Indledning

Akkreditering

At akkreditere betyderegentlig at give nogen myndighedeller fuldmagt til at
gøre noget, det vil sige at bemyndige.

Akkreditering i socialt arbejde er udviklet for at måle dette arbejde, det vil
sige at akkreditering er et led i det efterhånden sædvanlige og omsiggribende
dokumentation, evaluering og kontrol af de ansattes indsats. Og dermed et led i New Public Management-projektet.

Københavns Kommune er som bekendt, i praksis i hvert fald, tilhænger af kontrol, dokumentation og målinger. Socialforvaltningen startede da også et pilotprojekt op lige efter nytår, et projekt som er afsluttet nu inden sommerferien.
De tre deltagende institutioner, Lynghuset fra handicapområdet

Lindegårdshusene fra psykiatriområdet og Baltic fra krisecentrene, har nu evalueret på processen og resultatet. Er akkreditering så anderledes, værre, bedre end de andre former for kontrol. Sandsynligvis ikke nogen af delene. LFS Nyt har talt med de to af de deltagende institutioner, begge er helt på det rene med at akkreditering er en kontrolforanstaltning, begge har meget godt at
sige om processen og det faglige udviklingsmæssige udbytte de fik af, at alle medarbejdere blev involveret i det. Og om resultatet, at alt blev diskuteret og skriftliggjort som et grundlag for en faglig kvalitetsmæssig udvikling.

En klar forudsætning for, at akkreditering bliver bare nogenlunde godt modtaget, er til gengæld at denne dokumentations-, kontrol- og målevirksomhed, som det dybest set er, ikke kommer oveni alle de andre kontrolformer, men at den træder i stedet for alle de andre.

Og LFS? Er som udgangspunkt mere end skeptisk over for noget som i den grad er et led i New Public Management-tænkning, og har med denne skepsis ageret som observatør i pilotprojektet. Intentionen har været at sikre at projektet har nogle vigtige grundlæggende elementer, først og fremmest at det er alle medarbejdere som formulerer, hvad institutionen skal måles på.

I efteråret skal politikerne vurdere projektet og beslutte om det skal rulles ud på forvaltningens områder. Og her er det vigtigt at holde tungen lige i munden.

I forhold til selve akkrediteringsprocessen mener LFS at det private eksterne akkrediteringsfirma skal erstattes med et veluddannet korps af socialpædagoger fra området selv. Det vil sikre at den sandsynligvis kommende akkreditering bliver en lærende akkrediteringsmodel skabt gennem en dialogbaserede læringsproces. Og dyrere end et privat firma kan det aldrig blive, tværtimod.

Så opfordringen til Socialforvaltningen er: vær nytænkende, turd noget?
EL