Det gode samarbejde

Af Elisabeth Lockert Lange

300 mennesker fra hele København, som alle i en eller anden form arbejder for og med byens unge, især de socislt udsatte og kriminalitetstruede unge, tilbragte en dag sammen på en tværfaglig medarbejderkonference. Nu skulle der skabes lokale netværk til fremtidens indsats for de unge. Det umiddelbare indtryk fra dagen er at formålet lykkedes.

Kontakt. Viden. Samarbejde. Koordinering. Netværk på kryds og tværs, formelle som uformelle. Kort sagt det gode samarbejde.

Det er det fokus, som Sikker By konferencen den 20. juni har valgt. Og gennem en nøje udtænkt proces med oplæg, debat, workshops, dels i bydelsgrupper,
dels i tilbud, indsatser og projekter, bliver målet for deltagerne nået, nemlig at få viden, få defineret udfordringer, tænkt løsningsmuligheder, overvejet konsekvenser, fordele og ulemper. Og undervejs og først og fremmest at få skabt nye samarbejds- og netværksmuligheder i deres lokale områder.

Når man går og lytter ved bordene, er det tydeligt at der er mange aha-oplevelser rundt omkring, og at mange nye kontakter bliver skabt. Kort med navne og adresser skifter hånd, udbrud af typen: "Ej arbejder du med det, det er da lige det input vi har brug for i vores arbejde" går igen.

Konferencen, som er arrangeret af Center for Sikker By (som er forankret under Økonomiudvalget) og KFF, Københavns og Frederiksbergs Fælles-repræsentation (sammenslutning af de faglige organisationer, som langt de
fleste deltagere på konferencen er en del af) ønsker at sætte en dagsorden i forhold til det gode kriminalpræventive samarbejde.

De ville give de mange deltagere mulighed for at møde både kendte og nye kolleger fra hele byen og at skabe endnu tættere kontakter mellem medarbejdere fra kommunale institutioner, fra boligorganisationer, frivillige netværk og alle
de andre, som i hverdagen arbejder med disse unge. Mange af byens kriminalpræventive aktiviteter foregår jo nemlig på tværs af institutioner, forvaltninger og organisationer, og det kræver både koordinering, samarbejde og tværfaglighed mellem de mange medarbejdere, der alle har det til fælles, at
de på den ene eller anden måde er i kontakt med byens unge - ikke mindst de socialt udsatte og til tider kriminelle unge.

Overborgmester Frank Jensen åbner ballet med en lille peptalk om vigtigheden af at stoppe fødekæden af unge til den kriminelle løbebane, og at få forankret og sikret det fælles ejerskab i indsatsen blandt deltagerne. Også overborgmesteren
har læst aviserne dagen før med beretninger om økonomisk rod i nogle af aktiviteterne under Sikker By, bl.a. Exit-programmet. Ja det havde der været, erkender han, og det er der nu taget hånd om.

Han glæder sig over at kriminaliteten, også den alvorlige, er faldet. At de forebyggende indsatser virker. At der trods det er utryghed rundt omkring i byen over skyderier er både naturligt og skal tages alvorligt: ?Vi ved der er reelle og store udfordringer.?

Det er der også for sikkerheden for de involverede personalegrupper,
både ansatte i politiet men også for dem, han kalder kernemedarbejdere, det vil sige netop det pædagogiske personale.
Der er sat penge af til at gøre noget for en tryg by, med 40 mill. kr. ekstra i år er der i alt 220 mill. kr. til sagen.

"Vi skal have fokus på at ressourcerne udnyttes bedst muligt, der hvor indsatsen virker bedst, og skære væk hvor det ikke virker. Vi skal udnytte hinanden faglighed og fagstolthed, og samtidig få frivillige involveret, det er en lokal,
helhedsorienteret indsats der skal til."

Det lange træk

LFS? formand Britt Petersen får ordet i egenskab af sit formandskab i KFF. Hun taler varmt om bedre tværfaglighed, om at nedbryde barrierer mellem forvaltninger, og om forebyggelse frem for afstraffelse. Trods faldende kriminalitet er der forsat brug for at koordinere bedre, så man bedre kan tænke i helhedsindsats, som vil give gevinster, som er langt større, end når hver arbejder for sig.

