Vi SKAL have økonomisk ro på børneområdet

Hvis jeg gennem længere tid havde gået og sparet op til en ferie eller til en ny lampe, jeg virkelig havde ønsket mig, ville jeg blive ret ked af, at pengene pludselig forsvandt, fordi skattefar pludselig mente, at jeg skulle betale noget mere til statskassen. Sådan tror jeg også, at mange skoler og institutioner har haft det, efter den politiske beslutning fra sidste år om at tage 74 millioner kroner fra de såkaldte decentrale opsparinger. De penge var midler, som lærere og pædagoger havde set frem til at bruge på nye legeredskaber, bøger, legepladser, tiltrængte renoveringer – eller måske bare have som sikkerhed for at kunne klare sig gennem svære tider med skindet på næsen.

Derfor er jeg ikke den eneste politiker i det nye børne- og ungdomsudvalg, som er utrolig ked af at skulle virkeliggøre den gamle beslutning om at hente de 74 millioner kroner. Jeg forstår sådan set godt det gamle udvalg. De var i en presset økonomisk situation – der kom flere børn og ikke tilsvarende flere penge. Selv var jeg også politiker i den daværende Borgerrepræsentation, og må tage min del af ansvaret for, at børne- og ungdomsområdet ikke fik tildelt de nødvendige midler, som matchede det øgede børnetal. Derfor blev der truffet uheldige beslutninger som fx at inddrive de decentrale opsparinger og lånefinansiere merforbrug. De lån skal vi betale tilbage nu. Derfor er også dette udvalg i en svær situation. Både her og nu i forhold til beslutningen om de 74 millioner og fremadrettet i forhold til at få økonomien til at hænge sammen.

Jeg synes, at jeg som borgmester skylder institutions- og skoleledelserne, lærere, pædagoger og forældre at redegøre for, hvordan beslutningen om at hjemtage de 74 millioner nu bliver effektueret i praksis. I det gamle udvalg regnede man med, at de 74 millioner kunne hentes ved at tage al opsparing i skoler og institutioner, der lå på over to procent af den enkelte institution eller skoles driftsbudget. Imidlertid viser det sig nu, at det beløb i dag kun udgør omtrent 60 millioner kroner – fordi mange skoler og institutioner har valgt at bruge pengene. Det betyder nu, at der mangler 14 millioner kroner. Der lå i den gamle beslutning, at der kunne hentes mere end det, der lå over to procent i den enkelte institution eller skole, hvis denne situation opstod.

Vi er imidlertid et flertal i det nye udvalg, der finder det uretfærdigt at hente 14 millioner kroner på den måde. For det ville betyde, at al opsparing over 1,2 procent ville skulle tages fra skolerne og institutionerne. En sådan beslutning ville dels ramme den enkelte institution og skole hårdt – dels ramme de skoler og institutioner, der netop ikke havde valgt at bruge deres opsparing. Derfor har det nye udvalg besluttet, at vi vil dele de nævnte manglende 14 millioner kroner ligeligt ud på alle skoler og institutioner – svarende til 2,2 promille af institutionens eller skolens driftsbudget. Det betyder omtrent 15.000 kroner for en daginstitution og 60.000 kroner for en skole. Det er ikke en optimal løsning – det optimale havde været, at der aldrig havde været truffet beslutning om at hente 74 millioner kroner hos institutionerne og skolerne.

Fremadrettet håber jeg, at det kan lykkes at undgå hovsaløsninger som den gamle beslutning om at tage institutionernes opsparinger. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det bliver svært i en tid, hvor børne- og ungdomsområdet alene næste år mangler 320 millioner kroner for at få budgetterne til at hænge sammen. Heldigvis er der et bredt politisk flertal for, at vi skal lave en langsigtet politisk plan, der skaber gennemsigtighed og stabilitet på området. Borgerrepræsentationen er nødt til at tage ansvar for situationen i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2011. Dels ved at tilvejebringe en bedre budgetmodel, så der ikke opstår nye underskud år efter år på børneområdet, når børnetallet vokser. Dels ved at hjælpe til med en gældssanering. Desværre er det beløb, der mangler så stort at den samlede kommunekasse næppe vil kunne tilvejebringe hele beløbet. Derfor er vi nødt til også at finde besparelser og omstrukturere på området. Jeg har i disse måneder en god dialog med institutionsledere og faglige organisationer om omlægninger, besparelser, effektiviseringer og strukturelle reformer. Vi skal i børne- og ungdomsudvalget være klar over, hvilke konsekvenser vores beslutninger om det fremtidige budget vil have i den virkelige verden.

For at den langsigtede plan skal kunne holde, er det selvfølgelig helt centralt, at skoler og daginstitutioner hjælper til, for at vi som forvaltning kan overholde vores budgetter fremadrettet. Når vi overskrider vores budgetter, skal pengene nemlig betales tilbage næste år. Den allerværste situation er sådan set, når merforbruget i en periode skal finansieres med låntagning, fordi vi ikke har pengene. Lånene kommer der nemlig renter på. Vi betaler mange millioner kroner for de lån, vi har i dag. Det er ikke holdbart, for det betyder færre penge til børnene på langt sigt.

Jeg er klar over, at den gamle beslutning om at tage skolernes og institutionernes opsparing ikke indebærer noget stort incitament til at handle økonomisk hensigtsmæssigt i fremtiden. Det kan jeg godt forstå. Alligevel vil jeg tillade mig en appel til jer. Børneområdet kan simpelthen ikke bære økonomiske overraskelser – vi kan ikke lave en langsigtet, økonomisk plan uden jeres hjælp med at nå i mål med budgetterne. Jeg håber, at vi ved fælles hjælp kan få skabt en stabil økonomisk situation for børneområdet i København.

Med venlig hilsen
Anne Vang
Børne- og ungdomsborgmester
Københavns Kommune