En faglig tilgang

Lindegårdshusene er en af deltagerne i det pilotprojekt om akkreditering, som Socialforvaltningen i København satte i søen lige efter nytår. Evalueringerne er nu lavet og sendt ind.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Gør vi det vi tror vi gør ude på bostederne?
At blive fastholdt i med jævne mellemrum at skulle tjekke det tæt, det er det centrale i akkrediteringen for pædagog Dorte Manicus fra Lindegårdshusene.

Men en klar forudsætning for at akkreditering bliver en positiv oplevelse og et konstruktivt redskab er, at medarbejderne inddrages, og at der arbejdes seriøst og med respekt med det. Ellers er det blot et stykke papir.

Lindegårdshusene, Københavns Kommunes socialpsykiatriske bocenter i Roskilde, er en del af Center Lindegården. Det består derudover af Bostedet Holme og Stubberupgård. En stor institution med andre ord, og en institution som allerede langt hen ad vejen arbejder på måder, der ligger tæt op af
metoderne i akkreditering. De har stor skriftlighed, prioriterer diskussioner etc., så for dem var akkrediteringsprocessen ikke så fremmed eller kompliceret. Det fortæller pædagog Dorte Manicus, som har været med i arbejdsgruppen i forsøgsperioden. Hun valgte den positive tilgang helt fra starten - og den pragmatiske i en erkendelse af at akkreditering sikkert kommer uanset.

Dermed ikke være sagt at institutionen ikke kastede sig ind i processen med stor energi. Det gjorde de netop og med en høj involvering af medarbejderne.
"Det positive er at vi bliver fastholdt i at holde fokus på,
om vi gør hvad vi tror vi gør. Vi valgte at have fokus på fagligheden, på at holde fagligheden højt. Vi ved godt dette er en kontrolvirksomhed, men vi håber herinde at akkreditering vil afløse de mange forskellige kontroller, som til tider synes at krydse hinanden", siger Dorte Manicus og uddyber:

"Som medarbejder skal jeg holde fokus på at højne fagligheden og på at evaluere på det vi gør, så vi ikke ender i "plejer". Det er en fordel hele vejen rundt at blive fastholdt i at vores praksis skal tages op med jævne mellemrum, og at vi evaluerer om vi gør hvad vi tror vi gør. Det er vigtigt at blive rusket op i, at intet bliver rutine. Alt forandrer sig jo også, inklusiv borgerne og deres behov, og vi kan let komme til at køre rundt i arbejdsvaner, som ikke er så sunde.

Der ligger et kvalitetsarbejde i at udfylde selve akkrediteringsmodellen, for i den proces bliver vi tvunget til at kigge i vores eget spejlbillede. Jeg er sikker på at det er godt for beboerne og også godt for os selv."

Det tager tid

Lindegårdshusene har 100 beboere og næsten lige så mange ansatte. Desuden er der de to andre bosteder. Et stort sted med andre ord men med flere enheder. Det betyder noget for, hvordan de har grebet det an.

"Vi skulle tænke bredt og i helikopterperspektiv. Og vi skulle også tænke andre på psykiatriområdet ind. Der var meget ping-pong frem og tilbage. Også på ord, for der er mange fagkulturer ind over her, og alle har deres særlige fagkulturelle tilgang. Det gav anledning til rigtig meget diskussion om vores opgave", siger Dorte Manicus.

Løbende i akkrediteringsprocessen har der været dialog med de ansvarlige i Socialforvaltningen, der har været møder, oplæg, workshops og mails frem og tilbage. Om måder og tilgange, erfaringer og vinkler.

"Der har været et stort antal mennesker her på stedet, som har været involveret, både medarbejdere, husledere og forstander. Vi har hver især været involveret i forskellige dele af processen, men gennem hele forløbet har vi alle været meget
aktive."
Processen gik ud på at arbejde sig frem til en model, som var givtig og brugbar for alle tre områder, det vil sige psykiatri, krisecentre og handicap.

Et problem var tid. "Forløbet tager tid, når det at blive akkrediteret skal gøres
seriøst. Diskussionerne tager tid, men jeg mener at de er sunde. Man tvinges til at diskutere værdier og begreber, gøre sig klart hvad man mener, forholde sig til strategi og til synliggørelse. Fx hvordan beboernes medbestemmelse er synlig i husene. Hvis man ikke kan beskrive det tilstrækkeligt i selve modellen, så bliver den ikke godkendt, så får man kritik af sin auditor. Forvaltningen vil kunne se hvor der er problemer, for man kan ikke snakke sig igennem en akkreditering. Det skal være synligt og skriftligt, man skal bevise hvad man går og gør", siger hun og tilføjer:

"Det skal jo være et redskab for forvaltningen, så de kan se, hvad de er ansvarlige for. Det er deres arbejde at tænke sådan, jeg tænker anderledes, og det er mit arbejde. Men der er en pointe i at man med dette kan erstatte en generel kollektiv regel og ekstra kontrol, når man finder en enkelt kikser, med en indsats over for denne ene arbejdsplads, som har problemer.?

Processen var den samme i alle tre institutioner. Efter de havde udarbejdet kvalitetsmodellen, sendte de en ansøgning om at blive akkrediteret og fik derefter besøg af en auditor, som spurgte ind til det hele, inklusiv dokumentationen.

"Auditoren er fagrelateret, og det er et kernepunkt, ellers ville det være helt uoverskueligt at skulle forklare, for vi har så forskellige forståelsesgrundlag. Det er væsentligt at fastholde i en eventuelt kommende model for akkreditering",
vurderer Dorte Manicus.