"Lad os udvikle de ordinære tilbud, for nødløsninger er ikke altid det bedste. Tingene skal integreres i hverdagen, som fx ungdomstilbud de unge gider og har råd til."

Forebyggelse handler om tid, sted, medarbejdere og helhed i indsatsen, siger hun. Der er behov for det lange seje træk og for steder, hvor de unge kan være sammen. Der er behov for tilbud på tværs, tilbud der flytter sig med de unge.
Med medarbejderne lige fra døgnpædagoger og politi til brandmænd, pædagoger, lærere og mange andre involveret.

"Helhed i indsatsen forudsætter lokale koordinerende netværk, så lad os arbejde bedre sammen om at sikre udviklingsmulighederne for de unge."
En repræsentant for politiet, vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller, anbefaler strategiske partnerskaber. Han beskriver det som et forpligtende samarbejde med en kontrakt mellem interessenter om opgaver, ansvar og pligter for hver især. En ny måde at tænke samarbejde på som virker er hans vurdering.

Bopæl der stigmatiserer

Sociologen Aydin Soei har netop fået udgivet bogen "Vrede unge mænd", og disse unge mænd er emnet for hans oplæg, et oplæg som tydeligvis fanger tilhørerne og vækker lyst til debat. De vrede unge mænd er typisk af anden etnisk baggrund end dansk (hvor den samme vrede - og problemer - tidligere, det vil sige for 50 år siden eller mere, kom til udtryk hos udsatte unge danske mænd).

Faktisk starter socialogen med de etniske piger, for de er i særklasse udtryk for at den sociale integration er en succes. Generelt er integrationen en succes, når man kigger på statistikkerne for arbejde og uddannelse, men især pigerne spurter afsted og overhaler både deres fædre, brødre og danske jævnaldrende.

Anderledes med drengene, hvor en gruppe er i risikozonen i forhold til uddannelse. Aydin Soei vurderer at de simpelthen ikke får kundskaber nok i Folkeskolen til at kunne tage en ungdomsuddannelse.

"De unge mænd af anden etnisk baggrund føler sig ikke fuldt ud anerkendt, og det gælder også dem der klarer sig godt, de føler de lever op til alle krav og alligevel er de ikke fuldt ud anerkendt i samfundet."

Meget bunder i bopæl eller med sociologens ord "territorial stigmatisering". Der er en verden til forskel i folks reaktion på om man siger man bor i nærheden af
Skt. Hans Torv eller i nærheden af Blågårds Plads.

"Politiet går efter bopæl, når de visiterer. Så uanset hvor godt man klarer sig, så betaler man et etniske ?gebyr?, på diskoteker, ved  praktikpladser og på grund af bopæl. Og det handler om livsmuligheder og selvværd for disse unge",
siger han og pointerer at i København lever vi meget opdelt i boligområder
og folkeskole.

Uddannelse skaber en skillelinje, for den betyder meget for, hvordan man udtrykker sin vrede. Aydin Soei giver et eksempel, hvor et par unge mænd efter nogle optøjer skrev en kronik, hvor de klart udtrykte hvad de var vrede over. De blev inviteret ind til politichefen, så de kunne uddybe deres synspunkter.

"Det der skaber den største forskel for disse unge er at få gode kundskaber, så de kan tage en uddannelse. Unge bliver tabt mellem forvaltningerne, for gamle til en forvaltning, for lidt fucked-up til en anden, der er brug for et mere fleksibelt
system."

Udsatte boligområder er som bekendt overrepræsenteret i kriminalitets-statistikkerne. At medierne og politikere vælger at kalde disse områder for ghettoer forstærker den risikoadfærd, der allerede er i disse boligområder. Som Aydin Soei beskriver det:

"Unge tror at andre unge er mere ekstreme end de selv, det forstærker deres risikoadfærd, og ligeså forstærker ord som sorte huller den sociale overdrivelse, så det bliver en selvopfyldende profeti."

Han opfordrer til at man undgår udtryk som ghetto, et gammelt ord for jødiske områder, idet de ikke måtte bo andre steder. Ordet udspringer med andre ord af racisme.

"Og alligevel klarer de fleste af de unge mænd sig jo godt, de er danske statsborgere, i arbejde eller under uddannelse. Så lad os ikke skabe en selvopfyldende profeti. Men vi skal gøre noget for at få deres stemme med i debatten."

