I vuggestuen

Måltidet som pædagogisk projekt

Af Tine Sejbæk

Børn er langt mere selv hjulpne, end vi har tid til at opdage. Og netop måltiderne i vuggestuen er en guldgrube af muligheder for læring og ægte fæll esskab. Det siger Lise Ahlmann, der mener, at den pædagogiske værdi for børnene er overset i debatten for og imod madordninger i daginstitutioner.

Børnene kravler selv op og sætter sig på deres pladser. Et barn går i gang med at øse suppe op, mens en anden langsomt hælder mælk i sin kop. Hvis et barn spilder, griber det selv kluden og tørrer op. Børnene spiser roligt og hjælper
gerne hinanden, hvis een f.eks. mangler et krus.

De små forlader bordet, efterhånden som de har spist færdig. Helt selvfølgeligt lægger de brugte tallerkener, krus og bestik på rullebordet. De husker, at hagesmækkerne skal i den store kurv og madresterne i spanden - også her finder hver især deres egen strategi.

Det er næsten rystende at se dvd'en fra Lise Ahlmanns bog "Måltider i vuggestuen." Lise Ahlmann har i en menneskealder arbejdet med børns udvikling og bevægelse som bevægelsespædagog (Gøssel) og er mag.art. i psykologi. Hun
har undervist på seminarier og holdt kurser for vuggestue- og børnehave-personale.

Bogen og den medfølgende dvd fortæller, hvordan pædagoger kan inddrage børnene i det praktiske arbejde med måltider. Og det er faktisk ikke så besværligt som man tror. Hun har filmet i vuggestuer, hvor man har valgt at have børn med i arbejdet omkring måltiderne. Mange af børnene er langt fra fyldt to år, og det utrolige er, hvor meget de kan og gør helt automatisk - når de får de rigtige rammer til det. Set i lyset af, hvor lidt vi både som forældre og pædagoger ofte giver dem mulighed for at deltage. Simpelthen fordi vi tænker, det er for besværligt, og vi ikke har tid.

"De basale omsorgsfunktioner rummer et enormt og ofte overset pædagogisk potentiale. Desværre er voksnes samspil med børn ofte præget af forventninger om børnenes hjælpeløshed", siger Lise Ahlmann.

Som forældre sætter vi ofte de små foran tv?et, mens vi selv går i gang med madlavningen. Som pædagoger tænker vi, at det rigtige pædagogiske arbejde foregår inde på stuerne og ikke i forbindelse med måltiderne. Et sted, hvor der ellers er en sjælden mulighed for ægte fællesskab.

"Da selv meget små børn retter ind efter voksnes forventninger, kan børn hurtigt lære sig en rolle som passive genstande for travle omsorgsrutiner. Det kaldes indlært hjælpeløshed", siger hun.

Børns perspektiv bliver overset

Lise Ahlmann mener, at vi glemmer barnets perspektiv i debatten for og imod madordninger i institutioner.
"Forældre, pædagoger og politikere diskuterer indædt madordninger. Men vi overser barnets behov. Og her taler det for, at børn trives og udvikler sig ved at deltage i det praktiske omkring måltidet. Det kræver måske ekstra tid og ændring af vaner i starten. Til gengæld er der positivt samvær mellem voksne og børn samtidig med at det bidrager til børnenes udvikling".

Når man vil inddrage børn i arbejdet med måltider i vuggestuen, kan det være en god idé at starte med at se på de fysiske rammer. Hvordan er rummet indrettet? Er det mest hensigtsmæssigt med stole eller bænke ved bordet? Mange steder tænker man slet ikke over de fysiske rammer, for "sådan har her jo altid set ud".

"Jeg siger ofte: "Start med at kigge på, hvordan de fysiske rammer er i forhold til, hvad I vil med det pædagogiske".

Derudover kan de voksne aftale, hvem der gør hvad, så den enkelte pædagog eller medhjælper har tid til det, hun har påtaget sig.

"Når man står og skifter ble, skal man ikke også tænke på at tage sig af et barn, der græder inde på stuen. Det er der en anden voksen, der gør. En tredje hjælper børnene med at vaske hænder inden måltidet, mens en fjerde er i køkkenet og dækker rullebordet med børnene", siger Lise Ahlmann.

Hvis rullebordet er dækket rigtigt og kørt ind til spisebordet, og den varme mad står på bordet, er de voksnes opgave slut. Så skal de bare sætte sig og snakke hyggeligt og være rollemodeller for god bordskik. Og så i øvrigt lade børnene
selv hente det, de skal bruge.

De voksne skal ikke være opsynsmænd og servitricer, der irettesætter, er på vagt, henter og øser op.

"I de første år, da jeg filmede måltider i vuggestuerne, var det eneste, der kom ud af munden på de voksne: "Sid stille på numsen", eller "Brug din gaffel". Nu i de senere år har jeg haft den glæde, at der ingenting har været af den slags. Der
er oftest en rar stemning ved bordet", siger Lise Ahlmann.

Prøv med dogmepædagogik

Det tager dog tid at lære at lade være med at gøre alting for børn.

"Kvinder er - fordi omsorgsrollen er mere indgroet hos dem - længere tid om at aflære automatrutinerne. På dvd'en er der i en af vuggestuerne en ellers glimrende kvindelig pædagog, der begynder at øse op for børnene, selv om det er aftalt at børnene selv skal gøre det. Og det foregår så automatisk, at hun ikke aner at hun gør det."

Mange gange har de voksne i institutionen også hver sin "bagage" med omkring måltider. Nogle kommer fra hjem, hvor de har lært, at alle skal blive siddende til alle har spist. Det tager tid at vænne sig til, at man ikke kan bruge det til
noget.

