefabrikker, hvis man ikke tænker sig om.

”Hvis man vælger at misbruge de store enheder, så det kun handler om at proppe så mange børn som muligt ind i en pasningsordning, så kan man sagtens gøre det ellers fornuftige til børnefabrikker. Derfor skal man politisk beslutte, at når man laver store institutioner, så skal man også politisk forpligte sig til at skabe forudsætninger og kreative muligheder, sådan at man får rum, som alle kan benytte, og hvor der ikke er indskrevet børn.”

Det er især vigtigt netop nu, hvor København som bekendt vrimler med børn, og stadig flere end forventet og forudset.

Forældrearbejde

Undersøgelser viser at forældre generelt foretrækker små institutioner. Det sætter Britt Petersen spørgsmålstegn ved pædagogisk set.

”De små institutioner, som forældrene elsker, er ikke altid de bedste for børnene. De giver slet ikke altid børnene de største udfoldelsesmuligheder. Vi ved jo at børn er kropslige og har brug for fysisk udfoldelse, og mange af de små institutioner er uhensigtsmæssigt indrettet til det. Mens nogle af de store er rigtigt indrettet set i børnehøjde.”

Hun fremhæver at når man tænker institutionsstruktur, så skal man tage udgangspunkt i børnene og ikke i forældrene. Men forældrene skal naturligvis inddrages, så de er trygge ved de store enheder. Det er meget vigtigt, og derfor skal forældresamarbejdet organiseres efter det.

”En stor enhed skal være én institution med en budgetmodel der understøtter det, og med én forældrebestyrelse. Det arbejde skal gøres nærværende for forældrene. Det må ikke blive overordnet og formelt, og forældrene skal bibeholde deres reelle indflydelse. Det kan gøres på mange måder, men man skal tænke sig godt om, hvordan man gør det, for det er vigtigt at de er inddraget i beslutningerne på institutionen. Hvis de oplever at de taber indflydelse ved store institutioner, så har vi et problem. Forældreorganisationen har da også peget på dette, men man skal også have det med i betragtning, når man taler med forældrene om, hvordan man kan opbygge den store enhed.”

Timing

Timing er altid afgørende for om noget bliver en succes, og tidspunktet nu er rigtigt, vurderer Britt Petersen. Af flere grunde.

En af grundene er at det i Budget 2010 er besluttet at enhedsprisen i dagtilbud skal ned. Og netop de små selvstændige institutioner er dyre i enhedspris, fordi der er leder og souschef på hver enkelt af dem, uanset om det kun er en 20 børns halvdagsbørnehave.

”Vi insisterer på at flest mulig af de penge, som er afsat til børneområdet, også bruges i børnerelationer, altså som pædagogiske ressourcer, og derfor skal vi kigge, hvordan vi kan reducere nogle af omkostningerne ved driften. I øvrigt ved mange af de små institutioner udmærket at de ikke er bæredygtige, og derfor har vi også haft mange frivillige sammenlægninger.”

En anden grund er lederne. Når man ser på alderssammensætningen blandt ledere og souschef er det tydeligt at mange af dem befinder sig i de helt store årgange, som snart forlader arbejdsmarkedet til efterløn eller pension.

”Der er mange ting, der skal spille sammen, og timingen i at det netop er nu, man skal reducere i ledelse, er rigtig. Derfor er det også nu man skal planlægge, hvis man politisk ønsker at undgå afskedigelser. Med andre ord er nu det rigtige tidspunkt at tage beslutningen om store institutioner.”

Det vil da heller ikke komme som den helt store overraskelse for lederne, som gennem nogen tid er blevet præsenteret for tanker om store institutioner, klynger i forvaltningssprog. Overborgmester Frank Jensen har også luftet tanken diverse steder.

”Og så er der jo heller ikke frit valg, man kan ikke organisere sig som man vil. Vi har fx stadig en borgerlig regering, som varsler markante nedskæringer på kommunernes økonomi. Vi har en økonomisk kommuneaftale for næste år, der skal indgås inden juni. Og så er det jo stadig krise. Hvis man er realistisk, så står vi over for at der ikke er flere penge til børnene. Det er et voldsomt problem netop i København, fordi vi har så stor en stigning i børnetallet, uden at vi får lov til at øge driftssiden på det nuværende niveau. Derfor skal vi se på om de penge vi bruger på dagtilbud, kan bruges mere fornuftigt. Og hvis der reduceres, hvordan kan vi så gøre det, så det mindst muligt går ud over basispersonale og pædagogisk arbejde.”

At der er rigtig mange følelser involveret i de i øvrigt ofte frivillige sammenlægninger, er Britt Petersen helt på det rene med.

”Folk er med rette stolte af deres institution, og så kommer vi eller forvaltningen og forstyrrer og siger til dem at de ikke kan beholde det som det er. Og vi vil meget gerne bevare alt det gode institutionerne gør men i det nye. De er nødt til at se forandringerne i øjnene.”