Og så skal der sættes ind i Folkeskolen. Fx kunne man jo flytte skolegrænserne, så skolerne blev mere blandet, men man frygter for at ramme de ressourcestærke forældre, siger han som svar på et spørgsmål fra en tilhører.

"Men skolen har allerstørst betydning for hvordan de klarer sig."

En anden tilhører undrer sig over at det kun er drengene, der er vrede, pigerne bor jo samme steder og går i de samme skoler. Det har Aydin Soei ikke som sådan nogen forklaring på, blot det faktum at mens drengene skaber grupper i antiskolekultur, så søger pigerne lærernes accept.

Markedspladsen

Markedspladsen kaldte arrangørerne den del af processen, hvor projekter og aktiviteter fik mulighed for at videregive deres erfaringer. Og der var mange der stillede op og gav deres viden og idéer videre, lige fra Hotspot Nørrebro, SSP+,
Tingbjerg Partnerskab, Den Korte Snor, Rabarberlandet og Ungebydelsplanen Bispebjerg til Settlementet på Vesterbro, Tværfaglige gadeteams Nørrebro, Ny Start Tingbjerg, Partnerskabet Urbanplanen, Boligforeningen 3B Folehaven, de mange frivillige som Mind Your Own Business under Dansk Flygtningehjælp og Ungenetværket Amager.

Lad os tage den sidste. Ungenetværket Amager er et unikt eksempel på, at der ud fra konsensus i en bydel inddrages aktører, som ikke er en del af SSP. De har været i gang siden 2002, og i erkendelse af at opgaven er kompleks, tager de en kompleks tilgang. De tager afsæt i det der er, også af ressourcer, så de kan omsætte et behov til handling straks, uden at skulle vente på en bevilling. En gang om året holder de et ungeseminar for alle aktører i bydelen, der arbejder med udsatte unge. Relevante aktører i netværket mødes løbende - hvis de
oplever et behov for det.

Når Rasmus Schmidt, leder for en 6-18 års klynge på Amager, selv skal udtrykke det, så er et af tydeligste karakteristika "villigheden til at byde ind med det man har og løse opgaver." Og det gælder alle de faggrupper der deltager i netværket, som er mange. Og de er alle eksisterende så at sige, ingen ansættes til netværket, "så fralægger man sig ansvar."

En anden styrke i netværket er at det er innovativt. Projekter som fx ung i job opstår i netværket og flytter sig derefter ud i byen. Og så taler de sammen, så de forhindrer både at de unge falder mellem stole, og omvendt at de ikke udnytter
flere steder samtidig. En udfordring har dog været at få alle deltagere i et projekt eller netværk til at tale samme sprog og gå samme vej. At det er sådan i en tværfaglig gruppe må man bare erkende, vurderer han. Og man skal ikke være bange for lidt konflikt i netværket, det giver god dynamik.

Og hvad bliver der så skrevet ned ved bordene? Hvad tager deltagerne og arrangørerne med hjem - bortset fra et hav af nye kontakter?

Udfordringer er der nok af, virksomheder der ikke vil modtage de unge i praktik, at de unge dropper ud af klubben på grund af økonomi, strukturen i folkeskolen, ubrugelige aldersgrænser som fx ved 18 år, ufleksible systemer, faggrupper som ikke er klædt godt nok på til at håndtere problemerne i målgruppen.

Og svarene? Ud over gensidigt kendskab, samarbejde og atter samarbejde, lokalt mellem aktører, og mellem forvaltninger, større fleksibilitet, efteruddannelse og netværk, formelle som uformelle, som går igen og igen, så er der også svar som: "alle skal ikke opfinde den dybe tallerken", "mindre træge systemer når en ung søger hjælp", "mindre bureaukrati", "bedre folkeskole eller andre læringstilbud", "pres på virksomheder for praktikpladser", "handle hver gang man oplever stigmatiserende sprog eller adfærd", "skabe overskuelighed i projekter", "droppe tilbudspædagogik, altså jo værre adfærd, jo bedre tilbud" - for blot at nævne nogle.

Konferencen er en rigtig god begyndelse på netop dette tværfaglige og tvær-alt-mulige samarbejde. Det kvitterer chefen for Center for Sikker By, Lea Bryld, da også for i sin afslutning: "Det er som at have været på speeddating, der laves
virkelig meget i ungearbejdet."