"I stedet kan man have den regel, at man bliver siddende, til man har tygget af munden. Barnet skal jo ikke få maden galt i halsen. Og det giver også mening for barnet".

Lise Ahlmann anbefaler at bruge det, hun kalder dogmepædagogik.
Det går ud på at lave nogle regler for praksis, der i kraft af at de begrænser, giver ny frihed.

Man kan begynde med nogle få ad gangen. F.eks. bare den regel at rullebordet i køkkenet skal dækkes ordentligt (med tallerkener, vandkander, bestik, krus osv.), og den varme mad skal ind og stå på bordet. Og så kan den voksne ellers
godt sætte sig og skal kun hjælpe (med at øse op, tage ting osv.), hvis hun ser, at der virkelig er brug for hjælp.

"Det kunne være den første dogmeregel. Og den giver pote".

En situation, hvor mange pædagoger nok vil holde vejret, er, når børn under måltidet hælder vand ud på bordet.

"Der skal altid ligge en klud på bordet, så barnet selv tørrer op. I dét øjeblik, barnet hælder vandet ud på bordet og betragter det, siger man bare stille og roligt: "her er en klud, du må selv tørre op". Man må have tillid til, at når barnet
hælder vand ud på bordet, er der en god grund til det. En af grunderfaringerne i livet er jo netop at se en væske brede sig ud på en flade. De gør det ikke for at drille os."

For det lille barn er det en spændende udfordring at gøre ting. Små børn synes f.eks. at oprydning er spændende. For dem er det lige så interessant at lægge tingene på plads nede i kasserne som at tage dem op. Så det handler om at motivere dem.

"I min barndom fik vi at vide, at "Nu har du lavet rod, så må du også rydde op", og så stod den voksne ellers med korslagte arme og ventede på, at man gjorde det. På den måde gav man den læring videre til børn, at oprydning er røvkedeligt. Men oprydning kan også sagtens blive til en handling, man er fælles om. Hvis en voksen og nogle børn sidder og rydder op, vil der tit komme flere børn til, fordi der foregår noget sjovt. Det meste er sjovt, hvis man laver det sammen med andre".

Også uden madordning

Dét at inddrage børn i det praktiske med maden er ikke nødvendigvis betinget af, at der er en madordning i institutionen.

"Når man synes, der skal være madordninger i daginstitutioner, handler det om meget mere end maden. Bl.a. om sund ernæring, duften af maden og hele dét at se maden blive til. I stedet for at mad er noget, der bare kommer".

Men er der ingen madordning, rummer madpakken også muligheder. Ude i køkkenet skal madkasserne jo sættes på rullebordet og køres ind på stuen. Der skal krus og drikkevarer på rullebordet. Børnene skal selv finde deres madpakker inde på stuen. Her kan der også være en spand, som børnene selv putter madrester og madpapir i. Og en spand til vasketøj, hvor de lægger deres hagesmæk ned i. Og børnene kan selv skænke vand og mælk op i deres krus - madpakker eller ej.

Bare sådan noget som at børn selv kravler op i deres trip trap stole giver mindre stress, mener Lise Ahlmann. Og at de voksne har faste pladser ved hver sin bordende. Så er der struktur, og så kan børn selv finde ud af, hvor de skal sidde.

"Hvis børnene selv har valgt deres pladser og selv kravler op på dem, er der som regel fred ved bordet".

Når de voksne skal sidde for hver deres bordende, er det bl.a. fordi, vi søger vores egen arbejdstid, hvilket ikke altid er hensigtsmæssigt.

"Når en voksen går ind i et rum, hvor der sidder en anden voksen, sætter de sig sammen og begynder at snakke. Man koncentrerer sig ikke om børnene, som vil have opmærksomhed og derfor begynder at larme. Det giver langt mere ro, når
de voksne sidder så langt fra hinanden, som de kan", siger Lise Ahlmann.

Hendes erfaring er også, at det er fint, at børnene har lange bænke at sidde på, når de skal spise, frem for stole. Så fristes de voksne ikke til at stå bag ved børnene og gøre tingene for dem. Og børnene kan selv kravle ind og ud bagved hinanden.

En anden regel, man kan indføre, er den, at børn selv skal lære at gøre opmærksom på deres behov. F.eks. ved at pege på brødet, når de vil have brød til suppen. Så man ikke bare automatisk uddeler brød.

Skal ikke være en pligt

Lise Ahlmann har en vigtig pointe i forhold til, når der kommer nyt personale i en institution, hvor man arbejder med at inddrage børnene i måltiderne.

"Der er en tendens til at tro, at "de ser hvordan vi gør, og så gør de også sådan". Men det er nødvendigt at vise, hvad man gør. Og forklare, at man gør det, fordi man gerne vil give børn en bestemt læring, sansemæssigt, sprogligt og motorisk".

Lise Ahlmann understreger, at det ikke skal være en pligt for børn at hjælpe til.

"Hvis et barn f.eks. ikke gider tage sin tallerken selv, må man gå ud fra, at der er en god grund. Og så kan man spørge: "hvem vil hente en tallerken til Peter?" Børn er naturligt hjælpsomme og tager gerne en kop eller skaffer mælk til en kammerat?. Børn kan godt lide at gøre noget, der er besværligt, hvis de ser en mening med det. Børn har derimod ikke lyst, hvis voksne bliver kommanderende, eller hvis de føler, at de skal".

Man kan ikke entydigt svare på, hvor gamle børn skal være for at hjælpe med.

"Et barn på halvandet år kan godt gøre en masse. Jeg tror utroligt meget på værdien af gode rammer og af at børn ser hinanden gøre tingene", siger Lise Ahlmann, der også tror meget på aldersspredning ved frokostbordet.

"Der skal ikke være et bord for de store og et for de små. Så er børn meget længere tid om at lære, fordi der ikke er nogen at se op til".