Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyheder
Efteruddannelse behøver ikke belaste budgettet
”Jeg ville næppe have fået så dyr efteruddannelse, hvis jeg ikke havde fået hovedparten af pengene bevilget gennem Den Kommunale Kompetencefond.”
Det siger Trine Hacke, som er LFS-medlem, og som arbejder som sagsbehandler i Københavns Kommune.
Trine Hacke har indtil videre gennemført tre moduler af en diplomuddannelse i Projektledelse og organisationsudvikling. Kompetencefonden har støttet med kr. 9000 per modul, og hun har netop fået bevilget det fjerde modul.
Den Kommunale Kompetencefond blev etableret ved overenskomstforhandlingerne i 2013 af KL sammen med en lang række af de faglige organisationer, der organiserer medlemmer, der arbejder på det kommunale område. Fondens formål er at støtte opkvalificering. Det betyder, at alle, der arbejder i en kommune, kan søge midler til uddannelse, som helst skal være kompetencegivende.
Forretningsgangen er enkel:
-
Du taler med din leder om dine udviklingsmuligheder. Få inspiration hos din tillidsrepræsentant eller hos LFS.
-
Afklar, hvilken uddannelse du er interesseret i, og hvornår du kan deltage.
-
Udfyld ansøgningen på www.denkommunalekompetencefond.dk. Ansøgningen skal underskrives af dig selv, din leder og din TR eller LFS. Du har et svar inden for ca. en måned.
En musikalsk anerkendelse af FOAs medlemmer
"Sammen gør vi forskellen" er FOAs nye slogan, som præsenteres i en kampagne, der startede mandag d. 9. november. Kampagnens hensigt er blandt andet at anerkende den forskel, FOAs medlemmer gør hver eneste dag.
Kampagnen består af forskellige elementer blandt andet en lille musikalsk film, som til tonerne af ”Hoved, skulder, knæ og tå” viser FOA-medlemmer på arbejde.
Filmen vises i biograferne fra onsdag den 11. november til onsdag den 8. december, men du kan også se den www.foa.dk/forskellen. Del gerne på Facebook, og vis, at Sammen gør vi forskellen!
”Kampen om seniorårene”
Ny bog af journalist og forfatter Lars Olsen giver et overblik over de forskellige tilbagetrækningsreformer. Bogen ser desuden på konsekvenserne af de omfattende reformer af efterløn og pensionsalder.
Lars Olsen afdækker i ”Kampen om seniorårene”, hvor socialt skæve reformerne er, og hvordan de medfører stor ulighed. Bogen kan hentes gratis på FOAs hjemmeside.
Skolepræstationer bekymrer
Børn med vanskelige sociale vilkår klarer sig dårligere end deres jævnaldrende ved afgangsprøven i folkeskolen, og hvert fjerde barn dukker slet ikke op. Det viser en ny rapport fra Kora med titlen: ”Sårbare børn – hvem er de, hvor bor de, og hvordan klarer de sig i skolen?”
Undersøgelserne bekymrer Hans Skov Kloppenborg, projektleder i KORA, da tidligere undersøgelser har vist, at jo dårligere sårbare børn klarer sig i skolen, jo større risiko er der for misbrug, kriminalitet og selvmord senere i livet.
Tal med børn om terror og katastrofer, hvis de har behov for det!
Terrorangrebene i Paris førte til, at Børnerådet kom med gode råd til, hvordan man taler med børn i en katastrofesituation.
Rådene handler blandt andet om, at børn kan have brug for snak, forklaringer og hjælp til at afmystificere uhyggelige tanker og fantasibilleder. Børn skal beroliges, uden at deres angst bagatelliseres, og tv-nyheder om katastrofen skal ses sammen med barnet. Læs mere om rådene på Børnerådets hjemmeside: www.boerneraadet.dk
Julestemning med Anemone teatret
Anemone teatrets juleforestilling ”Maries Julegave” handler om Bamse, som har glemt Maries Julegave. Bedst som han spekulerer over, hvad han skal give hende, sker der noget helt uventet. Tag med Bamse og fuglen på en rørende rejse mod jul! Forestillingen er en ny dramatisering af Jan Mogensens bog af samme navn, og samtidig en ny bearbejdning af Anemone teatrets allerførste forestilling fra 1984. Nu med helt ny scenografi, kostumer, skuespillere og musik. Tilladt fra 3 år og anbefalet op til 8 år. Forestillingen vises frem til d. 23. december.
Er du blevet snydt for sygedagpenge?
Tusindvis af syge danskere er blevet snydt for sygedagpenge. Det er sket, fordi kommunerne automatisk har standset sygedagpengene, når varighedsbegrænsningen udløb efter 22 uger, eller når en forlængelse af sygedagpengene udløb.
Det er imidlertid ulovligt, fastslår en ny dom fra Højesteret. Man har ret til sygedagpenge, indtil kommunen har truffet en gyldig afgørelse; det vil sige, indtil ens sag er færdigbehandlet af kommunen.
Ankestyrelsen vurderer, at det vil være for besværligt at finde frem til alle de relevante sager, og at folk selv må henvende sig, hvis de er blevet snydt. Det fremkalder kraftig kritik fra fagbundet FOA:
”Det er fuldstændigt utilstedeligt. Beskæftigelsesministeren må sætte sine folk på plads. Det er en regulær skandale, at man selv skal opdage, at man er blevet snydt,” siger næstformand i FOA, Mona Striib.
Har du fået standset dine sygedagpenge, før din sag var færdigbehandlet, eller er du i tvivl, om du er omfattet af afgørelsen, kan du rette henvendelse til LFS.